Anmeldelse
Michael Strunge
Læs portrættet af Michael Strunge, der er en af seks udvalgte forfattere i det store temasamarbejde Med andres ord, hvor bibliotekerne og DR sammen sætter fokus på seks store danske forfattere, som et led i at styrke læseglæden hos danskerne.
Af 80'ernes digtere var Michael Strunge på mange måder den mest tidstypiske. I 2018 ville digteren være fyldt 60 år, hvis han havde kunnet flyve. De bedste af hans digte rækker udover hans tid, og i dag kender de fleste til den unge digter, der endte sit korte liv ved at springe ud af et vindue i 1986.
”Hvem ved / ved hvad ens selv er lig? / - jeg er ligeglad / skaber selv mit selv”.
Sådan lyder det i åbningsdigtet Livets hastighed, der stammer fra digtsamlingen af samme navn udgivet i 1978. Digteren, der her debuterede, hed Michael Strunge (1958-86) og skulle i en intens periode på syv år og elleve digtsamlinger komme til at tegne et billede af ikke bare sig selv, men en hel generation.
Litteraturforskeren Anne-Marie Mai har i sit portræt af Strunge i 'Danske digtere i det 20. århundrede' meget præcist kondenseret de kår, som han kom fra: Michael Strunge blev født i Hvidovre i 1958. Han var den ældste af to sønner i en almindelig dansk kernefamilie, hvor faren, Svend Strunge Jensen, havde skiftende job på private og offentlige arbejdspladser, og moren, Gurli Strunge Jensen, havde ansættelse i forvaltningen i Hvidovre kommune.
Det er bemærkelsesværdigt, at digteren, der skulle blive talsmand for en hel generation, havde så forholdsvis gennemsnitlige og ukomplicerede levevilkår, men for Strunge lå tilværelsens brændpunkter netop i almindeligheden. Følelsen af almindelighed koblet med uvirkelighed. Gennem hele forfatterskabet er det således en rød tråd, at Strunge identificerer sig med outsideren i samfundet, den, der er sat udenfor, punkeren og poeten. Men samtidig er det afgørende, at han ikke bedriver social kritik i gængs forstand. Strunges program er poetisk og ikke politisk. Hans digtning er netop et opgør med ideen om, at litteraturen skal spændes for et bestemt (køns)politisk budskab. Derfor vender han sig især mod 70'ernes tendenslitteratur og hverdagsintime knækprosa, repræsenteret ved digtere som Vita Andersen og Lola Baidel.
Med Michael Strunge blev digteren i romantisk forstand genindsat som en seer, der kunne hæve sig udover den almindelige uvirkelighed, men samtidig er der i forfatterskabet også en bevidsthed om, at grundvilkårene for digteren har forvandlet sig i radikal forstand fra det moderne til det postmoderne, dvs., at hvor det romantiske jeg stadig bar forestillingen om tilværelsen som en enhed, som jeget kunne smelte sammen med i kraft af digtningen, jf. Schack Staffeldts linjer om ej at kende fred ”førend jeg drager himlene ned”, så er det postmoderne jeg splittet i udgangspunktet. Splittelsen er ikke noget, der sker, men noget der ER SKET. Jeget er i udgangspunktet fragmenteret, spaltet i en endeløs række af roller. Subjektiviteten består for Strunge i aktivt at iføre sig sine roller som en poetisk kamæleon. Med inspiration fra rockmusikeren David Bowie gennemspiller han således adskillige roller i forfatterskabet: Fra ung talsmand i debuten Livets hastighed (1980) til glødende punkpoet i 'Skrigerne!' (1980) og følsom kærlighedsdigter i 'Popsange' (1983). Det afgørende er, at den ene skrivemåde ikke kan betegnes som mere autentisk end den anden. Det er blot forskellige gennemspilninger af Strunges samlede rolle som digter.
