Anmeldelse
Secondhand-tid
- Log ind for at skrive kommentarer
Gribende og øjenåbnende fortællinger fra det lille menneskes liv under det sovjetiske kapitel af verdenshistorien er litteratur af den helt store slags.
Gennem 20 år har Svetlana Aleksijevitj interviewet en række almindelige mennesker fra Sovjetunionens store rige for at indkredse ”sovjetmennesket”. ’Secondhand-tid’ giver et unikt indblik i dette menneske, der på godt og ondt levede i den sovjetiske utopi. Nogle af de interviewede fortæller om at leve i en glorværdig tid, hvor man stræbte efter de mest storslåede idealer om ære og opofrelse for fællesskabet. Andre beretter om censur, straffelejre, fattigdom, overvågning og helt forfærdelige forhold. Én indkredser det sovjetiske paradoks:
”Vi var de første til at sende en mand i rummet, men vi manglede vaskepulver og toiletpapir.”
Bogen er inddelt i to dele, der henholdsvis består af interviews fra 1990’erne i tiden lige efter Murens fald og fra 2000’erne, hvor den indledende jubel er mere på afstand, og Vladimir Putin er kommet til magten. Den fortæller om, hvordan mange mennesker faktisk savner sovjettiden på trods af rædslerne, og hvordan Murens fald og overgangen til kapitalismen skabte et værdimæssigt tomrum, hvor alle blev sig selv nærmest. Flittige, opofrende og højtuddannede mennesker, som havde haft gode liv under kommunismen, mistede alt og måtte leve på gaden. Imens hærgede kriminelle, som lynhurtigt forstod sig på kapitalismens mekanikker. En kvinde siger:
”Ingen skal fortælle mig, at livet er os givet, blot for at vi skal spise god mad og sove. Eller at forbilledet er ham, der køber noget ét sted og sælger det tre kopek dyrere et andet sted. Sådan som man prøver at få os til at tro for tiden … Efter den logik er taberne så alle dem, der har givet deres liv for andre. For højere idealer. Det er jo helt forkert!”
Aleksijevitjs særlige stil skaber plads til et kor af stemmer, som ikke har fået taletid før, og giver et meget nuanceret blik på den sovjetiske erfaring. Bogen indeholder smukke og ulykkelige beretninger om lidelse – og om menneskelig omsorg i de mest umulige situationer. Det er næsten utroligt, at hver eneste af historierne har fundet sted i den virkelige verden, for de er så gribende som de største romaner.
Det er udfordrende læsning, for bogen indeholder mange navne og referencer, som var (pinligt) ukendte for mig. Det er godt at have et opslagsværk i nærheden. Jeg er nu meget klogere på et væsentligt kapitel af verdenshistorien og på, hvordan store omvæltninger kan tromle henover almindelige menneskers liv. Det er i sandhed en bog, der åbner verden op og sætter dig i andre menneskers sted.
’Secondhand-tid’ afslutter Aleksijevitjs cyklus ”Utopiens stemmer”, hvor Krigen har ikke et kvindeligt ansigt og Bøn for Tjernobyl også indgår. De kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men tilsammen tegner de et billede af ”det røde menneske”.
Svetlana Aleksijevitj blev i 2015 fuldt fortjent tildelt Nobelprisen i litteratur, og hendes bøger er et eksempel på, hvordan Nobelprisen kan være medvirkende til at udbrede kendskabet til unikke forfatterskaber.
- Log ind for at skrive kommentarer
Gribende og øjenåbnende fortællinger fra det lille menneskes liv under det sovjetiske kapitel af verdenshistorien er litteratur af den helt store slags.
Gennem 20 år har Svetlana Aleksijevitj interviewet en række almindelige mennesker fra Sovjetunionens store rige for at indkredse ”sovjetmennesket”. ’Secondhand-tid’ giver et unikt indblik i dette menneske, der på godt og ondt levede i den sovjetiske utopi. Nogle af de interviewede fortæller om at leve i en glorværdig tid, hvor man stræbte efter de mest storslåede idealer om ære og opofrelse for fællesskabet. Andre beretter om censur, straffelejre, fattigdom, overvågning og helt forfærdelige forhold. Én indkredser det sovjetiske paradoks:
”Vi var de første til at sende en mand i rummet, men vi manglede vaskepulver og toiletpapir.”
Bogen er inddelt i to dele, der henholdsvis består af interviews fra 1990’erne i tiden lige efter Murens fald og fra 2000’erne, hvor den indledende jubel er mere på afstand, og Vladimir Putin er kommet til magten. Den fortæller om, hvordan mange mennesker faktisk savner sovjettiden på trods af rædslerne, og hvordan Murens fald og overgangen til kapitalismen skabte et værdimæssigt tomrum, hvor alle blev sig selv nærmest. Flittige, opofrende og højtuddannede mennesker, som havde haft gode liv under kommunismen, mistede alt og måtte leve på gaden. Imens hærgede kriminelle, som lynhurtigt forstod sig på kapitalismens mekanikker. En kvinde siger:
”Ingen skal fortælle mig, at livet er os givet, blot for at vi skal spise god mad og sove. Eller at forbilledet er ham, der køber noget ét sted og sælger det tre kopek dyrere et andet sted. Sådan som man prøver at få os til at tro for tiden … Efter den logik er taberne så alle dem, der har givet deres liv for andre. For højere idealer. Det er jo helt forkert!”
Aleksijevitjs særlige stil skaber plads til et kor af stemmer, som ikke har fået taletid før, og giver et meget nuanceret blik på den sovjetiske erfaring. Bogen indeholder smukke og ulykkelige beretninger om lidelse – og om menneskelig omsorg i de mest umulige situationer. Det er næsten utroligt, at hver eneste af historierne har fundet sted i den virkelige verden, for de er så gribende som de største romaner.
Det er udfordrende læsning, for bogen indeholder mange navne og referencer, som var (pinligt) ukendte for mig. Det er godt at have et opslagsværk i nærheden. Jeg er nu meget klogere på et væsentligt kapitel af verdenshistorien og på, hvordan store omvæltninger kan tromle henover almindelige menneskers liv. Det er i sandhed en bog, der åbner verden op og sætter dig i andre menneskers sted.
’Secondhand-tid’ afslutter Aleksijevitjs cyklus ”Utopiens stemmer”, hvor Krigen har ikke et kvindeligt ansigt og Bøn for Tjernobyl også indgår. De kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men tilsammen tegner de et billede af ”det røde menneske”.
Svetlana Aleksijevitj blev i 2015 fuldt fortjent tildelt Nobelprisen i litteratur, og hendes bøger er et eksempel på, hvordan Nobelprisen kan være medvirkende til at udbrede kendskabet til unikke forfatterskaber.
Kommentarer