Det jeg har på hjerte

Erling Jepsen du er netop blevet 50 - og når man runder de der 'skarpe hjørner', er der mange, der gør en form for 'status'. Er det noget du gør ... og hvis ... er der tanker, der relaterer til dit forfatterskab?

Jeg har ikke sat mig ned for at gøre status. Men jeg befinder mig godt med at være begyndt på en ny genre, nemlig prosaen.
Jeg har levet af at skrive i ca. 30 år, og sammenlangt har jeg vel brugt 3 år på mine romaner. Det er altså stadig nyt for mig, der er så meget jeg skal afprøve ... og så mange bøger jeg skal læse.
Tidligere gik alt op i teater, så jeg føler i en vis forstand, jeg begynder forfra. Og så alligevel, jeg kunne nok ikke skrive de romaner, jeg skriver, hvis jeg ikke havde så stor erfaring med dramatikken. Spændingsopbygningen for eksempel, replikkerne, dét at det er så naturligt for mig at tænke i situationer.

Dit barndoms land(skab) har, efter hvad jeg læser, stor betydning?

Ja, det opdagede jeg jo undervejs, mens jeg skrev. Men det vidste jeg ikke forinden.
Jeg måtte som romanforfatter finde min egen stemme, og den viste sig altså at være knyttet til et geografisk sted, nemlig Sønderjylland, nærmere bestemt Gram, hvor jeg er vokset op. Og også Højer, hvor jeg har boet som voksen og haft en kaninfarm.

Skriver man, i følge din mening, som forfatter altid ud fra sine rødder?

Jeg ved ikke, om det gælder for alle.
Jeg kender ikke så mange forfattere, men jeg har mødt enkelte mennesker, som ikke kunne svare, når jeg spurgte: Og hvor kommer du så fra? Det blev i hvert fald vældig indviklet for dem, de rejste så meget rundt, da de var små. Når jeg så spurgte: Hvilket sted har betydet mest for dig, kunne det hjælpe, men ikke altid.
Der er også dem, der har rødder i andet end et geografisk sted, der er for eksempel teaterfolk, der siger, de har hjemme i teatret. For mig ville det nu være lidt risikabelt; hvad så hvis man blev arbejdsløs?

Du balancerer i dit forfatterskab mellem latter og tragik - er det også den bedste måde at tackle 'livet' på?

Hvordan tackler man bedst livet? Det vil jeg ikke gøre mig klog på, det gør vi jo så forskelligt. Jeg tackler mit ved at skrive om det, og jeg tager udgangspunkt i det tragiske, der har været i mit eget liv, dét som ikke er til at holde ud at tænke på, men som jo alligevel er der - og i stedet for at fortrænge det, forsøger jeg at få det til at ligne en komedie.
Spørg mig ikke hvorfor, men det virker, det er velgørende. Og ikke kun for mig, jeg får mange breve fra læsere, som også finder det velgørende. Måske er det en slags besværgelse?

Du går gerne efter dét, der ligger og lurer under overfalden?

Ja. Jeg kommer fra et sted, hvor man ikke sagde ret meget ligeud. Og hvor selv det at være lykkelig var noget, man gik stille med.
Det hører nok også til det jyske temperement, at man helst trækker lidt fra. Når man er syg, for eksempel, går man nødig til lægen. Man bider smerten i sig, for man vil ikke være til besvær. Doktormanden har jo nok vigtigere ting at tage sig til.
I min barndom var der en kvinde, der kom til lægen med et bryst, der var ætset væk af kræft. Der var ganske enkelt kun et hul tilbage, hvor der før havde været bryst, og efter sigende lugtede det ilde. Hun havde vel tænkt, det gik i sig selv på et tidspunkt, og så ondt gjorde det trods alt heller ikke. Eller gjorde det? Lugten må have været vanskelig at skjule. Hun døde kort tid efter. En stille død.
Jo, at bide smerten i sig, og mærkeligt nok også lykken. Man kunne se helt forpint ud og bide sig i læben, når man måtte indrømme, at sommeren i år var særlig skøn.

'Kunsten at græde i kor' er netop blevet indspillet som film (premiere til oktober) - nu er du jo selv dramatiker - men alligevel; hvordan er det at se sin bog filmatiseret?

Inden de begyndte optagelserne, læste jeg manuskriptet, som er skrevet af Bo Hr. Hansen (som også skrev filmmanus til Nordkraft), og jeg følte projektet var i gode hænder.
Det var voldsomt at se det første gang, for det hele bliver så konkret, når det er film. Og der er scener, som jeg ikke kan se som almindelig tilskuer, dertil går det for tæt på mit eget.
Men der er mange morsomme scener - og så er det på jysk. De taler dialekt, så filmen er tekstet!

Og nu vi er ved dramatikken - hvad sker der med 'fortællerstemmen' - i henholdsvis drama og roman?

Jeg mener ikke, der er en fortællerstemme i dramaet. Ikke i den form for drama, jeg skriver.
Der er viljer, der slås. Og det er min opgave at stå bag hver vilje med lige stor kraft - og se hvad der sker. Jeg forsøger med andre ord at lade personerne tale med hver sin stemme, og jeg er usynlig. Jeg er højst til stede i plottet, argumenterer så at sige med plottet.
I prosaen derimod skal jeg selv op på scenen. Og så skal jeg fortælle med min egen stemme, som altså viste sig at være farvet af det sønderjyske sprog og det sønderjyske landskab. Mere end jeg havde regnet med, måske også mere end jeg brød mig om, for jeg kan stadig føle mig forlegen rent sprogligt. Der er stadig grammatik, jeg kan løbe vild i, og udtryk og vendinger som er naturlige for mig, men som ikke findes på rigsdansk.
Men så fandt jeg langsomt ud af, at det var det fine ved det.
'Sønderjylland er kommet på det litterære danmarkskort, Sønderjylland har fået en digter', stod der i Information om min første roman. Og så stod der en masse andet pænt - altsammen om mig og mit værk. Jeg var ellers vant til, der stod mest om skuespillere og instruktør og scenograf, og så stod jeg måske nævnt som dramatiker til sidst. Nu handlede det om mig og dét, jeg havde på hjerte.
Det var jeg selvfølgelig lidt forlegen ved, men jeg vænnede mig overraskende hurtigt til det.

Hvordan lægger din næste bog 'Med venlig deltagelse' sig i forhold til dine tidligere romaner/dit forfatterskab?

Det er en selvstændig fortsættelse af 'Kunsten at græde i kor'.
Handlingen udspiller sig 33 år senere, efter farens død. Mere vil jeg ikke fortælle på nuværende tidspunkt, der mangler de sidste smårettelser ...  og så bringer det uheld.