Puk Damsgård giver os et fascinerende og til tider skræmmende indblik i tilværelsen hos en pakistansk stammefamilie.
I 2010 bliver journalist Puk Damsgård inviteret til at besøge en stammefamilie i Waziristan, den del af Pakistan, der grænser op til Afghanistan. Familien tilhører mehsud-stammen, hvis livsværdier bl.a. bygger på gæstfrihed og hævn. Familiens overhoved og patriark er den 65-årige Rustam Khan, der i sine to ægteskaber har fået 18 børn og et hav af børnebørn. Han bor sammen med sin anden hustru, som han kalder ”hjemmesekretæren”, og sin store familie på en gård. Gennem samtaler med Rustam og sønnerne Janan og Azlan får vi et indblik i et stammeunivers anno 2010, som for de fleste af os vesterlændinge er fuldstændig ukendt.
Puk bliver som gæst hurtigt en del af familien, men det er vigtigt, at ingen ser hende, for vesterlændinge er ikke populære i området, og hun kunne blive mål for en kidnapning. Familien lever traditionelt med hinanden, og rollerne mellem mænd og kvinder er skarpt opdelt. Rustam er stammekriger og accepterer ikke det britisk inspirerede retssystem. I et stammesamfund tager man hævn, og hvis morderen er død, så slår man hans sønner ihjel, udtrykker han overfor Puk. Rustam, der er ortodoks sunni-muslim, er dog med tiden blevet mindre kriger og mere praktiserende muslim. Han er desuden blevet varm fortaler for uddannelse og mener, at både hans sønner og døtre skal uddannes.
Det er den karismatiske søn Janan, der har inviteret Puk, og hun har mange og lange samtaler med Janan, som fortæller hende ting, hans familie ikke må høre om. Janan drømmer om at gå i hellig krig og dø som martyr. Kort efter 11. september 2001 rejste han til Afghanistan og sluttede han sig til al-Qaeda, selv om hans far ikke var hjemme, så han kunne bede om tilladelse, og selv om hans mor tryglede ham om at lade være. Han måtte vende hjem til Pakistan i levende live, men har ikke opgivet drømmen om at gå i hellig krig, selv om han nu har fået familie.
Puk besøger også Rustams søn Azlan, der studerer i Italien. Azlan er dybt taknemmelig over at få lov til at studere i udlandet. Men selv om han gør alt for at falde ind i det italienske samfund – bl.a. ved at klæde sig vestligt, møder han en mur af mistro. Han er ensom, og han savner sin familie.
I sin bog forholder Puk sig ikke kritisk til hverken stammesamfundets regler, til at gå i hellig krig eller til de traditionelle kønsroller. Hun er den høflige, den lyttende gæst. Men som læser har man jo lov til at stille de spørgsmål, som Puk ikke har kunnet eller ikke har villet stille, og vi har lov til at drage vore egne konklusioner.
Når jeg læser beretningen, får jeg stor respekt for Rustam Khan, der har indset, at hævn ikke er svaret i længden, jeg får sympati for de usynlige, hårdtarbejdende kvinder, og jeg får medfølelse med Azlan, der forsøger at blive accepteret i Italien. Men jeg har svært ved at fatte sympati for Janan.
Selv om bogen har et par år på bagen, er den stadig en yderst væsentlig bog.
Originally published by Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.
Kommentarer