Nederste skuffe af Vibeke Marx

Overbevisende og varm fortalt bog om kærlighed, familiehemmeligheder og om hvor ensom man kan føle sig midt i familiens skød.

”Hvor længe varer det ved, at man bliver barn, så snart man forcerer tærsklen til sit barndomshjem” spørger hun sig selv. Så går døren op og moren kommer ind”.

Vibeke Marx udgav i 2012 romanen ’Sortehusene’ om forholdet mellem mor og datter, om fortielser og om kærlighed. Vibeke Marx fortæller, at hun ikke kunne slippe hovedpersonens datter, Tine, og derfor har hun nu fået sin egen historie. Titlen ’Den nederste skuffe’ henviser konkret til den skuffe, som Tine gemte mad i, mens hun var på efterskole – hun led af en spiseforstyrrelse - men den henviser også til, hvad der sker, når familien gemmer for meget usagt og for mange hemmeligheder nede i den nederste skuffe.

Vi møder Tine som voksen. Hun har nu stiftet sin egen familie med mand og barn, og hun har arbejde på et plejehjem. Men der er noget, der halter, hun føler sig kun godt tilpas, når hun er sammen med datteren, Mejse, og på arbejde - der lever hun. Samtidig er hun panisk angst for at miste Mejse, og hun har det også skidt med, at hun måske omklamrer hende for meget. Sammen med forældrene og vennerne lukker hun sig inde, hun føler sig underlegen, for hun er den eneste, der ikke er akademiker. På arbejdet har hun masser af ideer til, hvordan hun kan være der for beboerne, men det foregår mest i det skjulte.

En dag sker der imidlertid en afgørende begivenhed, som ændrer alt i familien. Hendes bror begår en frygtelig og uforklarlig forbrydelse. Tine har altid følt, at moderen har favoriseret broderen, og det viser sig nu, at han har levet med en stor hemmelighed, som forældrene har kendt til, men ikke Tine. Den begivenhed får Tine ud af sin dvale, og uden at jeg skal røbe for meget, fører den til, at Tine vågner op og må stille sig selv spøgsmålet om, hvad der videre skal ske med hendes liv.

Jeg synes, Vibeke Marx er god til at skildre de forskellige relationer i familien uden den store dramatik, hun får fortalt en overbevisende historie, og hendes personer er meget autentiske. Jeg tror, at mange af os læsere vil kunne genkende en del af romanens situationer i os selv og familien.

Det er ingen forudsætning at have læst ’Sortehusene’, men jeg vil nu alligevel opfordre til, at den bliver fundet frem først. Så er der jo to gode bøger at se frem til.