Pigen fra ’58 af Annie Ernaux

Annie Ernaux beskriver sin seksuelle opvågnen med både realisme og sårbarhed. Erindringerne er ubarmhjertige og i skarp kontrast til det enkle, elegante sprog.

Mon histoire, c’est l’histoire d’un amour. Kærligheden har været bestemmende for Annie Ernaux fra den dag, hun forlader hjemmet og tager job på en feriekoloni. Året er 1958. Forsidefotoet af en forventningsfuld, smuk kvinde anslår temaet: Hvad venter mig?

Forfatteren har et ønske om at kunne sammensmelte den unge kvinde på forsiden med sit eget nuværende jeg: ”Kan pigen fra ’58 smelte sammen med kvinden fra 2014 til ét jeg?” Den øvelse vil hun gøre, inden hun helt forsvinder i glemslen. Hendes personlighed træder frem som nu ældre kvinde, hvor hun husker tilbage og sitrer let ved genkaldelsen.

Som 17årig ankommer Annie til en sommerferiekoloni, hvor hun skal arbejde som pædagog. Hun virker som sluppet ud af et fransk kloster. Opvæksten som enebarn med trygge og arbejdsomme købmandsforældre har begrænset hende, men nu venter livet og kærligheden. Ret bevidst styrer hun mod at miste sin mødom hurtigst muligt.

Chefpædagogen får æren af at være den første. Hendes iver og grådighed efter elskov bliver fra første dag skæbnesvanger. Oplevelsen er voldsom og tenderer at være en voldtægt. Hun forelsker sig glubende i sin første elsker, men han afviser hende. Opholdet i sommerferiekolonien er ikke nogen positiv oplevelse med hensyn til at knytte venskaber. Sanseligheden fylder hendes nye bevidsthed.

Senere kommer skammen og senere endnu spiseforstyrrelser. Den bratte overgang fra uerfaren pige til kvinde med en udfoldet seksualitet har konsekvenser. I glimt hører vi om det videre liv med uddannelse og familie.

Temaerne om opvækst og tab af uskyld minder meget om Marguerite Duras autofiktive romaner.