Panamericana

Grænsen mellem virkelighed og illusion er hårfin i Simon Fruelunds nye roman om familieforhold, tilhørsforhold og kærlighed.

Anja kæmper med at få skrevet sit speciale i spansk færdigt og arbejder sideløbende i en biograf. Hun begynder at finde underlige ting såsom et æggeur og en båndoptager mellem sæderne i biografsalen samtidig med at sære hændelser finder sted: Det regner ned gennem loftet, to svaner dukker op under en forestilling osv. Anja er på randen af et sammenbrud.

Danske Jarl er gift med Birgit og er gennem mange år taget til Chile for at studere stjernehimlen. På sin seneste tur ”kommer han til” at gøre den unge kvinde Cecilie gravid ganske som han for mange år siden kom til at gøre chilenske Ana gravid, hvilket resulterede i Anja. Ana er i dag en succesfuld forretningskvinde. Hun er blevet opereret for en farlig svulst i hjernen og tager til Danmark for at besøge datteren, som er blevet indlagt på grund af sit sammenbrud.

Romanen kører i tre handlingsspor og følger skiftevis Anja, Ana og Jarl. Umiddelbart er det svært at få hold på, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi eller overnaturlige hændelser i Anjas hoved. Sproget er præcist og kortfattet, kompositionen stram. Genren er minimalistisk realisme men snart efter blander en fortællerstemme sig med ”Man kan forestille sig…” og river læseren ud af det fiktive univers. Simon Fruelund leger med synsvinkler og genrer, hvilket har resulteret i en roman, der ikke uden videre kan sættes et label på.

Simon Fruelund er en etableret forfatter og har to novellesamlinger og to romaner bag sig. Jeg vil ikke kalde nærværende roman for en hyggelig og ufarlig læseoplevelse; det er romanens triste, nøgterne stemning og forfatterens litterære eksperimenter for markante til.  Jeg vil i stedet garantere for en særpræget og interessant læseoplevelse, hvor forfatteren inviterer læseren op til dans; meget er op til fortolkning og man må selv stille de tre spørgsmål: hvad, hvorfor og hvordan?