'Champagnepigen' er historien om en familie, hvor løgne og fortielser skjuler et kaotisk,
men indholdstomt liv. Leonora Christina Skov fortæller i denne artikel, om de tanker som ligger bag romanen, det handler blandt andet om udnyttelse og prostitution.
'Champagnepigen' hedder din roman, Linn er champagnepigen, men en meget ny og anderledes udgave af en sådan champagnepige? Hvad vil du vise med den nye champagnepige?
Jeg begyndte min research til denne roman for flere år siden, og det eneste, jeg vidste, var faktisk, at der skulle sex på bordet. Muligvis købesex. Derfor tog jeg på diverse luderbarer og sexklubber for at mærke stemningen på egen krop, og her var det, at jeg stødte på helt fantastiske vendinger som intimbar, champagnebar og champagnepige. Ret beset betyder vendingerne præcis det samme, nemlig luderbar og luder, men en champagnepige er en dyr luder, der kun kan købes for champagne til vilde overpriser på champagnebarerne. Hovedpersonen i min roman, forfatterinden og stilikonet Linn, har muligvis en fortid som champagnepige. Det står aldrig helt klart, og det er også meningen, for jeg vil gerne have læseren til at overveje, hvem der i grunden er champagnepigen i romanen. Selv tænker jeg, at man sagtens kan prostituere sig uden nødvendigvis at udveksle sex for penge, og uden at sige for meget kan jeg godt røbe, at adskillige personer i 'Champagnepigen' – både mænd og kvinder - har prostitutionslignende forhold til medierne. Og til hinanden. Så 'Champagnepigen' er bestemt ikke en roman om mænd, der udnytter kvinder, men en roman om enorm gensidig udnyttelse. Nogle af personerne indser, at de udnytter andre, men ingen indser samtidig, hvor meget de selv bliver udnyttet.
Bogen er meget uhyggelig, blandt andet fordi personerne er så ensomme, hvad har fået dig til at beskrive sådan en grusom og ensom familie?
Det her er altså ren happy family i forhold til min sidste roman, 'Rygsvømmeren'. Den handler om en sindssyg kvindelig pyroman, der brænder København ned til grunden sammen med sin opdigtede transseksuelle ven Mester Jakob. Flere journalister har konfronteret mig med et løfte, jeg ganske vist ikke kan huske, at jeg har afgivet, men som i hvert fald lyder, at min næste roman skulle være meget mere positiv end den. Det synes de så ikke, at 'Champagnepigen' er, og det medgiver jeg. Jeg er alt for vild med at skrive om vrangsider, og det besluttede jeg at bruge aktivt. For 'Champagnepigen' er helt klart tænkt som en pageturner, der afdækker en kendisfamilies forløjede, indholdstomme liv, og her får vrangsiderne den klare funktion at gøre alting så ubehageligt, at man bare må læse videre. Undervejs håber jeg meget, at læseren vil spørge sig selv, hvad det lige er, der foregår i Linns familie, og om det, der foregår, er okay. Bliver ens liv så indholdstomt og forløjet, når man har projiceret det hele ud i Se & Hør i årevis? Er det prisen for at stå derude og ligne en succes? Jeg opfatter helt klart romanen som samfundskritisk. Det er en roman, man meget gerne må diskutere med og erklære sig enig eller uenig i. På den måde lægger den meget i forlængelse af mit arbejde som debattør.
Der er meget sex og seksuelt begær i din roman, men jeg synes, der mangler varme følelser og passion, hvorfor så konsekvent koldt?
Uuuuh.. Jeg gad vide, hvor mange læsere, der kommer til at tænke ’hvad?! Så meget sex er der da heller ikke i den bog!’, imens de bladrer rundt og skimmer og forsøger at spotte de saftige passager. De er der selvfølgelig, det er ikke det, men at dømme efter omtalerne og anmeldelserne skulle man næsten tro, at bogen ikke bestod af andet. Måske, tænker jeg, fylder sexscenerne så meget i læsernes bevidsthed, fordi vi er så vant til at læse om mænd, der begærer kvinder. Ikke omvendt og slet ikke i alle detaljer, med mindre der er tale om decideret pornografi. Jeg skriver om kvinder, der begærer mænd, ofte yngre og ukendte, endnu oftere temmelig voldsomt, og på en måde kan jeg godt følge dig, når du efterlyser varme følelser og passion. Men i grunden tror jeg snarere, at der er tale om store passioner, der er kommet så meget ud af kontrol, at man dårligt kan genfinde hinanden længere. På Bali følger vi for eksempel en kvinde, der i tre år har begæret sin meget unge, betalte elsker. Måske er det gengældt – det er det i hvert fald i hendes tiltagende desperate hoved. Og i København indleder Linn et vildt og fantastisk seksuelt forhold til sin kommende mand, Isak. Deres problem er bare, at de er grænseløse begge to, så der skal mere og mere til, før de føler noget. For eksempel et antal ukendte kvinder, sexklubbesøg og mere eller mindre villige au pair piger. Måske er det sådan, vi ender, hvis seksualiteten bliver frizone for moralske og etiske overvejelser? Jeg har i hvert fald gerne villet rejse spørgsmålet med min omvendte Jørgen Leth-historie.