No Future og Nå
Det var karakteristisk for Strunge, at han ikke blot gennemspillede forskellige roller i sit forfatterskab. I løbet af sit korte liv nåede han således også at optræde som toneangivende debattør og anmelder, blandt andet i tidsskriftet 'Sidegaden', hvor et nyt kuld af digtere blev præsenteret, heriblandt Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Henrik S. Holck, F.P. Jac og Bo Green Jensen.
80’ernes generation fik mange tilnavne: No Future, Nå-generationen og Generation X. Hvad disse betegnelser havde tilfælles var en aura af håbløshed og apati, men det var tværtimod karakteristisk for 80’ernes generation af digtere, at de ikke lod sig passivt definere udefra, men i høj grad selv aktivt iscenesatte deres fremtoning på den lyriske scene. Ved det berømte oplæsnings- og musikarrangementet Nå!!80, der blev afholdt den 11-12. oktober i Huset i Magstræde, trådte 80’er kunstnerne med Strunge i spidsen frem som en samlet generation og i tv-programmet Bazar, sendt den 3. april, 1984, gav Strunge digteren Lola Baidel tørt på og anklagede hende for ”fiduspoesi”. Men han var ikke bare en skarp polemiker, men også en indfølt læser, hvis dybe forståelse af poesi gav sig udslag i de artikler han skrev til Sidegaden. Her var det ikke de smarte slogans og fyndige ord det gjaldt, men derimod en nænsom udlægning af sin egen generations poetiske stemmer.
Beskidte digte og sort surrealisme
Strunges eget æstetiske program spændte vidt: Fra primitive punkdigte og pasticher til højstemte hymner. Bag al skriften lå dog, hvad digteren Søren Ulrik Thomsen har karakteriseret som ”en hed utopisme”. Strunge brugte gerne ironi og pastiche, men han gjorde det ikke med postmodernismens ubekymrede distance. Bag ironien var altid et såret ansigt og en patos, der finder sin mest rene form i punkdigtene 'Skrigerne!' fra 1980, hvis vulgære patos kastes lige i synet på læseren som i digtet 'Gyldent lort', hvor det i første strofe hedder:
"HVAD VIL DU KØBE? DU KAN FÅ ALT / POLERET OG PUDSET SÅ STANKEN ER VÆK. / DER ER UDSALG I BYEN, MENNESKER KØBER / OG KØBES AF ANDRE OG ARBEJDER FOR DEM / TIL DE FALDER I BUNKER OG FEJES OP / IGEN – FOR AT BLIVE SMINKET OP / OG SOLGT SOM GYLDENT LORT".
Her er arven fra Rudolf Broby-Johansens ekspressionistiske digte tydelig med versaler, der synes at skrige digtet ud og korresponderer med samlingens titel: 'Skrigerne!' På indholdsplanet er der tale om en utvetydig kritik af forlorenhed og forbrugersamfund, to ting, der ifølge Strunge synes at gå hånd i hånd.
I digtsamlingerne med de stødende navne: 'Nigger 1' (1982) og 'Nigger 2' (1983), fortsætter Strunge med at dyrke den beskidte skrivestil, men formålet er her langt mere komplekst. I et vulkanudbrud af sortglødende ord glider skriften som en art bevidsthedsstrøm tilsat forskellige tegninger. 'Nigger 1 og 2' hører til blandt de særeste bøger i dansk poesi og alene på grund af det tabubelagte navn er den sjældent blevet læst. Med sin fuldstændige opløsning af genrer og infantile og usmagelige ordspil er bogen det tætteste man kan komme på surrealismens fordring om en ren automatskrift, der medtager revl og krat, men samtidig er den også et mytologisk forsøg på at konfrontere verdens meningsløshed og ondskab, som når jeget siger: ”Jeg hader ikke livet, men verden. Denne nat er klæbrig som halvstørknet, betændt blod fra et guddommeligt svin”.
