En af anmelderne udtaler om din debutkrimi 'Noget for noget', at den er 'chick-lit for de lidt ældre piger' ... Er den det, og hvad indebærer det efter din mening?
Jeg var meget glad for netop den anmeldelse – af Bo Tao Michaëlis i Politiken - selv om han ikke ligefrem jublede over 'Noget for noget'. Jeg synes nemlig, at han som en af de få kritikere har opfanget, at bogen bevæger sig på en skillelinje mellem den klassiske spændingsroman og den moderne, let humoristiske skønlitteratur for kvinder – den såkaldte chick-lit, der som sine stærkeste eksponenter har forfattere som Marian Keyes og Helen Fielding.
Bogen var i sig selv et eksperiment for mig, hvor ét af de mest interessante punkter i processen netop var, om jeg kunne kombinere de to genrer – og noget kunne jo tyde på, at det er lykkedes ;-)
Samme anmelder omtaler din krimi som en blanding af moderigtig sædeskildring, damekrimi og gammeldags, borgerlig roman ...
Som sagt … Jeg giver ham ret. Det er efter min mening både bogens største force og værste svaghed, at den ikke 'vælger side' rent genremæssigt. Jeg var udmærket klar over dette dilemma, mens jeg skrev den, men jeg besluttede meget tidligt i processen, at når jeg ikke kunne bekæmpe mit stilistiske vægelsind, så måtte jeg finde ud af, hvordan jeg kunne udnytte det.
Jeg elsker selv romaner, der ikke er klart definérbare, hvad angår genre. Ruth Rendells thrillere er et godt eksempel, ligesom P.D. James’ romaner er forbilledlige, fordi de både kan læses som samtidsromaner og som klassiske krimier. Længere tilbage i litteraturhistorien finder vi mit helt store idol, Charles Dickens, der i flere af sine fantastiske romaner har indlagt rene krimihandlinger som en slags sidehistorier til den større fortælling. Det giver en læseoplevelse, der på mange planer ligger lagt ud over, hvad hans samtidige kolleger frembragte, og som giver én lyst til at læse hans bøger igen og igen.
Hvad betyder gode og mindre gode anmeldelser, når man er debutant?
'Noget for noget' har affødt to negative og seks-syv meget positive anmeldelser, og jeg er selvfølgelig mest glad for de sidstnævnte – ellers ville man da være et skarn! Jeg ved godt, at der nogen, som siger, at man bare skal glemme de dårlige anmeldelser, men det kan man da ikke – og det gælder vel for både debutanter og mere garvede forfattere.
Selvfølgelig bliver man såret, når en kritiker sønderlemmer ens bog, men jeg synes faktisk, at jeg har kunnet bruge hver eneste anmeldelse konstruktivt, og jeg er faktisk dybest set bare ret taknemmelig for, at så mange mennesker har taget sig tid til at læse og kommentere bogen. Det er en utrolig hjælp i arbejdet med den næste roman!
Er du krimiforfatter – eller?
Når man vælger sin genre som forfatter, er det i høj grad en afspejling af, hvordan man er som læser. Jeg er utroligt forslugen, når det gælder god litteratur. Der ryger mindst fire-fem tykke bøger ned hver måned, og jeg bilder mig ind, at jeg har et rimeligt overblik over i hvert fald den engelsksprogede litteratur – jeg er stor fan af de tunge, angelsaksiske drenge fra Henry James og Charles Dickens til Jonathan Saffran Foer, Don DeLillo, John Irving og Salman Rushdie. Men mange af de bøger, jeg virkelig nyder at læse igen og igen, er skrevet af kvinder.
Jane Austen grundlagde den humoristiske, letløbende chick-lit genre, og forfattere som Anne Tyler og Rose Tremain er helt utrolige til at skildre mennesker, så man næsten får ondt – både af grin og af gru.
Men allerbedst har jeg det, når jeg ligger sammenkrøllet med en krimi, uanset om det er første eller tyvende gang, jeg læser den.
