Anmeldelse
Arabica af Puk Damsgård
- Log ind for at skrive kommentarer
En medrivende, personlig rejseberetning fra Yemen, det engang så lykkelige Arabien. Et land, der i dag er krigshærget og i opløsning.
Puk Damsgård har som DR’s Mellemøst-korrespondent i 10 år rapporteret fra flere krigszoner. Hun skriver i et stemningsskabende sprog, og hendes force er det menneskelige aspekt. Hun er åben og nysgerrig over for de mennesker, hun møder. I denne bog følger hun den rebelske yemenitiske kvindelige læge Shifa med de blålakerede negle, der flygter til Vesten fra truslen om et tvangsægteskab. Deres forhold udvikler sig til et venindeforhold, og Puk Damsgård har i det hele taget en evne til at overskride journalistrollen og blive mere personlig. Det gør hendes bog meget empatisk og læseværdig, og som en ekstra bonus har bogen et smukt layout.
Det er en lidt flimrende bog, hvor der er tale om flere rejser, med mange sanselige indskudte indtryk fra den myldrende storby Kairo, hvor Puk har base. Med sig på rejsen har hun Niebuhrs omfattende rejsedagbøger fra en videnskabelig dansk ekspedition i 1700-tallet, og på en del af rejsen følger hun i hans fodspor. I lighed med ham foretager hun en etape af rejsen til søs. Hun sejler med et gigantisk containerskib, hvis menneskelige mikrokosmos med flere forskellige nationaliteter hun ivrigt tager del i.
Man kan indvende, at Niebuhr-sporet virker lidt som staffage, selv om Puk af og til citerer fra dagbøgerne. Alligevel er det en bog, der fanger læseren, og Shifa står skarpt som et eksempel på selv veluddannede kvinders ufrihed i Mellemøsten.
Puk Damsgård er et menneske i evig bevægelse, der ikke viger tilbage for farer og strabadser, som når hun stædigt prøver at trænge ind i det Yemen, der er lukket for de fleste udlændinge. Hendes opdagelsesrejser giver et levende indtryk af det liv, der leves i Yemen af almindelige mennesker, på trods af stammekrige og religiøse konflikter. Hun griber chancen og lader tilfældigheder råde med et glimrende resultat.
Yemen siges at være den arabiske kulturs vugge. Det er i dag et tilbagestående land, der kæmper med store problemer. Dog er der lyspunkter, som kaffedyrkningen i de smukke kaffebjerge. Vel er en stor del af befolkningen afhængig af qat, men kaffen er også et vigtigt nydelsesmiddel. Yemen er hjemsted for kvalitetskaffebønnen, og nu er man heldigvis ved at genopdage den stolte arv. Puks besøg hos en kaffebonde giver et levende indtryk af livet i bjergene.
Som Journalist er Puk Damsgård i en klasse for sig. Hun er ikke en kølig iagttager, men investerer sig selv, når hun knytter kontakt til mange forskellige mennesker på tværs af nationalitet og køn, især rebeller, og gengiver deres livsfortællinger. Hendes rejseberetninger fra Yemen er et levende eksempel herpå.
Brugernes anmeldelser