Kosmisk kærlighedspoesi
Hvor Strunges utopi i 'Skrigerne!' og 'Nigger 1 og 2' resulterer i aggression som følge af en uopfyldt længsel efter en anderledes verden, så er der også en anden og mere sødmefyldt side af hans forfatterskab, hvor verden åbner sig i kraft af den elskede som i denne smukke beskrivelse af forelskelsens skærpede sansning i digtet 'Lugt':
"Kun du kan lugte som dig / og gennem min næse trænger lugten ned / og eksploderer som en himmel fuld af fugle / i min mave / og længere ned endnu".
Digtet er i og for sig enkelt og tager udgangspunkt i en almen erfaring: Fascinationen ved at dufte til sin elskede, men allerede i valget af ordet ”lugte” i stedet for ”dufte” har Strunge åbnet for et langt mere komplekst sanseregister. Derudover udvides klichéen ”at dufte til sin elskede” ved at kroppen gøres til uendelig natur (”som en himmel fuld af fugle"), men også den konkrete krop åbnes metaforisk og afslører ukendte dybder (”i min mave / og længere ned endnu”).
Strunge viser sig her som en ægte romantiker, hvor kærligheden sammen med poesien åbner for en kosmisk og grænseoverskridende erfaring, der samtidig er befriende banal og jordnær: En bevægelse fra jorden til himlen. Denne bevægelse viser sig generelt i måden, hvorpå Strunge arbejder med kroppen og storbyen, to af de vigtigste temaer i 80’ernes poesi. Hos Strunge bliver det en erfaring, at på samme måde som jeget overskrider sig selv i et bestandigt rollespil, så udvider byens og kroppens rum sig også og overskrider hinandens grænser som i digtet 'Forestilling' fra digtsamlingen 'Ud af natten' (1982):
"Lyden af et blodkar der sprænges. / Floderne breder sig, fingre. / Byerne bliver som børn igen / og runger af våde smæld og krummede kroppe. / Smerten er ikke større end en negl".
Allerede i digtets titel er der en dobbelthed. Forestilling kan både hentyde til bevidstheden, men også til en (teater)forestilling og på samme måde som titlen synes at overskride sig selv bliver blodet til floder og floderne til fingre og fingrene til byer og byerne til børn. Ordene undergår en kompleks metaforisk metamorfose, men samtidig er der også tale om et helt simpelt og renset billede: Et foster i sin moders krop, der bliver til en baby, der presses ud med ”våde smæld”. Ordenes fødsel svarer til en konkret kropslig fødsel, der munder ud i et metaforisk paradoks: ”Smerten er ikke større end en negl”. Læst figurativt er smerten ganske lille (”ikke større end en negl”), men læst bogstaveligt er den stor, idet det at føde et barn næppe kan kaldes smerteløst. Det er i denne konstante vekslen mellem krop og ord, at Strunges poesi befinder sig.
En postmoderne romantiker
I digtsamlingen 'Verdenssøn' (1985) møder man en bestræbelse på at gøre digtet til en fysisk realitet. Som det hedder i digtet Neonpoemet:
"Billedet er klart og verden er til / et sted i digtet / lyser et eller andet ord som tegn / på at den er en realitet".
Som en postmoderne romantiker prøver Strunge at bryde igennem strømmen af billeder ind til en egentlig essens, hvor digtets kerne lyser klart og utvetydigt. I den uendelig række af roller som Strunge spillede var der én som for ham aldrig var falsk: Digterrollen. Så sand var den, at han til sidst kastede sig ud af verden og forsøgte at gøre sit eget liv til poesi. Han endte sit liv d. 9 marts 1986, da han kastede sig ud af et vindue fra 4. sal. Forinden havde han sagt til sin kæreste Cecilie Brask: ”nu kan jeg flyve”. Strunge tog digtningen så alvorligt, at han til sidst ikke kunne skelne mellem digt og virkelighed. Digteren og digtet blev til sidst ét. Bedst er han blevet karakteriseret i dette aforistiske mindedigt af Asger Schnack og Jørgen Leth:
Michael Strunge
"Han var meget ung. Og han var en meget levende digter. Det er, som gik han rundt i sit digt. Han levede digtet. Han røg en cigaret indeni digtet. Og den brændte ud".
