Orlando af Virginia Woolf

Et sjældent miks af en pastiche på en biografi, en farverig røverhistorie og et veloplagt ironisk debatindlæg om kønsroller.

Orlando kom til verden under den første britiske dronning Elizabeth, og vi møder ham som en smuk 16-årig dreng, der lever overklassens vilde liv. Nu følger vi ham igennem mange farverige tildragelser inklusiv en spændende kærlighedsaffære med en russisk skøjtedronning. Undervejs vågner han op som kvinde og tilbringer en rum tid hos tyrkiske sigøjnerstammer. Så går turen tilbage, naturligvis med en tremaster og en flot og ærbødig kaptajn, til et ændret London. Der er nemlig gået et par hundrede år, men Orlando er stadig lige ung, smuk og litteraturelskende. Hun gifter sig med en flot kaptajn, som i et forrygende slut- crescendo forvandles til pilot i 1920'erne og lander for fødderne af sin dame. Det er fantasy, det er kønsdebat, og det er en vidunderlig røverhistorie.

Gik man nu med det billede inde i hovedet, at Virginia Woolf var en evigt depressiv og vanskelig tilgængelig skribent, så kan man læse denne bog og få det afkræftet. Den er sprudlende og fuld af overskud, og den er morsom og skarp i sin ironi. Orlando starter som en frygtelig drengerøv i Elizabeth den Førstes London, bliver grebet af litteraturen, jagtet af damerne og tager lige et smut til Konstantinobel som ambassadør.  De højere kredse gøres der tykt grin med, og da Orlando så pludselig ser en kvindekrop i spejlet, får hun nye muligheder ude i verden. Efter sigøjnereventyret er hun tilbage i London, hvor meget er ændret, der er jo trods alt smuttet et århundrede.

Jeg læste historien med stor fornøjelse, og med Woolf plejer det mere at være lige dele interesse og fascination. Det er en glad og energisk bog, nok er den fyldt med ord og detaljer, men den indbyder til, at man bare kaster sig ud i det hele. At den så er nyfordansket både kreativt og nytænkende, men aldrig konstrueret, er jo en ekstra gevinst.