Metropol

’Metropol’ er et mesterværk om historien, der vil gå over i historien.

Jeg vil hverken karakterisere mig selv som en følelseskold eller nøgtern læser, men der skal alligevel en del til, før en bog påvirker mig emotionelt. Det må man sige, at den tyske forfatter Eugen Ruges ’Metropol’ gjorde. Med sit skiftende tempo og varierende intensitet tog værket mig med helt op over de dunlette skyer og helt ned i det tunge, tætte mørke i en kold kælder.

Indrømmet fandt jeg de første kapitler en anelse tunge at komme igennem, da det her vrimler med informationer, personer, relationer og steder. Men efter endt læsning måtte jeg konstatere, at den tunge start fører til den uvurderlige indlevelse i bogens karakterer, som er værkets helt store styrke.

Ganske vist er ’Metropol’ en roman, men den er også et vidnesbyrd om Sovjetunionens udrensninger, Stalins skrækregime og frygten for at blive anklaget som folkefjende. Alt dette opleves primært gennem Charlotte Germaines øjne, der samtidig med at være hovedkarakter i romanen også er forfatterens bedstemor.

Romanen indledes med en beskrivelse af Ruges adgang til Det Russiske Statsarkiv, hvor han gennem dokumenter sammenstykker bedstemorens og hendes livsledsagerske Wilhelm (i virkeligheden Hans Baumgarten) fire hundrede syvoghalvfjerds dage lange ophold på luksushotellet Metropol i Moskva. Et hotel de opholder sig på, idet Charlotte tidligere mødtes med historieprofessoren Emel, der er anklaget for kontrarevolutionær aktivitet. Året er 1936 og imens Wilhelms og Charlottes proces afgøres skal de blive på dette hotel sammen med andre i samme situation.

Det bliver en tid med frygten for, at det en dag banker på døren. Og en tid, hvor der med jævne mellemrum er nye tomme pladser i hotellets restaurant. Nattegråd bag hotellets døre bliver normalen. Samtidig med alt dette forsøger Charlotte, der frikendes, at finde en hverdagsrytme, alt imens hendes livsledsagerske Wilhelm, hvis proces fortsætter, stille svinder ind og forsvinder ind i en depressionslignende tilstand.

Ud over de fyldestgørende, nuancerede og troværdige personbeskrivelser bidrager billeder af originaldokumenter fra Det Russiske Statsarkiv til, at historien kommer helt tæt på. Faktisk så tæt på, at man kan mærke den paranoia, der florerede i Sovjetunionen. En paranoia, der udsprang fra Stalin selv og som sivede ned gennem de mange lag. Hvem kan man stole på? Hvem kan man tale med? Hvem er ven og hvem er fjende? Og hvad er man egentlig selv?

Dokumenterne gør uden tvivl historien mere levende. Som at være der selv. Ved læsning kom jeg til at tænke på Saabye Christensens fremragende Oslo-trilogi, hvori der indgår referater af møderne i Røde Kors. Disse referater bidrager, ligesom dokumenterne i ’Metropol’, ligeledes til en virkeliggørelse af historien. På en eller anden måde er man der derved som læser.

Jeg kunne skrive meget mere om ’Metropol’ og om hvor vigtigt og stærkt et værk, det er. Både som læseoplevelse, men også som historisk hændelse. Men skal jeg fatte mig i korthed er ’Metropol’ et værk, der er skrevet i et poetisk sprog uden at blive patetisk. Det er et værk, der velafbalanceret pendulerer mellem historisk fakta og den personlige, nærværende historie. Og så er det et værk, der kryber ind under huden på dig og sætter sig som en uforglemmelig læsning. Med andre ord er ’Metropol’ en læseoplevelse, der handler om historien og selv vil gå over i historien.