Af cand. mag. Jakob Bækgaard
Læs portrættet af Michael Strunge, der er en af seks udvalgte forfattere i det store temasamarbejde Med andres ord, hvor bibliotekerne og DR sammen sætter fokus på seks store danske forfattere, som et led i at styrke læseglæden hos danskerne.
Af 80'ernes digtere var Michael Strunge på mange måder den mest tidstypiske. I 2018 ville digteren være fyldt 60 år, hvis han havde kunnet flyve. De bedste af hans digte rækker udover hans tid, og i dag kender de fleste til den unge digter, der endte sit korte liv ved at springe ud af et vindue i 1986.
”Hvem ved / ved hvad ens selv er lig? / - jeg er ligeglad / skaber selv mit selv”.
Sådan lyder det i åbningsdigtet Livets hastighed, der stammer fra digtsamlingen af samme navn udgivet i 1978. Digteren, der her debuterede, hed Michael Strunge (1958-86) og skulle i en intens periode på syv år og elleve digtsamlinger komme til at tegne et billede af ikke bare sig selv, men en hel generation.
Litteraturforskeren Anne-Marie Mai har i sit portræt af Strunge i 'Danske digtere i det 20. århundrede' meget præcist kondenseret de kår, som han kom fra: Michael Strunge blev født i Hvidovre i 1958. Han var den ældste af to sønner i en almindelig dansk kernefamilie, hvor faren, Svend Strunge Jensen, havde skiftende job på private og offentlige arbejdspladser, og moren, Gurli Strunge Jensen, havde ansættelse i forvaltningen i Hvidovre kommune.
Det er bemærkelsesværdigt, at digteren, der skulle blive talsmand for en hel generation, havde så forholdsvis gennemsnitlige og ukomplicerede levevilkår, men for Strunge lå tilværelsens brændpunkter netop i almindeligheden. Følelsen af almindelighed koblet med uvirkelighed. Gennem hele forfatterskabet er det således en rød tråd, at Strunge identificerer sig med outsideren i samfundet, den, der er sat udenfor, punkeren og poeten. Men samtidig er det afgørende, at han ikke bedriver social kritik i gængs forstand. Strunges program er poetisk og ikke politisk. Hans digtning er netop et opgør med ideen om, at litteraturen skal spændes for et bestemt (køns)politisk budskab. Derfor vender han sig især mod 70'ernes tendenslitteratur og hverdagsintime knækprosa, repræsenteret ved digtere som Vita Andersen og Lola Baidel.
Med Michael Strunge blev digteren i romantisk forstand genindsat som en seer, der kunne hæve sig udover den almindelige uvirkelighed, men samtidig er der i forfatterskabet også en bevidsthed om, at grundvilkårene for digteren har forvandlet sig i radikal forstand fra det moderne til det postmoderne, dvs., at hvor det romantiske jeg stadig bar forestillingen om tilværelsen som en enhed, som jeget kunne smelte sammen med i kraft af digtningen, jf. Schack Staffeldts linjer om ej at kende fred ”førend jeg drager himlene ned”, så er det postmoderne jeg splittet i udgangspunktet. Splittelsen er ikke noget, der sker, men noget der ER SKET. Jeget er i udgangspunktet fragmenteret, spaltet i en endeløs række af roller. Subjektiviteten består for Strunge i aktivt at iføre sig sine roller som en poetisk kamæleon. Med inspiration fra rockmusikeren David Bowie gennemspiller han således adskillige roller i forfatterskabet: Fra ung talsmand i debuten Livets hastighed (1980) til glødende punkpoet i 'Skrigerne!' (1980) og følsom kærlighedsdigter i 'Popsange' (1983). Det afgørende er, at den ene skrivemåde ikke kan betegnes som mere autentisk end den anden. Det er blot forskellige gennemspilninger af Strunges samlede rolle som digter.
