Anmeldelse
Olive Kitteridge af Elizabeth Strout
- Log ind for at skrive kommentarer
Olive er pensioneret skolelærer fra Maine, New England, hun er kantet og typen der skånselsløst smækker sandheden i hovedet på dig. Du vil elske hende!
’Olive Kitteridge’ er en roman, delt op I 13 noveller. Fortællingerne foregår i Maine, New England. Og den gennemgående person er Olive, pensioneret matematiklærer. Hun er gift med Henry, som er hendes diametrale modsætning. Venlig, vellidt og vennesæl. Henry siger på et tidspunkt, at han i hele deres lange ægteskab aldrig har oplevet, at hun har sagt undskyld. Og det tror vi på!
Olive binder historien sammen. I nogle af novellerne er hun hovedperson, i andre blot nævnt i en linje. Men i alle noveller sidder man og venter på hendes entré. Vi vil vide mere om hende, lære hende at kende.
Olive er en stor kvinde, hun fylder rent fysisk, en kvinde med begge ben solidt forankret i jorden. Ingen tant og fjas, ingen hyggesnak her. Alt kommer kontant og nådesløst, når Olive taler og tænker. Og alligevel er hun ikke kun den stærke, stovte kvinde, hun giver udtryk for. Hun har sine svage punkter. En far der begik selvmord, hører vi om i novellen ”Højvande”. Og det dårlige forhold til sønnen martrer hende gennem flere af novellerne. Svigerdatteren er bestemt ikke Olives kop te. Det hører vi bl.a. i den morsomme og sørgelige novelle ”En lille bølge”, hvor sønnen holder bryllup. Og Olive viser en sprække i sin ellers så stenhårde overflade.
”Altid dejligt at høre om andres problemer”, siger Olive til en bekendt. Ord som skvat og nar er fast bestanddel i Olives vokabular. Småondskabsfuld er hun - og dog. For hver novelle jeg læste, blev jeg mere og mere glad for Olive. Henry kommer på plejehjem, og Olive besøger ham trofast hver dag. Hun er ikke bare endimensional, men har masser af facetter. Fra, at jeg synes, hun var perfid og led, kunne jeg bedre og bedre lide hende. Og til sidst holdt jeg af hende og følte med hende og havde ondt af hende.
Elizabeth Strout fik Pulizerprisen i 2009, og det er så velfortjent. I et helt enkelt og smukt sprog formår hun at lægge spor. En vidunderlig amerikansk roman/novellesamling, så ægte, intens og stærk. Kan varmt anbefales.
- Log ind for at skrive kommentarer
Olive er pensioneret skolelærer fra Maine, New England, hun er kantet og typen der skånselsløst smækker sandheden i hovedet på dig. Du vil elske hende!
’Olive Kitteridge’ er en roman, delt op I 13 noveller. Fortællingerne foregår i Maine, New England. Og den gennemgående person er Olive, pensioneret matematiklærer. Hun er gift med Henry, som er hendes diametrale modsætning. Venlig, vellidt og vennesæl. Henry siger på et tidspunkt, at han i hele deres lange ægteskab aldrig har oplevet, at hun har sagt undskyld. Og det tror vi på!
Olive binder historien sammen. I nogle af novellerne er hun hovedperson, i andre blot nævnt i en linje. Men i alle noveller sidder man og venter på hendes entré. Vi vil vide mere om hende, lære hende at kende.
Olive er en stor kvinde, hun fylder rent fysisk, en kvinde med begge ben solidt forankret i jorden. Ingen tant og fjas, ingen hyggesnak her. Alt kommer kontant og nådesløst, når Olive taler og tænker. Og alligevel er hun ikke kun den stærke, stovte kvinde, hun giver udtryk for. Hun har sine svage punkter. En far der begik selvmord, hører vi om i novellen ”Højvande”. Og det dårlige forhold til sønnen martrer hende gennem flere af novellerne. Svigerdatteren er bestemt ikke Olives kop te. Det hører vi bl.a. i den morsomme og sørgelige novelle ”En lille bølge”, hvor sønnen holder bryllup. Og Olive viser en sprække i sin ellers så stenhårde overflade.
”Altid dejligt at høre om andres problemer”, siger Olive til en bekendt. Ord som skvat og nar er fast bestanddel i Olives vokabular. Småondskabsfuld er hun - og dog. For hver novelle jeg læste, blev jeg mere og mere glad for Olive. Henry kommer på plejehjem, og Olive besøger ham trofast hver dag. Hun er ikke bare endimensional, men har masser af facetter. Fra, at jeg synes, hun var perfid og led, kunne jeg bedre og bedre lide hende. Og til sidst holdt jeg af hende og følte med hende og havde ondt af hende.
Elizabeth Strout fik Pulizerprisen i 2009, og det er så velfortjent. I et helt enkelt og smukt sprog formår hun at lægge spor. En vidunderlig amerikansk roman/novellesamling, så ægte, intens og stærk. Kan varmt anbefales.
Kommentarer