Jeg har opfattet svigermoren Isaks mor som den, der er mest handlekraftig i forhold til at kæmpe for det hun elsker er det rigtigt forstået? Og hvilken rolle har Isak og Isaks mor i romanen?
Jeg starter et andet sted, nemlig med en tilståelse: Lige så meget, jeg ved om litteratur og musik, lige så latterligt lidt har jeg i mange år vidst om film. I begyndelsen, da min kæreste og jeg lige havde mødt hinanden, ville hun referere til den ene og den anden film i flæng, men ret hurtigt indså hun jo, at jeg overhovedet ikke var med. Det kunne hun heldigvis ikke overskue, så de sidste fire år har hun præsenteret mig for den ene klassiker efter den anden. Deriblandt Alfred Hitchcocks gysere, som jeg blev så grebet af midt under arbejdet med 'Champagnepigen', at vi efterhånden har set dem alle. Og her kommer så Isak og hans mor, Betsy, ind i billedet. For Betsy er i den grad inspireret af gyserfilmenes onde mødre, der både afskyr deres børn og opsluger dem totalt. Hun bor sammen med Isak, da Linn kommer ind i billedet, rykker kun modvilligt ud, og Linn har konstant en ubehagelig følelse af, at Betsy er alle vegne. Jeg bruger Betsy-karakteren til at skabe spænding i historien, og til at pege på, at også Isak har sit at slås med. Læseren må i hvert fald meget gerne se røde blink alle vegne og overveje, hvilken relation Betsy i grunden har til sin søn!
Artikel
Champagnepigen - øje for det skjulte
'Champagnepigen' er historien om en familie, hvor løgne og fortielser skjuler et kaotisk,
men indholdstomt liv. Leonora Christina Skov fortæller i denne artikel, om de tanker som ligger bag romanen, det handler blandt andet om udnyttelse og prostitution.
'Champagnepigen' hedder din roman, Linn er champagnepigen, men en meget ny og anderledes udgave af en sådan champagnepige? Hvad vil du vise med den nye champagnepige?
Jeg begyndte min research til denne roman for flere år siden, og det eneste, jeg vidste, var faktisk, at der skulle sex på bordet. Muligvis købesex. Derfor tog jeg på diverse luderbarer og sexklubber for at mærke stemningen på egen krop, og her var det, at jeg stødte på helt fantastiske vendinger som intimbar, champagnebar og champagnepige. Ret beset betyder vendingerne præcis det samme, nemlig luderbar og luder, men en champagnepige er en dyr luder, der kun kan købes for champagne til vilde overpriser på champagnebarerne. Hovedpersonen i min roman, forfatterinden og stilikonet Linn, har muligvis en fortid som champagnepige. Det står aldrig helt klart, og det er også meningen, for jeg vil gerne have læseren til at overveje, hvem der i grunden er champagnepigen i romanen. Selv tænker jeg, at man sagtens kan prostituere sig uden nødvendigvis at udveksle sex for penge, og uden at sige for meget kan jeg godt røbe, at adskillige personer i 'Champagnepigen' – både mænd og kvinder - har prostitutionslignende forhold til medierne. Og til hinanden. Så 'Champagnepigen' er bestemt ikke en roman om mænd, der udnytter kvinder, men en roman om enorm gensidig udnyttelse. Nogle af personerne indser, at de udnytter andre, men ingen indser samtidig, hvor meget de selv bliver udnyttet.
Bogen er meget uhyggelig, blandt andet fordi personerne er så ensomme, hvad har fået dig til at beskrive sådan en grusom og ensom familie?