No Future og Nå
Det var karakteristisk for Strunge, at han ikke blot gennemspillede forskellige roller i sit forfatterskab. I løbet af sit korte liv nåede han således også at optræde som toneangivende debattør og anmelder, blandt andet i tidsskriftet 'Sidegaden', hvor et nyt kuld af digtere blev præsenteret, heriblandt Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Henrik S. Holck, F.P. Jac og Bo Green Jensen.
80’ernes generation fik mange tilnavne: No Future, Nå-generationen og Generation X. Hvad disse betegnelser havde tilfælles var en aura af håbløshed og apati, men det var tværtimod karakteristisk for 80’ernes generation af digtere, at de ikke lod sig passivt definere udefra, men i høj grad selv aktivt iscenesatte deres fremtoning på den lyriske scene. Ved det berømte oplæsnings- og musikarrangementet Nå!!80, der blev afholdt den 11-12. oktober i Huset i Magstræde, trådte 80’er kunstnerne med Strunge i spidsen frem som en samlet generation og i tv-programmet Bazar, sendt den 3. april, 1984, gav Strunge digteren Lola Baidel tørt på og anklagede hende for ”fiduspoesi”. Men han var ikke bare en skarp polemiker, men også en indfølt læser, hvis dybe forståelse af poesi gav sig udslag i de artikler han skrev til Sidegaden. Her var det ikke de smarte slogans og fyndige ord det gjaldt, men derimod en nænsom udlægning af sin egen generations poetiske stemmer.
Beskidte digte og sort surrealisme
Strunges eget æstetiske program spændte vidt: Fra primitive punkdigte og pasticher til højstemte hymner. Bag al skriften lå dog, hvad digteren Søren Ulrik Thomsen har karakteriseret som ”en hed utopisme”. Strunge brugte gerne ironi og pastiche, men han gjorde det ikke med postmodernismens ubekymrede distance. Bag ironien var altid et såret ansigt og en patos, der finder sin mest rene form i punkdigtene 'Skrigerne!' fra 1980, hvis vulgære patos kastes lige i synet på læseren som i digtet 'Gyldent lort', hvor det i første strofe hedder:
"HVAD VIL DU KØBE? DU KAN FÅ ALT / POLERET OG PUDSET SÅ STANKEN ER VÆK. / DER ER UDSALG I BYEN, MENNESKER KØBER / OG KØBES AF ANDRE OG ARBEJDER FOR DEM / TIL DE FALDER I BUNKER OG FEJES OP / IGEN – FOR AT BLIVE SMINKET OP / OG SOLGT SOM GYLDENT LORT".
Her er arven fra Rudolf Broby-Johansens ekspressionistiske digte tydelig med versaler, der synes at skrige digtet ud og korresponderer med samlingens titel: 'Skrigerne!' På indholdsplanet er der tale om en utvetydig kritik af forlorenhed og forbrugersamfund, to ting, der ifølge Strunge synes at gå hånd i hånd.
I digtsamlingerne med de stødende navne: 'Nigger 1' (1982) og 'Nigger 2' (1983), fortsætter Strunge med at dyrke den beskidte skrivestil, men formålet er her langt mere komplekst. I et vulkanudbrud af sortglødende ord glider skriften som en art bevidsthedsstrøm tilsat forskellige tegninger. 'Nigger 1 og 2' hører til blandt de særeste bøger i dansk poesi og alene på grund af det tabubelagte navn er den sjældent blevet læst. Med sin fuldstændige opløsning af genrer og infantile og usmagelige ordspil er bogen det tætteste man kan komme på surrealismens fordring om en ren automatskrift, der medtager revl og krat, men samtidig er den også et mytologisk forsøg på at konfrontere verdens meningsløshed og ondskab, som når jeget siger: ”Jeg hader ikke livet, men verden. Denne nat er klæbrig som halvstørknet, betændt blod fra et guddommeligt svin”.
Kosmisk kærlighedspoesi
Hvor Strunges utopi i 'Skrigerne!' og 'Nigger 1 og 2' resulterer i aggression som følge af en uopfyldt længsel efter en anderledes verden, så er der også en anden og mere sødmefyldt side af hans forfatterskab, hvor verden åbner sig i kraft af den elskede som i denne smukke beskrivelse af forelskelsens skærpede sansning i digtet 'Lugt':
"Kun du kan lugte som dig / og gennem min næse trænger lugten ned / og eksploderer som en himmel fuld af fugle / i min mave / og længere ned endnu".
