Anmeldelse
Mødrenes gade
- Log ind for at skrive kommentarer
Kristin Marja Baldursdóttir er en sand mester i at skildre islandske kvinder i forskellige miljøer og tider. Denne gang er scenen henlagt til en gade i Reykjavik i 1960’erne.
Marin er ung kvinde omkring de 20, hun er vokset op hos forældrenet i Akureyri, men da de døde, flyttede hun til Reykjavik til sin storesøster, hendes mand og deres to uvorne unger. Efter studentereksamen ved hun ikke, hvad hun vil. Hun får et job, hvor hun sælger biografbilletter, og mens hun sidder bag billetlugen, bruger hun den stille tid til at tegne kvinder i hvide kjoler og fantasere om, hvad de foretager sig. Ud over aftenarbejdet fungerer hun som en slags au pair for storesøsteren. Hun passer hus, gør rent, køber ind, laver mad og alt det, der hører med til at være husmor.
I Mødrenes gade bor der mange forskellige personer, familier med børn, skilte, fine folk og håndværkere, der er flere mænd end kvinder, nogle er enker, andre enlige eller skilte. Fælles for alle kvinderne er dog, af at ingen af dem har en stillingsbetegnelse, de er "blot" husmødre, selv om mange af dem har småjobs ved siden af husarbejdet, de syr tøj, gør rent på kontorer og i butikker, skurer toiletter på hotellet eller bager fladkager til bagerierne.
Gaden er i sig selv et lille samfund, hvor der meget sladder, og alle ved det meste om alle, selv om der også er hemmeligheder, og gaden er så betydningsfuld, at forfatteren har gjort den til en person med egne meninger og iagttagelser: ”det gode vejr var i særklasse…….To var i gang (med at male huse) og gaden boblede af tilfredshed over foretagsomhed .” ”Gaden så reserveret ud, men den var heller ikke tilfreds med sagens udvikling……Gaden kunne ikke undvære arbejdende folk.”
Marin får mulighed for at komme til Paris, men så sker der noget meget overraskende, og der opstår nye relationer kvinderne imellem. Selv om det ikke helt går, som Marin vil, er der håb om en ny begyndelse.
Romanen bør læses på grund af de fine og præcise beskrivelser af kvinderne, som lever i en tid med et begyndende oprør mod, at mændene bestemmer alt, og mod udsigten til at stå ved et komfur, vaske tøj og lave husligt arbejde dagen lang. Kristin Marja Baldursdóttirs sprog er malerisk, og hendes underfundige humor er med til at gøre romanen til en meget fin læseoplevelse.
- Log ind for at skrive kommentarer
Kristin Marja Baldursdóttir er en sand mester i at skildre islandske kvinder i forskellige miljøer og tider. Denne gang er scenen henlagt til en gade i Reykjavik i 1960’erne.
Marin er ung kvinde omkring de 20, hun er vokset op hos forældrenet i Akureyri, men da de døde, flyttede hun til Reykjavik til sin storesøster, hendes mand og deres to uvorne unger. Efter studentereksamen ved hun ikke, hvad hun vil. Hun får et job, hvor hun sælger biografbilletter, og mens hun sidder bag billetlugen, bruger hun den stille tid til at tegne kvinder i hvide kjoler og fantasere om, hvad de foretager sig. Ud over aftenarbejdet fungerer hun som en slags au pair for storesøsteren. Hun passer hus, gør rent, køber ind, laver mad og alt det, der hører med til at være husmor.
I Mødrenes gade bor der mange forskellige personer, familier med børn, skilte, fine folk og håndværkere, der er flere mænd end kvinder, nogle er enker, andre enlige eller skilte. Fælles for alle kvinderne er dog, af at ingen af dem har en stillingsbetegnelse, de er "blot" husmødre, selv om mange af dem har småjobs ved siden af husarbejdet, de syr tøj, gør rent på kontorer og i butikker, skurer toiletter på hotellet eller bager fladkager til bagerierne.
Gaden er i sig selv et lille samfund, hvor der meget sladder, og alle ved det meste om alle, selv om der også er hemmeligheder, og gaden er så betydningsfuld, at forfatteren har gjort den til en person med egne meninger og iagttagelser: ”det gode vejr var i særklasse…….To var i gang (med at male huse) og gaden boblede af tilfredshed over foretagsomhed .” ”Gaden så reserveret ud, men den var heller ikke tilfreds med sagens udvikling……Gaden kunne ikke undvære arbejdende folk.”
Marin får mulighed for at komme til Paris, men så sker der noget meget overraskende, og der opstår nye relationer kvinderne imellem. Selv om det ikke helt går, som Marin vil, er der håb om en ny begyndelse.
Romanen bør læses på grund af de fine og præcise beskrivelser af kvinderne, som lever i en tid med et begyndende oprør mod, at mændene bestemmer alt, og mod udsigten til at stå ved et komfur, vaske tøj og lave husligt arbejde dagen lang. Kristin Marja Baldursdóttirs sprog er malerisk, og hendes underfundige humor er med til at gøre romanen til en meget fin læseoplevelse.
Kommentarer