Nr. 0 af Umberto Eco

Mesteren af myldrende mysterier behandler – og udstiller – mediernes magt og hænger dem samtidig helt og aldeles til tørre, tilsat fantasifulde konspirationsteorier og masser af spænding.

Min nysgerrighed har altid sendt mig rundt i nettets afkroge efter omtaler, når jeg sad med en ny bog i hånden. Første forsøg og Googles absurde oversættelse viste mig en italiensk læseklub-læser, der med denne nye Eco-roman oplevede for en gangs skyld ikke at føle sig som en elev i første klasse, der ikke begreb en disse, som han åbenbart havde gjort ved Eco's ’Foucault's pendul’. Spændingselementet var godt men historien alt for kort, og så var temaet, som Google får det oversat: 'kærlighed til sandheden'.

Google har forhåbentlig givet mig essensen, og jeg kan erklære mig helt enig. Fortælleren Colonna (vi får aldrig noget fornavn) er en afdanket intellektuel, som aldrig fik sin eksamen og nu skiver hist og her. Han mener, at som taber skal man vide lidt om alt muligt. Er man ikke taber, kan man koncentrere sig om sit yndlingsemne. Lidt trist at høre for en (forhenværende og nok i øvrigt gammeldags) bibliotekar!

Colonna lader sig villigt hyre til at arbejde på et sensationsmagasin, ejet af en rigmand der har spundet guld på bl.a. medier og plejehjem. De skal producere en række prøvenumre (deraf titlen), og nu skruer Eco op for sin sprudlende fabuleringsevne. Det vrimler med helt skæve barokke historier og konspirationsteorier af den allerbedste slags. En af dem om hemmelige paramilitære grupper, der blev tilbage efter 2. verdenskrig og blev støttet af efterretningstjenesterne i USA og England, er der så meget substans i, at BBC vist har lavet en dokumentarfilm om den. Der er også en om Mussolini og om både statskupplaner og muligt pavemord, og pludselig bliver noget af det blodig alvor for vores antihelt, som forresten også har en kærlighedshistorie kørende med det eneste kvindelige medlem af den såkaldte redaktion. For det er faktisk ikke hensigten, at magasinet nogensinde skal udkomme.

Jeg fik ved læsningen en fornemmelse af hastværk, og det morbide fokus på død, blod og skeletter kommer til at fylde forholdsvist meget i den lille bog. Det føles som om, at pladsen er for trang. Bare bogen dog havde fået videre rammer, så det hele kunne være bredt naturligt ud. Men det er da også min eneste anke; Umberto Eco er og bliver en formidabel fortæller.

Originally published by Beth Høst, Litteratursiden.