Det her er altså ren happy family i forhold til min sidste roman, 'Rygsvømmeren'. Den handler om en sindssyg kvindelig pyroman, der brænder København ned til grunden sammen med sin opdigtede transseksuelle ven Mester Jakob. Flere journalister har konfronteret mig med et løfte, jeg ganske vist ikke kan huske, at jeg har afgivet, men som i hvert fald lyder, at min næste roman skulle være meget mere positiv end den. Det synes de så ikke, at 'Champagnepigen' er, og det medgiver jeg. Jeg er alt for vild med at skrive om vrangsider, og det besluttede jeg at bruge aktivt. For 'Champagnepigen' er helt klart tænkt som en pageturner, der afdækker en kendisfamilies forløjede, indholdstomme liv, og her får vrangsiderne den klare funktion at gøre alting så ubehageligt, at man bare må læse videre. Undervejs håber jeg meget, at læseren vil spørge sig selv, hvad det lige er, der foregår i Linns familie, og om det, der foregår, er okay. Bliver ens liv så indholdstomt og forløjet, når man har projiceret det hele ud i Se & Hør i årevis? Er det prisen for at stå derude og ligne en succes? Jeg opfatter helt klart romanen som samfundskritisk. Det er en roman, man meget gerne må diskutere med og erklære sig enig eller uenig i. På den måde lægger den meget i forlængelse af mit arbejde som debattør.
Der er meget sex og seksuelt begær i din roman, men jeg synes, der mangler varme følelser og passion, hvorfor så konsekvent koldt?
Uuuuh.. Jeg gad vide, hvor mange læsere, der kommer til at tænke ’hvad?! Så meget sex er der da heller ikke i den bog!’, imens de bladrer rundt og skimmer og forsøger at spotte de saftige passager. De er der selvfølgelig, det er ikke det, men at dømme efter omtalerne og anmeldelserne skulle man næsten tro, at bogen ikke bestod af andet. Måske, tænker jeg, fylder sexscenerne så meget i læsernes bevidsthed, fordi vi er så vant til at læse om mænd, der begærer kvinder. Ikke omvendt og slet ikke i alle detaljer, med mindre der er tale om decideret pornografi. Jeg skriver om kvinder, der begærer mænd, ofte yngre og ukendte, endnu oftere temmelig voldsomt, og på en måde kan jeg godt følge dig, når du efterlyser varme følelser og passion. Men i grunden tror jeg snarere, at der er tale om store passioner, der er kommet så meget ud af kontrol, at man dårligt kan genfinde hinanden længere. På Bali følger vi for eksempel en kvinde, der i tre år har begæret sin meget unge, betalte elsker. Måske er det gengældt – det er det i hvert fald i hendes tiltagende desperate hoved. Og i København indleder Linn et vildt og fantastisk seksuelt forhold til sin kommende mand, Isak. Deres problem er bare, at de er grænseløse begge to, så der skal mere og mere til, før de føler noget. For eksempel et antal ukendte kvinder, sexklubbesøg og mere eller mindre villige au pair piger. Måske er det sådan, vi ender, hvis seksualiteten bliver frizone for moralske og etiske overvejelser? Jeg har i hvert fald gerne villet rejse spørgsmålet med min omvendte Jørgen Leth-historie.
Jeg har opfattet svigermoren Isaks mor som den, der er mest handlekraftig i forhold til at kæmpe for det hun elsker er det rigtigt forstået? Og hvilken rolle har Isak og Isaks mor i romanen?
Jeg starter et andet sted, nemlig med en tilståelse: Lige så meget, jeg ved om litteratur og musik, lige så latterligt lidt har jeg i mange år vidst om film. I begyndelsen, da min kæreste og jeg lige havde mødt hinanden, ville hun referere til den ene og den anden film i flæng, men ret hurtigt indså hun jo, at jeg overhovedet ikke var med. Det kunne hun heldigvis ikke overskue, så de sidste fire år har hun præsenteret mig for den ene klassiker efter den anden. Deriblandt Alfred Hitchcocks gysere, som jeg blev så grebet af midt under arbejdet med 'Champagnepigen', at vi efterhånden har set dem alle. Og her kommer så Isak og hans mor, Betsy, ind i billedet. For Betsy er i den grad inspireret af gyserfilmenes onde mødre, der både afskyr deres børn og opsluger dem totalt. Hun bor sammen med Isak, da Linn kommer ind i billedet, rykker kun modvilligt ud, og Linn har konstant en ubehagelig følelse af, at Betsy er alle vegne. Jeg bruger Betsy-karakteren til at skabe spænding i historien, og til at pege på, at også Isak har sit at slås med. Læseren må i hvert fald meget gerne se røde blink alle vegne og overveje, hvilken relation Betsy i grunden har til sin søn!
Kommentarer