Merethe Lindstrøm er en stærk stemme i den nye nordiske litteratur. 'Nord' er en velskrevet, mørk og dystopisk fortælling om en dreng på flugt.
I et meget smukt sprog har Merethe Lindstrøm, skrevet en fortælling uden tid og rum, hvor en syttenårig dreng med sit kompas er på vej mod nord på resterne af en civilisation. Han er på vej bort fra krig og krigsfangenskab med sulten som konstant rejseledsager
Hovedpersonen, den syttenårige dreng, er helt alene på vandring mod nord. På vejen taler han med den side af sig selv, som han kalder Jol, men på et tidspunkt møder han en lidt yngre dreng, som følger ham på vandringen. Undervejs tager de sig også af en ganske lille pige, som de finder ved vejen, men hende må efterlade hos et hos et ægtepar, da der er risiko for, at hun vil sulte ihjel. De to drenge, der begge bærer på store hemmeligheder, taler måske sammen sprog, eller måske hver sit sprog.
Før hovedpersonen mødte den yngre dreng, boede han en tid i byen Welcherweg hos en kvinde, der hed Aneska. Hun insisterede på, at han var hendes forsvundne mand Martin, og hun påstod, at hun var gravid med ham, men på et tidspunkt må han flygte ud af byen. Det at en kvinde ser sin forsvundne mand vende tilbage i en anden skikkelse, møder vi bl.a. i den klassiske fortælling om Martin Guerre, som er blevet til flere filmversioner. Aneska gav drengen kompasset, men han mister det undervejs på vandringen, og på et tidspunkt forsvinder hans rejseledsager også.
Vi får aldrig at vide, hvor og hvornår handlingen udspiller sig, men der er flere ting, der peger på fremtiden. Omvendt er der også ting, der trækker tråde, der kunne pege på, at vi befinder os i Tyskland efter 2. Verdenskrigs afslutning, og at drengen kan være undsluppet holocaust, idet han har et nummer tatoveret på sin arm, men selv om stednavne lyder tyske, er de symbolske, ikke virkelige. De hedder fx Welcherweg og Abenddorf.
Merethe Lindstrøms beskrivelse af sulten får mig til at tænke på begrebet ”sultenglen”, som jeg stødte på hos Herta Müller i Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig, der handler om tiden efter 2.Verdenskrig. Sult er dog altid en side af krig, ikke nødvendigvis én bestemt krig, og ’Nord’ fik mig derfor også til at tænke på Corman McCarthys roman ’Vejen’, som også er blevet filmatiseret.
Der synes for tiden at være en stor interesse for fremtidsscenarier, især dystopier, både i litteratur og på film, senest med Susanne Biers film ’Birdbox’. Det er måske ikke så mærkeligt, når man tænker på verdens tilstand, og Merethes Lindstrøms fine, lille roman er et vægtigt bidrag.
Bogen består af ultrakorte kapitler, og den er skrevet i et meget smukt sprog, som når hun fx skriver, at ”dagene er begyndt at vænne sig til os”. De af Merethe Lindstrøms romaner, der er oversat til dansk, bærer alle en vis dysterhed i sig, men måske er der et lille håb i slutninger af ’Nord’. Merethe Lindstrøm modtog Nordisk Råds Litteraturpris for Dage i stilhedens historie, og hun er en vigtig stemme i den nye norske litteratur.
Kommentarer