Rørende og melankolsk roman om kærlighed og længsel i det gamle Østtyskland lige inden Murens fald. Om angiveri og angst for systemet, men også om trygheden ved det kendte og sikre.
Det er en rigtig god lille fortælling, Peter Asmussen har skrevet; original og velskrevet med så god en persontegning, at jeg som læser har lyst til at lede efter Renate. For hun må da findes i virkeligheden??!!
Østtyske Renate lever et stille og roligt DDR-liv med mand og to børn. Samtidig skriver hun med en mand i Danmark, og hele romanen består af Renates breve til denne mand. Hun fortæller levende om sit liv, om familien, naboerne, vennerne og om at leve i det lukkede Østberlin. Hvor bange man bliver, når man på jobbet bliver kaldt op til chefen og får at vide, at ”de” vil tale med en. Brevene er skrevet imellem 1987 og 1989, og i de sidste breve giver Renate tydeligt udtryk for, at muligheden for at Muren falder er der. Samtidig kan man også forstå på hendes mere og mere desperate breve, at forholdet til den danske mand er ved at glide ud. Han svarer hende ikke længere, og hun begynder at være nervøs for, at kærlighed ikke var årsagen til hans kontakt med hende.
Bogen indledes med to sider skrevet med kursiv om fundet af disse breve hos en Onkel Tom efter dennes død. Brevene lå i hans natbord. Disse sider er skrevet i jeg-form, som om det er forfatteren, der har fundet disse breve hos sin onkel. Samtidig skriver jeg-fortælleren også, at der i familien gik rygter om, at onklen arbejdede for efterretningstjenesten.
Disse to første sider giver hele romanen et autentisk præg, som gør historien endnu mere troværdig og giver én endnu mere lyst til at vide, hvad der er sket med Renate. Det er en rørende og melankolsk roman om kærlighed og længsel i det gamle Østtyskland lige inden Murens fald. Men også om livet og kærligheden i det hele taget. Som Renates gamle far sagde, lige inden han døde; ”Der var så lidt”.
Kommentarer