Roy Jacobsen fuldender sin Barrøy-trilogi med en handlingsbåret roman, der desværre svigtes af sin hovedperson.
Med ’Rigels øjne’ afslutter Roy Jacobsen den smukke og alvorstunge trilogi om Ingrid fra Barrøy, som han påbegyndte med romanen De usynlige og fulgte op med Hvidt hav. Beklageligvis lader han noget tilbage at ønske, fordi han lader læseren følges med en stadig mere fjern hovedperson.
Ingrid, der i ’De usynlige’ var barn, er nu blevet voksen og mor til Kaja. Kajas far Alexander møder man i trilogiens anden bog ’Hvidt hav’. Alexander er russer og er under 2. Verdenskrig drevet i land på Barrøy fra det tyske fangeskib Rigel. I ’Hvidt hav’ rejser han – efter et kort, intimt forhold til sin omsorgsfulde plejer Ingrid – hjem til Rusland.
I ’Rigels øjne’ vandrer Ingrid med sin ti måneder gamle datter gennem Norge i sin søgen efter Alexander. Men hun bremses af efterkrigstidens skepsis og frygt for sandheden. Overalt møder hun hjælpsomme mennesker, som dog viser sig kun at være det på overfladen. De tilbageholder noget, måske for at beskytte sig selv, og Ingrid, der er vant til at kunne se langt på barndomsøen Barrøy, må se sit syn forplumret og indsnævret af andres halve sandheder, imens hun kun kan håbe på fordrukne fortalelser. Alle de uligevægtige samtaler på Ingrids vej beskriver Roy Jacobsen flot og medrivende. Her mærker man, at der er noget på spil. Efter en overnatning hos en (lidt modstræbende) gæstfri mand, Herman, og hans datter, lyder det: ”De spiste videre, og han lagde bestikket fra sig, så det kunne høres helt til Barrøy, rejste sig og gik hen til det elektriske komfur, hentede kaffekanden, skænkede op til Ingrid og satte sig ned igen, tog en dyb indånding og så ud, som om han havde planer om at udtale alle de ord, der findes i et sprog, men der kom ikke en lyd over hans læber.”.
Ingrid er en modig og handlekraftig kvinde, der i sin søgen efter Alexander bevæger sig langt ind i fastlandet. Der sker bare det uheldige, at Ingrids styrke og manglende evne til at åbne sig for sig selv og sin læser kommer til at stå i vejen for min fuldstændige investering i hendes projekt og i hende som person. Det kan godt være, at Ingrid har svært ved at gå sine følelser i møde, fordi hun er vokset op på en ø, hvor man ikke talte om ”sådan noget”, men som læser mangler jeg efterhånden at mærke hende mere. Der står eksempelvis flere steder, at hun elsker sit barn og elsker at følges med hende, men jeg mangler at mærke det.
’Rigels øjne’ er en flot roman, og Roy Jacobsens sprog er som altid fortryllende. Men jeg savner at høre de hviskende stemmer mellem linjerne, som jeg mødte i ’De usynlige’. Da jeg læste ’De usynlige’, sad jeg på skuldrene af hovedpersonerne, imens de bugtede sig gennem handlingen. Da jeg læste ’Rigels øjne’, sad jeg ”kun” på første række.
Kommentarer