Brevbæreren af Charlotte Weitze

En overraskende, charmerende og eventyrlig fortælling om den unge Kaspar, der i en fjerntliggende bjergby finder sin plads i livet blandt en håndfuld skæve og kærlige eksistenser.

Kaspar er 28 år. Han er albino og tåler bogstaveligt talt ikke dagens lys. Nu er han blevet headhuntet til et job som landpost i Fåreheim, hvor han skal gå en barsk fjeldrute. Fordelen er, at her skinner solen max en uge om året.

Nytårsmorgen, udstyret med D-vitaminer, solcremer og mørklægningsgardiner, tager Kaspar afsked med sin overbeskyttende mor, sit mørkeliv i en storby og de mange mennesker, der altid kun har set hans hud, aldrig hans sjæl.

I Fåreheim modtages han af postmester Rainar Rusk. Sammen drager de ud på ruten, over fjeldet, ned i dalen til den lille afsides beliggende bygd. Her bor Sofie, der fungerer som postcentral for de øvrige få indbyggere.

Sofie er fåreavler, en skrap moster, der nidkært vogter over sin fåreflok. For at opnå højeste kødkvalitet har hun ansat en medhjælper, der skal massere fårene og læse haiku-digte for dem (eksporten går til Japan!), samt Lærke, en ung tidligere succesrig koncertfløjtenist, der skal spille for dyrene. I bygden findes tillige et slot - af og til beboet af kongen, når denne har brug for at trække sig tilbage i ensomhed.

Kaspar er glad for sit job.Han er stolt af sin røde postuniform, der står så flot til hans pang-hvide hud. Med tiden kommer han tæt på de få indbyggere, og han forelsker sig i Lærke.

Indbyggernes livshistorier, deres dramatiske skæbner og de mange bånd, der knytter dem sammen på kryds og tværs, afdækkes.

Vi er i en stor natur og i et forunderlig univers, og man overraskes bestandig. Der er en dejlig lethed over bogen, den er rørende, morsom, men samtidig er den også alvorlig i sin beskrivelse af Kaspars udvikling og forsøg på at finde sin identitet.

En fortælling, der har stor lune, er poetisk og nuanceret i sin skrivestil, der veksler mellem eventyr og realisme.

Samleren, 2003. 192 sider.Kr. 228,-