Øjeblikkets evighed

En læseværdig roman om Søren Kierkegaards univers giver indsigt i hans livs bedste, største og værste øjeblikke. Hans refleksioner og valg udfordrer også i dag.

Søren Kierkegaard ligger på Frederikshospitalet i Bredgade, og han ved, at han skal dø. Bortset fra nogle få besøg af den gode ven, Emil Boesen, har han kun selskab af lægen og den omsorgsfulde vågekone. Fra vinduerne har han udsigt til den udstrakte himmel med byens tage og tårne. Byens liv, lyde, lys og mørke, som altid har været en integreret del af hans hverdag og psyke, trænger op til ham. Her fra sygesengen genkalder han sig i tanker og drømme bidder af sit livs bedste, største og værste øjeblikke.

Vi møder mange gange en ulykkelig Søren: I barndomshjemmet med den strenge far, i skolen med de andre børns drillerier, den ofte hårde kritik af hans værker og i hans opgør med den officielle kristendom. De livgivende åndehuller er de daglige gåture og passiarer med mennesker på gaden og de mange aftener, hvor han nyder musikken og skuespilkunsten på Det Kongelige Teater. Mødet, forelskelsen og bruddet med Regine er essentielt. Her møder han for alvor sig selv, sine muligheder og træffer de valg, der gør ondt på andre, men ikke mindst på ham selv. Det bliver hans livs vendepunkt og starten på et stort forfatterskab, der stadig vækker debat og undren.

Modsætningen mellem Søren Kierkegaards fysiske skrøbelige tilstand og hans mentale styrke står stærkt. Selv på dødslejet afviser han sin bror, Peter, fordi han er uenig i hans version af kristendommen. Men ellers er det en traditionelt skrevet biografisk roman, hvor det psykologiske og filosofiske er i centrum, når Søren Kierkegaard på dødslejet i kronologisk form erindrer sit liv, sin færden og sit tankegods. Erindringerne er i tredje person, så også her ser han sig selv og sit liv som den iagttagende og reflekterende. Sproget er en anelse altmodisch med lange sætninger, og fiktionen bliver brudt, når der bliver fortalt om, hvad Kierkegaards mange værker egentlig handler om.

Peter Tudvads nyligt udgivne roman ’Forbandelsen’ handler om den mørkere side af Kierkegaard og har mere fokus på det teologiske. Både Stig Dalager, der også har skrevet romaner om H.C. Andersen og Marie Curie, og Peter Tudvad kender det hele, og de insisterer begge på at få så meget med som muligt, hvilket hæmmer det fiktive værk.

Kierkegaards refleksioner og leg med identiteter som sin tids store player er inspirationen til vor tid. Han var sær og mærkelig men tænke, det kunne han. Her udfordrer Stig Dalager også læseren, og derfor er romanen en fortrinlig introduktion til det kierkegaardske univers.