Året 1967 er blevet karakteriseret som et regulært tidehverv for dansk børnelitteratur. Før denne periode havde vi en børnelitteratur, som Mette Winge i sin doktordisputats beskrev som værende ”næsten uden poesi med et slapt og billedløst sprog”. Men så skete der altså noget.
Af Torben Weinreich, professor i børnelitteratur
I løbet af et par måneder udkom der i slutningen af 1967 fem nye titler, som hver især og tilsammen intet mindre end revolutionerede dansk børnelitteratur. De fem titler var Ole Lund Kirkegaards 'Lille Virgil', Flemming Quist Møllers 'Cykelmyggen Egon', Halfdan Rasmussens 'Halfdans ABC', Benny Andersens 'Snøvsen, Eigil og katten i sækken' og Cecil Bødkers 'Silas og den sorte hoppe'. Børnelitteraturen var hermed ændret. Væk var ”nøjsomhedsprosaen” og de voksne autoriteters dominans, og i stedet kunne man nu læse om levende personer – hvilket vil sige levende børn – beskrevet i et levende sprog. Alt var forandret. Og vedblev med at være det.
Lille Virgil blev modtaget på denne måde i bibliotekernes lektørudtalelser: ”En pudsig og barok småbørnsbog … Tonen i bogen er veloplagt og frisk, de djærve og overdimensionerede figurer er blevet levende og nuancerede, og især har forfatteren haft held til at ramme børns sprog på en præcis, ukunstlet og uanstrengt måde”. Det pudsige og barokke møder læseren især i bogens personskildringer. For Vigil lever sit helt anderledes liv i en ellers almindelig dagligdag med skolegang, hjemmeliv og samværet med gode kammerater. Selv bor Virgil dog i bagerens nedlagte hønsehus, for ”bageren var en rar mand”. Og rare er også Virgil venner, de to outsidere Oskar og Carl Emil, hvor sidstnævnte i modsætning til Virgil bor i et hus, hvor 14 tulipaner står på én lang række. Det er disse tre drenge, hvis ualmindelige liv sammen med bl.a. ”den store, sorte smed” med det ”store, sorte skæg” og ”den store, sorte pibe”, læseren møder, hvortil kommer byens rødhårede lærer og købmanden, i hvis butik man bl.a. kan købe lakridspiber. Alt er skildret på en gang realistisk og ganske urealistisk. Som Ole Lund Kirkegaard selv har formuleret det: ”Jeg går langt ud over realismen for at ramme realismen, så den bliver realistisk”. Så er det sagt.
'Cykelmyggen Egon' begynder på denne måde: ”På den første rigtige sommerdag får myggebørnene vinger og flyver op af vandet mod solen”. En af dem, Egon, flyver af sted på sin ”flotte, nye racercykel”. Og det er ham, vi følger i både den farverige tekst og de ikke mindre farverige og originale illustrationer, som Quist Møller også har lavet. Bogen er bygget op omkring et levende satsbillede befolket med mængder af dyr, mennesker og fremmedartede væsener.
Den samme rigdom og originalitet i både tekst og illustrationer, udført af Ib Spang Olsen, møder vi i Halfdan Rasmussens Halfdans ABC. Vi ser det bl.a. i teksten til bogstavet B:
”Bennys bukser brændte.
Børge råbte, åh!
Børge havde nemlig
Bennys bukser på”.
Overalt gælder det, at de enkelt vers er bygget op på den måde, at de slutter med et humoristisk rim, som i sin udtalte absurditet bryder med det, man som læser forventer; fx i Æ-rimet: ”Æslet spiste / æg og ærter / og fik slemme / mavesmerter, / gik til doktor / Æselkær / og fik varme / omslag der, / fødte straks / bevar mig vel, / en kylling / i en ærtebælg!”
Bogen blev i øvrigt i sin første udgave – for at holde prisen nede – trykt i intet mindre end 25.000 eksemplarer; dengang som nu et uhørt højt eksemplarantal.
