Anmeldelse
Det blå lys af Stig Dalager
- Log ind for at skrive kommentarer
Videnskabskvinden Marie Curies liv og bedrifter beskrives i stor og detaljeret murstensroman, som samtidig er kultur- og videnskabshistorie. Alt i alt en imponerende og fascinerende bog.
Indgangsvinkelen er videnskabskvinden Madame Curies dødsleje og derfra tilbageblikket med den store vidvinkel påmonteret. Vi starter ved hendes opvækst tilbage i Warszawa, hvor moderen dør tidligt. Det er naturligvis et stort tab for Marie og hendes søskende, men den stålsatte vilje til at komme videre og frem viser hun allerede her.
Marie har en intellektuel baggrund, der sættes pris på viden og oplysning og ikke at forglemme fædrelandskærlighed. Hadet til den russiske besættelsesmagt er stort, Marie og hendes ligesindede læser sammen, også polsk sprog og kultur. Senere underviser hun i sin fritid landarbejderunger, da hun ansættes som guvernante hos forskellige godsejerfamilier.
Marie oplever smerteligt, hvordan sociale skel berøver hende en stor kærlighed, og da hun har skrabet akkurat penge nok sammen, forlader hun sit elskede Polen og turen går til Paris og Sorbonne. Dalager bruger den betragtelige litteratur, der eksisterer om dette kvindelige ikon, vel, og vi får også rigtig mange naturvidenskabelige detaljer med i købet. Det er en roman, der stiller krav både til læserens overblik og udholdenhed, de 662 sider rummer overvældende mange beskrivelser.
Det hele er fantastisk interessant og dejligt for en murstensroman-elsker, men prisen for omfanget er nok, at det menneskelige aspekt sine steder kan blive lidt overdøvet. Der er dog mange gribende afsnit, for eksempel da Marie mister sin Pierre, men hendes stålvilje og fantastiske intellekt og talent får hende dog frem til nobelpris nummer to. Den første delte hun med Pierre.
Et af romanens gode træk er beskrivelserne af tidens kvindesyn - Marie var både udlænding, kvinde, mor og sikkert også jøde (dette sidste var ukorrekt), så hvad skulle der dog blive af mandens overlegenhed, når hun både underviste på Sorbonne, skulle være medlem af Videnskabernes Selskab og have endnu en Nobel-pris? Det er alt i alt en imponerende og fascinerende roman.
- Log ind for at skrive kommentarer
Videnskabskvinden Marie Curies liv og bedrifter beskrives i stor og detaljeret murstensroman, som samtidig er kultur- og videnskabshistorie. Alt i alt en imponerende og fascinerende bog.
Indgangsvinkelen er videnskabskvinden Madame Curies dødsleje og derfra tilbageblikket med den store vidvinkel påmonteret. Vi starter ved hendes opvækst tilbage i Warszawa, hvor moderen dør tidligt. Det er naturligvis et stort tab for Marie og hendes søskende, men den stålsatte vilje til at komme videre og frem viser hun allerede her.
Marie har en intellektuel baggrund, der sættes pris på viden og oplysning og ikke at forglemme fædrelandskærlighed. Hadet til den russiske besættelsesmagt er stort, Marie og hendes ligesindede læser sammen, også polsk sprog og kultur. Senere underviser hun i sin fritid landarbejderunger, da hun ansættes som guvernante hos forskellige godsejerfamilier.
Marie oplever smerteligt, hvordan sociale skel berøver hende en stor kærlighed, og da hun har skrabet akkurat penge nok sammen, forlader hun sit elskede Polen og turen går til Paris og Sorbonne. Dalager bruger den betragtelige litteratur, der eksisterer om dette kvindelige ikon, vel, og vi får også rigtig mange naturvidenskabelige detaljer med i købet. Det er en roman, der stiller krav både til læserens overblik og udholdenhed, de 662 sider rummer overvældende mange beskrivelser.
Det hele er fantastisk interessant og dejligt for en murstensroman-elsker, men prisen for omfanget er nok, at det menneskelige aspekt sine steder kan blive lidt overdøvet. Der er dog mange gribende afsnit, for eksempel da Marie mister sin Pierre, men hendes stålvilje og fantastiske intellekt og talent får hende dog frem til nobelpris nummer to. Den første delte hun med Pierre.
Et af romanens gode træk er beskrivelserne af tidens kvindesyn - Marie var både udlænding, kvinde, mor og sikkert også jøde (dette sidste var ukorrekt), så hvad skulle der dog blive af mandens overlegenhed, når hun både underviste på Sorbonne, skulle være medlem af Videnskabernes Selskab og have endnu en Nobel-pris? Det er alt i alt en imponerende og fascinerende roman.
Kommentarer