Digtet er i og for sig enkelt og tager udgangspunkt i en almen erfaring: Fascinationen ved at dufte til sin elskede, men allerede i valget af ordet ”lugte” i stedet for ”dufte” har Strunge åbnet for et langt mere komplekst sanseregister. Derudover udvides klichéen ”at dufte til sin elskede” ved at kroppen gøres til uendelig natur (”som en himmel fuld af fugle"), men også den konkrete krop åbnes metaforisk og afslører ukendte dybder (”i min mave / og længere ned endnu”).
Strunge viser sig her som en ægte romantiker, hvor kærligheden sammen med poesien åbner for en kosmisk og grænseoverskridende erfaring, der samtidig er befriende banal og jordnær: En bevægelse fra jorden til himlen. Denne bevægelse viser sig generelt i måden, hvorpå Strunge arbejder med kroppen og storbyen, to af de vigtigste temaer i 80’ernes poesi. Hos Strunge bliver det en erfaring, at på samme måde som jeget overskrider sig selv i et bestandigt rollespil, så udvider byens og kroppens rum sig også og overskrider hinandens grænser som i digtet 'Forestilling' fra digtsamlingen 'Ud af natten' (1982):
"Lyden af et blodkar der sprænges. / Floderne breder sig, fingre. / Byerne bliver som børn igen / og runger af våde smæld og krummede kroppe. / Smerten er ikke større end en negl".
Allerede i digtets titel er der en dobbelthed. Forestilling kan både hentyde til bevidstheden, men også til en (teater)forestilling og på samme måde som titlen synes at overskride sig selv bliver blodet til floder og floderne til fingre og fingrene til byer og byerne til børn. Ordene undergår en kompleks metaforisk metamorfose, men samtidig er der også tale om et helt simpelt og renset billede: Et foster i sin moders krop, der bliver til en baby, der presses ud med ”våde smæld”. Ordenes fødsel svarer til en konkret kropslig fødsel, der munder ud i et metaforisk paradoks: ”Smerten er ikke større end en negl”. Læst figurativt er smerten ganske lille (”ikke større end en negl”), men læst bogstaveligt er den stor, idet det at føde et barn næppe kan kaldes smerteløst. Det er i denne konstante vekslen mellem krop og ord, at Strunges poesi befinder sig.
En postmoderne romantiker
I digtsamlingen 'Verdenssøn' (1985) møder man en bestræbelse på at gøre digtet til en fysisk realitet. Som det hedder i digtet Neonpoemet:
"Billedet er klart og verden er til / et sted i digtet / lyser et eller andet ord som tegn / på at den er en realitet".
Som en postmoderne romantiker prøver Strunge at bryde igennem strømmen af billeder ind til en egentlig essens, hvor digtets kerne lyser klart og utvetydigt. I den uendelig række af roller som Strunge spillede var der én som for ham aldrig var falsk: Digterrollen. Så sand var den, at han til sidst kastede sig ud af verden og forsøgte at gøre sit eget liv til poesi. Han endte sit liv d. 9 marts 1986, da han kastede sig ud af et vindue fra 4. sal. Forinden havde han sagt til sin kæreste Cecilie Brask: ”nu kan jeg flyve”. Strunge tog digtningen så alvorligt, at han til sidst ikke kunne skelne mellem digt og virkelighed. Digteren og digtet blev til sidst ét. Bedst er han blevet karakteriseret i dette aforistiske mindedigt af Asger Schnack og Jørgen Leth:
Michael Strunge
"Han var meget ung. Og han var en meget levende digter. Det er, som gik han rundt i sit digt. Han levede digtet. Han røg en cigaret indeni digtet. Og den brændte ud".
Af cand. mag. Jakob Bækgaard
Kommentarer