Pendlerne af Simon Fruelund

Værket for dem, der sidder i toget, kigger rundt på sine medpassagerer og forestiller sig, hvem de er, hvor de skal hen og hvilken fortælling, de har med sig. Mesterligt og ubarmhjertigt.

Dette er romanen om Kalundborg-Østerbro morgenpendlerafgangen på tværs af Sjælland. Det er alle de sædvanlige, der er med – og enkelte andre. I korte sentenser, glimt og tredje person ental oplever vi mere og mindre neutralt, hvorfor denne morgen på én gang er helt normal og enestående. Helt på linje med det spraglede persongalleri. Her er unge og gamle, stakler og svin; bedsteborgere og sølle eksistenser. De er sammen men har egentlig ikke noget med hinanden at gøre, i et fællesskab der kværner derudad til rytmen af svellernes dunken. Med ombord er drømme og brudte illusioner, tvivl og overbevisning, lyst og væmmelse.

I ’Pendlerne’ er Simon Fruelund i topform; skarp, kortfattet og historiefortællende. Formen – mylderet af korte beretninger – giver ansatser til fortællinger, der sagtens kunne bredes ud til selvstændige romaner, men fordi Fruelund er så skarp og nøjagtig, er det slet ikke nødvendigt. Stilen lader læseren forestille sig resten, og det virker. Vi kender fortællingerne, vi behøver ikke at få mere at vide og det både svider og luner. For mon ikke det er os selv, vi kender det fra? ’Pendlerne’ er stor litteratur på blot 187 sider i liga med Peter Adolphsens ’Machine’ og ’År 9 efter loopet’.

Det er ikke nattog gennem Europa, men Danmark i ulideligt skarpt morgenlys. Fremvist af friske, forsovede eller bare morgentrætte karakterer. Det er lige nu, spiddet på skarp pen med al sin enestående almindelighed i en kalejdoskopisk kollektivroman fra morgentoget. Godt den mest handler om alle de andre … eller gør den?

Originally published by Frederik Schøler, Litteratursiden.