Ruth Rendell, Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, P.D.James … Jeg lyver ikke, når jeg siger, at samtlige deres bøger er læst i laser hjemme hos mig. En god kriminal- eller spændingsroman udfordrer min krysteragtige sjæl til det yderste – men jeg tør godt læse den til ende. Jeg kan klare virkeligt rå voldsscener i en bog, mens jeg er totalt afholdskvinde, hvad blodige film angår… Mit eneste krav er, at der ikke – heller ikke i bøgerne – må ske noget ondt med hverken dyr eller børn. Ellers er jeg med på den værste!
Så selvfølgelig var det krimigenren, jeg instinktivt kastede mig over, da jeg besluttede mig for at give efter for min skrivetrang. Jo, jeg betragter mig selv som en slags krimiforfatter. Problemet er bare – som før nævnt – at jeg har svært ved at holde mig til den klassiske fortolkning af genren.
Måske er jeg i gang med at opfinde min egen genre?
Hvad drev dig til at skrive en bog?
Det var noget så banalt som en ledercoach. Han hjalp mig med nogle ledelsesmæssige problemstillinger, da jeg var chefredaktør i Aller Press, og en dag, hvor jeg bare sad og kværnede om alle mine fremtidsdrømme, afbrød han mig: 'Du siger hele tiden, at når du bliver 60, vil du gøre det ene og det andet … Er det ikke lidt patetisk? Hvis du gerne vil være forfatter, så skriv dog en bog. Nu!'
Jeg fremmumlede noget om at have travlt og mangle overskud, men han afbrød bare igen: 'Du siger, at du læser et par timer hver aften. Hvorfor kan du ikke bare bytte læsetiden ud med skrivetid?'
Det var lidt svært at svare på, så jeg klappede i og tænkte mig om i nogle uger – og så fiskede jeg et af de mange plots, jeg havde liggende i skrivebordsskuffen, frem og kiggede på det. Og så gik jeg i gang.
Det var fantastisk! Da jeg først var i gang, fandt jeg ud af, at det er mindst lige så underholdende at skrive som at læse – så nu kan jeg nok aldrig holde op igen!
Hvad betyder det for dig at skulle stille op som forfatter på Krimimessen i Horsens?
Jeg er først og fremmest nysgerrig for at møde de andre forfattere og høre om deres liv og arbejde. Jeg kender ikke rigtigt andre, der skriver skønlitteratur, så det er i sig selv stort at møde nogle nye kolleger.
Er der noget med et blad for hundeejere?
Det er der i allerhøjeste grad. Jeg laver et helt nyt hundeblad, der hedder 'Vi med Hund'. Som enhver, der har læst 'Noget for noget' kan regne ud, er jeg mere end almindeligt glad for hunde. Faktisk sagde min forlægger, første gang vi mødtes, at hun aldrig havde læst en roman med SÅ mange hunde!
Tanken om et livsstilsmagasin for ganske almindelige hundeejere, der hverken går på udstillinger eller til træning, men som elsker deres hunde og betragter dem som medlemmer af familien, har boblet hos mig i årevis, men jeg har aldrig rigtig kunnet overbevise nogen af mine chefer om, at det var mere end blot en skør idé.
Så da Jesper Sehested Lund, som jeg aldrig før havde talt med, pludselig tilbød mig et job som chefredaktør for et nyt hundeblad, vi selv skulle starte fra grunden, sprang jeg til med det samme – væk fra et fremtidssikret topjob i en kæmpe koncern til en tilværelse som pionér i et lillebitte, nystartet forlag. Det var noget af et spring, men jeg er lykkelig for, at jeg gjorde det. Heldigvis er 'Vi med Hund' kommet forrygende fra start, og det vælter ind med taknemmelige breve fra læserne.
Det er helt fantastisk at være med til. Meget tilfredsstillende!
Jamen, så får du vel ikke tid til at skrive en bog mere?
Jo da, det skal nok komme.
Jeg er næsten halvvejs i min næste bog – og den er så spændende, at jeg næsten ikke kan slippe den. Men denne gang er der sjovt nok ikke så mange hunde med i handlingen. Måske er det, fordi jeg får afløb, når jeg er på arbejde …
Kommentarer