Også i 'Snøvsen og Eigil og katten' i sækken leges der med sproget, hvilket i det hele taget er noget, der går igen i alle de nye bøger. I Snøvsen-bøgerne, som der kommer flere af, leges der især med ords og sætningers dobbeltbetydning. Som da faren siger, at selv om ”de dumme mænd kom med ti vilde heste”, så ville de ikke kunne tvinge ham til noget. Her aflæses formuleringen konkret af hovedpersonen, for ”faren havde klaret dem alle sammen uden at få en skramme”. Det samme ser vi, da faren får penge tilbage af ”et væsen, der hed skattevæsenet”, som Eigil opfattede som en ”stort, venligt dyr, fordi det hed noget med ”skatte-”, for når mor var rigtigt venlig ved far, så han på hende på en bestemt måde og sagde noget med skattepige og fik en meget blød stemme”.
Sådan fortsætter det side efter side igennem hele bogen, for ”de voksne sagde så meget, som ikke var til at forstå”, fx ”at gøre en myg til en elefant”, ”at have en ræv bag øret” og ”at skyde en hvid pind efter” et eller andet – disse tre eksempler stammer fra blot en enkelt side i begyndelsen af bogen.
Også i Silas og den sorte hoppe bruges sproget på en ny måde. Ikke humoristisk og fanden-i voldsk, som vi ser det i de foregående fire bøger, men her i sin originale skildring af virkeligheden, fx denne scene fra bogens begyndelse:
”Hvor kommer du fra?
- Oppefra, sagde Silas og pegede.
Ja det så jeg sgu godt, knurrede hestehandleren, men det var navnet på det sted hvor du bor jeg ville vide.
Jeg bor ikke nogen steder, sagde Silas alvorligt.
Næ, jeg kan godt forstå du er rendt hjemmefra.
Det er syv dage siden, oplyste Silas frivilligt.
Men din mor bor der vel?
Nej, sagde Silas.
Hun er måske også rendt hjemmefra, sagde Bartolin syrligt.
Hun er rejst”.
Sådan fortsætter det, fx om faren, der er sabelsluger:
”Han prøvede at lære mig det.
At sluge sabler?
Silas nikkede.
Bartolin så undrende på ham.
Derfor brugte han dem til at slå mig med i stedet for, sagde Silas roligt.
Sablerne?
Bartolin stirrede måbende på ham.
Man kan da ikke tæve nogen med en sabel, sagde han, og er du sikker på det ikke var med en rem?
Et stykke seletøj for eksempel.
Silas smilede grumt og blev fjern i øjnene.
Hvad gjorde du så? spurgte Bartolin.
Så spillede jeg bar forkert når han skulle lave forestilling. Så blev han så rasende, at han næsten ikke kunne få den
op igen
Hvad for en?
Sablen, sagde Silas drømmende.
Op af maven? spurgte Bartolin gysende.
Den sad fast i halsen. Og så grinede folk i stedet for at klappe”.
De fem bøger er forskellige, meget forskellige. Men alligevel har de også nogle fælles træk, især når det kommer til den originale brug af sproget.
1967 blev altså et endog meget vigtigt og anderledes år i dansk børnelitteraturs historie. Det viser alene de her omtalte fem bøger. Men der kom også andre originale børnebøger, som dog ikke fik den samme gennemslagskraft. Det gælder ikke mindst Preben Ramløvs stort anlagte prosafortælling Massa Peter om befrielsen af slaverne på de dansk-vestindiske øer og Svend Åge Madsens dybt originale billedbog Modsatterne og Omvendterne med Kirsten Ruth Mikkelsens illustrationer.
Tiden efter 1967 bliver præget af det, som også skete i selve overgangsåret. Og det fortsætter i første omgang op gennem 1970'erne, hvor ikke mindst Bjarne Reuter og Bent Haller debuterede og grundlagde deres meget store forfatterskaber for ikke mindst børn. I gæld til 1967-generationen står også – og ikke mindst – Kim Fupz Aakeson, Jens Martin Strid, Rasmus Bregnhøi og parret Oskar K. og Dorthe Karrebæk. Alle skriver (og illustrerer) de dybt originale værker for børn. Og flere af dem fortsætter op i det nye årtusinde, hvor yderligere en del forfatter og illustratorer komme til, bl.a. Mette Hegnhøj og Kim Leine.
Kommentarer