Eventyrdigterens liv skildres som en blanding af faktiske hændelser og eventyrenes historier og figurer - et univers i blåt og drømme.
"Der er én, der ligger og synger, en gammel mand. Er det ham selv?" Ja, H. C. Andersen er det. Han ligger på sit dødsleje i Villa Rolighed på Østerbro i København. Året er 1875.
Og vi får lov til at være vidne til digterens dødsmærkede febervildelser, forstærket af opiums-indtagelse og bliver deltagere i hans liv i brudstykkevise tilbageblik – en blanding af faktiske hændelser og eventyrenes historier og figurer – vi læser om hans reaktioner, vi møder de mennesker, han har kendt, oplever de rejser, han har foretaget, og er med, når eventyr, romaner, digte og dramaer bliver til, skabt på grundlag af begivenheder og iagttagelser.
Og det alt sammen er strikket sammen af en fiktionsforfatter, som naturligvis kan dokumentere en del, men må opfinde resten. For vi ved jo ikke, hvordan H. C. Andersens stemme har lydt, hvordan hans bevægelser, hans mimik, hans øjne har fået kontakt og virket på de mennesker, han omgikkes.
Men alligevel – og heldigvis – er vi og Stig Dalager ikke på helt bar bund, for meget skriftligt, både fra hans dagbøger, breve og selvbiografier kan jo bruges som grundlag for at lade os møde digteren indefra, og vi kan tro på autenciteten.
Hvad er det så for et portræt, Stig Dalager tegner?
Jeg møder en mand, der personligt havde brug for omverdenens accept, på den måde en sårbar person, men også en selvbevidst digter, der kendte sit værd og derfor naturligvis blev skuffet og fortvivlet, når han ikke fik ros og anerkendelse. En modig, rastløs kosmopolit, som trods et svingende helbred, begav sig ud på det dybe vand den ene gang efter den anden i form af strabadserende rejser. En splittet, åben person med en levende, nysgerrig optagethed af sin omverden og med en naturlig religiøsitet, som vel hørte hans samtid til. Jeg møder også digterens mere dæmoniske sider, i romanen bl.a. demonstreret af eventyret Skyggen, som jo handler om menneskets dobbeltvæsen.
Jeg møder en H. C. Andersen, som jeg har kendt i mange år, synes jeg. På den måde er Stig Dalagers roman ikke nytolkende, men fiktionsformen, skiftet mellem dødsleje og fortid er suverænt, det gælder også den originalitet, der ligger i Dalagers indfølende beskrivelse og fortolkning. Hans sprog er også en stor nydelse: empatisk, poetisk, uden at kamme over og blive sentimentalt og patetisk. Og heldigvis spiller digterens forhold til det erotiske ikke den store rolle i romanen, for hvor er det dog inderligt ligegyldigt, om han var til det ene eller det andet.
Og så er der titlen: ’Rejse i blåt’, der spiller på så mange aspekter. En dybtliggende melankoli og sørgmodighed hos H. C. Andersen, som udtrykkes i grundfarven blå. De er også blå, bjergene i yndlingsrejsemålet Italien, og himlen, vandet, fantasien, poesien, drømmene, kærligheden, døden ...
Jeg kan varmt anbefale Dalagers bog. Den er dejlig, smuk og varm, og hvis man ikke har stiftet bekendtskab med digterens liv og levned tidligere, kan den sagtens bruges som en anderledes og letlæst biografi.
Romanen har også succes i udlandet; foreløbig planlagt til at udkomme på otte forskellige sprog, bl.a. kinesisk.
Kommentarer