Anmeldelse
Skifting & Bjergtaget af Charlotte Weitze
- Log ind for at skrive kommentarer
Det er ikke kun latinamerikanske forfattere, der skriver magisk realisme. Her er to fremragende eksempler på danske fortællinger fyldt med både magi og realisme.
Charlotte Weitzes to samlinger af fortællinger er en herlig blanding af eventyr og hverdagsrealisme. I fortællingerne optræder skiftinger, engle og levende dukker side om side med hjemmehjælpere, kassedamer, præster og kontorassistenter. Fortællingerne er alle yderst velskrevne, og man drages ind i små fantastiske universer, som Charlotte Weitze så enestående skaber.
Det er svært at fremhæve nogle fortællinger frem for andre, for jeg har nydt hver enkelt. Men da her desværre ikke er plads til en omtale af samtlige 17 fortællinger fra de to bøger, må jeg alligevel nøjes med at fortælle om nogle få.
”Skifting” er forfatterens debutsamling fra 1996. I titelfortællingen møder vi Maria, som er tyk med store ører, hale og lange sorte hår på arme og ben. Da Maria var tre år, rejste hun med sin far til Norge for at besøge sin farmor og farfar, og da hun kom hjem derfra, kunne hendes mor ikke kende hende. Moren blev vred på faren over, at han ikke havde passet godt nok på Maria, og forældrene blev skilt.
Nu er Maria voksen, gravid og på vej til Norge for at besøge bedsteforældrene igen. Maria føler sig nemlig ikke helt hjemme blandt mennesker, og hun vil finde ud af, om der er bedre hos trolde-bedsteforældrene i Norge. De synes til gengæld, Maria er for meget menneske til at bo hos dem, og Maria når til den erkendelse, at hun må finde sin egen måde at leve på, når hun nu har to verdener i sig.
I ”Bjergtaget” fra 1999 forsvinder der flere mødre på mytisk vis. I fortællingen ”koen” begynder en mor at strejfe rastløs rundt og gå på kro om natten, hun bliver gravid, men kort tid inden barnet skal fødes, forsvinder mor og barn sporløst en nat. Til gengæld begynder en ko at komme og besøge faren, og de bliver glade for hinanden. Koen bliver drægtig og føder en …
I fortællingen ”Dukken” har en anden mor en tøjbutik, der går rigtigt dårligt. En mand med blåt skæg foreslår moren, at hun får en mannequindukke af ham til at gøre vinduesudstillingen mere levende. Det gør hun og salget stiger, men både dukke og mor svinder mere og mere ind for til slut helt at forsvinde.
Charlotte Weitzes forfatterskab er sælsomt, finurligt, poetisk og helt unikt, og hvis du endnu ikke har læst noget af hende, kan jeg kun sige: Glæd dig!
Skiftning & Bjergtaget : fortællinger. Samleren, 2003. - 291 sider

Kommentarer