Året

Selvbiografisk prosadigt om tabt kærlighed. Sprogligt mættet og smuk læsning, men også krævende og til tider patetisk i sin selvmedlidenhed.

I et 200 sider langt selvbiografisk prosadigt beskriver Tomas Espedal tabet af kærligheden. Hans elskede Janne forlod ham, men han elsker hende stadig. Nu martres han af jalousi i en sådan grad, at han har lyst til at tilintetgøre eller bare skamfere den mand, som hun nu elsker. I sin desperation rejser han i digteren Petracas fodspor til Vaucluse ved foden af Mont Ventoux, hvor han vil læse hovedværket ’Canzoniere’, som er et 366 sider langt digt, der beskriver digterens kærlighed til pigen Laura. Petraca, der levede i 1300-tallet, elskede Laura hele livet, også efter hendes død.

Selv om Tomas Espedal i sin indledning skriver, at han vil skrive en bog om årstiderne, handler denne bog kun om foråret og efteråret. For Tomas Espedal begynder året den 6. april, som er den dag, hvor Gud efter sigende skabte Adam og den dag, Petraca mødte Laura. På den dag rejser Tomas Espedal i Petracas fodspor.

Bogen handler om den livslange kærlighed, både Petracas kærlighed til Laura, Espedals fars kærlighed til moren og hans egen kærlighed til Janne. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan elske den samme kvinde hele livet. ”Har du aldrig haft andre kvinder? ”, spørger han sin far. ”Nej. Aldrig”, svarer faren. Tomas Espedal ser Janne som sin livslange kærlighed, skønt han har været gift med Agnete, som er mor til hans døtre og har haft andre kvinder. Han mener, at kærlighedssorg er en diagnose, der skal tages alvorligt, og han har det svært med dem, som råder ham til at komme videre. Han truer med at gå i livslangt cølibat og overholder det i første omgang én dag - lullet ind i alkoholens tåger.

Som i ’Gå’ fra 2006 kredser Espedal igen om det at gå. Han vil gå op ad Mont Ventoux og ned igen på én dag, og han mener, at også faren skal gå. Derfor bliver han vred, hvis faren kommer på besøg i bil, og sender ham hjem. Tomas Espedal mistede tidligt sin mor og har et had-kærlighedsforhold til sin far, som han ligner. Ligesom faren har han et massivt overforbrug af tobak og alkohol.

Tomas Espedal er en del af den nye trend, hvor forfatterne bruger virkelige navne i fiktionen. Han læner sig således op ad sin landsmand Karl Ove Knausgård, men også vores egen Erling Jepsen bruger samme virkemiddel. ’Året’, som er en del af en romancyklus, der er en hilsen til Marcel Proust, er sprogligt meget smuk, men også lidt svær at læse. Tomas Espedal bruger stort set ikke kommaer og springer i tid og sted uden overgang. Da jeg læste bogen for anden gang, fik jeg dog en mere sammenhængende oplevelse.