Vredens druer af John Steinbeck

Også for nutidens læsere er den nyoversatte, amerikanske klassiker fra 1939 en hjertegribende historie om dyb armod og kynisk udnyttelse af arbejdskraften i USA under den store depression.

Steinbeck fik Nobelprisen i 1962, og ’Vredens druer’, der indbragte ham Pulitzerprisen, er et af hans hovedværker. Bogen vakte furore i sin samtid og udkom i et kæmpeoplag. John Fords filmatisering af romanen med Henry Fonda i hovedrollen var ligeledes en succes.

Selv om romanen giver en ubesmykket beskrivelse af store sociale og økonomiske problemer, hæver den sig langt over den grå socialrealisme. Sproget flyder smukt og naturligt, og både mennesker og miljø bliver levende beskrevet.

Familien Joad personificerer den store armod, der driver tusinder på flugt til det forjættede Californien i håb om et bedre liv kun for at blive udnyttet af grådige plantageejere, der lader dem arbejde til en løn under eksistensminimum. Uden at ødelægge den litterære sammenhængskraft indfletter Steinbeck på naturlig vis kommentarer, der viser det store billede og peger på den dybere sammenhæng.

Vi følger familien Joads færd gennem landet i en faldefærdig, ombygget lastbil. Familiedynamikken ændrer sig undervejs. To familiemedlemmer dør, og to andre vælger at gå deres egne veje. Far Joad må afgive sin førerposition til mor Joad, der viser sig at være den stærkeste. Hun formår at holde sammen på resten at familien, at trøste og opmuntre, men også at skubbe på og tage beslutninger. Solidariteten udstrækkes til også at gælde fremmede i samme situation. Mennesker som familien Joad, der er gode, ærlige og anstændige mennesker.

Kvinderne ved, at så længe mændene ikke bøjer hovedet, men holder vreden ved lige, kan de bevare selvrespekten trods sult, umenneskelige arbejdsvilkår og undertrykkernes voldsanvendelse. Sammen med fællesskabsfølelsen giver det håb for fremtiden.

Det er en roman med et evigtgyldigt tema: altruisme kontra selviskhed. Da jeg i min pure ungdom læste den for første gang, var der en enkelt scene, der brændte sig ind i min bevidsthed. Slutscenen, hvor familiens unge datter, der lige har fået et dødfødt barn, tilbyder sit bryst til en mand, der er tæt på at dø af sult. Det virker så stærkt, ja nærmest grænseoverskridende. Et billede på den største næstekærlighed.