Da Politiken lige før årtusindeskiftet bad deres læsere om at vælge ”Århundredets bog”, var Halfdan Rasmussens 'Børnerim' blandt de nominerede bøger.
Som bekendt løb børnerimene ikke af med sejren, men ikke desto mindre var det måske den bog, som de fleste kendte allerbedst. For hvem har ikke sunget med på ”Tyggegummikongen Bobbel” og ”Petersen og Poulsen og Pallesen og Piil”, råbt ”Hej! Hej! Nikolaj” eller snøftet lidt over ”Snemand Frost og Frøken Tø”?
Visse-vasse
For børn i alle aldre er 'Børnerim' noget af et skatkammer. Den udkom første gang i 1964 og er siden kommet i adskillige oplag og er trykt i mere end 200.000 eksemplarer. Det er ikke så underligt, for slår man op på en tilfældig side, er det som et spark i sprogsansen, uanset, om det er et rim med en historie eller det rene vrøvlevers. Prøv f.eks. at læse dette her højt: ”I kasematten sad/ en masse katte/med glatte kattehatte/og med matte/men da de glatte hatte/var for små/fik alle glatte katte matte på!”
Det går så tjept, at det er svært at følge med, og det er noget gudbenådet sludder og vrøvl – og det er lige netop pointen. I begyndelsen betegnede Halfdan (for én gangs skyld må man være på fornavn med forfatteren, sådan er det med ham Halfdan) selv sine Tosserier og rim som ”visse-vasse-vers”.
Halfdan Rasmussen tog den vending (der jo i sig selv er en sproglig pudsighed), som man vrisser, når nogen siger noget sludder, og brugte den som overskrift på det, der var en sproglig leg og en anden måde at udtrykke sig på, end den, der var den gængse i lyrikken.
Rygebordet stod og røg…
Hjemme hos Halfdan Rasmussen og Ester Nagel måtte børnene som regel selv sørge for at komme ud af fjerene om morgenen, for forældrene havde siddet og skrevet den halve nat. Til gengæld var der rim og remser på madpakkerne, og ofte var de inspireret af børnene selv. I mange af børnerimene sætter Halfdan sig i barnets sted og ser med barnets øjne på verden.
Når barnet bliver spurgt: Hvad vil du være når du bliver stor?/Kattekonge, kejser eller klodsmajor?/Kagekone, rejekælling, nissemand/løvetæmmer, kræmmer, muffedissemand/nattevægter, skattenægter, brillemand/rotteplager, pottemager, spillemand,/herremand i Herning eller frue i Paris?” er svaret egentlig så enkelt: ”Jeg vil være lykkelig/og glad som en gris!”
Helt i tråd med et barns bogstavelge opfattelse af ordene ryger rygebordet, og hostesaften hoster, alt imens Lises familie er frygtelig ulykkelige ”For i byen Liseleje /har man lejet Lise ud!”
Glad og trist
Det er almindeligt kendt, at Halfdan Rasmussen også skrev andet end sine børnerim og Tosserier. Ofte citeret er linjerne ”Jeg skriver sjove digte/jeg skriver også triste/de første læser andre folk/selv læser jeg de sidste” og noget er der såmænd om det, selv om verset er gentaget så ofte, at det sikkert har fået mere end én til at læse nogle af de ”triste” digte.
Men børnerimene er ikke det rene galskab og sprogleg, der er også øjeblikke, der giver mere alvorlige digtere baghjul. ”Lille frøken efterår/med det røde silkehår/tripper ensomt gennem natten/med et svanedun i hatten/[…] Faldt en tåre på din kind/du, som samler frøkorn ind/for at gemme dem til sommer/når din glade søster kommer?” Der sker selvfølgelig det, at det stærkt poetiske afløses af barnets pragmatik, som i rimet ”Snefnug”.
Først er det ren idyl: ”Kom, lille hvide snefnug/og hils på mine hænder/Fortæl mig hvor du kommer fra/og hvor din rejse ender.” Men så bliver det hverdag: ”Kom, alle hvide snefnug/og læg jer her på bakken/så jeg kan gi min storebror/en snebold midt i nakken.”
Sagt på akademisk, så dekonstruerer digtet sig selv, men det tror jeg, de fleste læsere er ligeglade med. De sidder nemlig og håber på snevejr og frost, så Frøken Tø ikke må nøjes med at have Snemand Frost i en kop – og så de kan plante en snebold i nakken på deres storebror.
'Børnerim' er som skabt til at lege med, at læse højt, at lære udenad (hvem kan den med kattene i kasematten først?), at fornøjes over. Det har virket i mere end 40 år, og det virker endnu.
Prøv selv!
Af Nanna Rørdam Knudsen, cand. mag.
Kommentarer