Mod kunsten af Tomas Espedal

En kunstnerisk og indtrængende bog om sorgbearbejdelse, skriveprocesser og vejen mod kunsten.

I en fortsættelse af sit poetiske og selvbiografiske skriveprojekt, skriver Tomas Espedal denne gang om sorg og længsel, når livet tager en af sine sværeste drejninger - det er der kommet en smuk og original bog ud af.

Bogen vandt den norske kritikerpris og var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2010.

”Vi har det tilfælles min datter og jeg, at vi begge har mistet vores mødre”, sådan skriver forfatteren indledningsvist. ’Mod kunsten’, med undertitlen ’notesbøgerne’, er delt i to: april og september. Jeg-fortælleren mister sin mor i april, datteren sin mor i september.

Forfatteren/jeg-fortælleren flytter ind det lille hus på Askøy for at tage sig af teenage-datteren, han flytter ind i en hverdag, hvor alt ligger i faste rammer og rutiner. Lammet af sorg og savn forsøger han at påtage sig, ikke bare rollen som far, men også rollen som en slags mor: altid hjemme, altid til stede, altid optaget af huslige gøremål - ikke just noget der falder naturligt for en forfatter, som konstant er i opbrud, i bevægelse, på vej. Langsomt genoptager han skrivningen, skrivningen bliver et arbejde, en nødvendighed for at holde fattigdommen på afstand: ”Jeg skrev for at tjene penge. Sandheden var at jeg aldrig havde arbejdet så godt noget sted som jeg gjorde i huset på Askøy.”

Bogen kredser om døden, om det eksistentielle: Hvem er jeg, og hvordan er jeg blevet til det, jeg er? I en søgen efter en dybere forståelse søger jeg-fortælleren tilbage i tiden, ikke bare til sin egen barndom og ungdom, men også til bedsteforældrenes og forældrenes liv. Erindringer fra fortiden blander sig med nutidsglimt. Vi hører om bedsteforældrenes første møde, forældrene, om kollegietiden i Rødovre, datteren, om de daglige sysler, sorgen, længslen…

I en søgen efter nyt livsmod spiller naturen en afgørende rolle, og flere passager munder ud i smukke lyriske sekvenser. ’Mod kunsten’ rummer flere lag og flere genrer. Bogen er samtidig en meta-roman om ’det at skrive’, om sprog og om vejen mod forfatterdebuten, mod kunsten. ”Jeg ville skrive romaner som var de poesi” – et ønske, der må siges at være gået i opfyldelse! Fremragende!