Padder og krybdyr af Kristina Nya Glaffey

Stærkt underholdende og skarp lille roman om regnbuefamilier, fertilitetsklinikker og alle de overvejelser der følger med når man overvejer et donorbarn.

Man bliver en lille smule forpustet når man læser ’Padder og Krybdyr’ – forfatteren leverer en uafbrudt strøm af tanker, overvejelser og dilemmaer fokuseret omkring det at være lesbisk og at få sætte børn i verden med hjælp fra en fertilitetsklinik.

Glaffey indleder og afslutter med to kursiverede afsnit, der kommer ind på alle tænkelige problematikker omkring det at få et donorbarn. Det er stærkt underholdende og faktisk meget tankevækkende. Lige præcis de afsnit er nogen af de bedste ved bogen.
En ting er sikkert, man keder sig ikke i selskab med Glaffeys ’Padder og krybdyr’!
Hovedpersonen er en ung lesbisk kvinde, der med masser af humor, ironi og klicheer skyder med skarpt på sine medsøstre, regnbuefamilierne og fertilitetsklinikkerne, som hun kalder ”babyindustrien”.

Glaffey tager i bogen udgangspunkt i sine egne oplevelser som lesbisk og sætter sig selv langt højere end sine medsøstre, der får en hård kritik. Men det er på en utrolig underholdende og humoristisk måde, at Glaffey leverer denne kritik – der ikke kun rammer regnbuefamilierne, men som stikker til hele samfundet.

Bogens forside minder om de gamle klassiske ’Hvad finder jeg i sø og å’ (m.fl. ). Jeg ser det lidt som en ironisk kommentar til alt det traditionelle, velkendte og småborgerlige, som også får med spredehagl i bogen. Samtidig er den prydet af blomster og bier, der refererer til emnet og ikke mindst til de kapitler, der stikker ud fra resten af bogen og handler om bl.a. padder og krybdyrs formering, om pingviners seksualitet og om den hvide stork i Danmark.

Jeg synes, at det var en fornøjelse at læse Padder og krybdyr, især fordi sproget bare flyder derudad, hastigt videre, man når næsten ikke at fordøje den ene sætning før Glaffey er videre til med næste emne, næste kommentar og endnu flere dilemmaer og etiske overvejelser. Som en anmelder i Politiken skrev, er det nærmest en slags ”litterær stand up” – og det er jeg enig i, god underholdning - og tankevækkende, men nok ikke en, der har rørt mig så dybt.