Livliner af Vibeke Grønfeldt

Jeg har læst ”Livliner” og resten af serien om vidunderligt sammensatte Agate som en lykkeligt summende humlebi begærligt sugende af sin yndlingsblomsts nektar. Lysende dansk litteratur.

Min anbefaling af ’Mindet’ var boblende begejstret. Lige siden har jeg været ganske forgabt i det lille kvikke arbejdsjern, den stolte bondedatter med den hemmelige sårbarhed fra begyndelsen af 1900-tallet, som ’I min Tid’ og ’Indretningen’ p.g.a. uønsket graviditet etablerer sig sammen med ”Maleren” i husmandssted som dygtig maler, rethaverisk dømmende alle i sin indspiste barndomslandsby ud fra egen viljestyrke. ”Man tænker sig stærk, man tænker sig svag.”

Men først i ’Livliner’, hvor Agate som ældgammel, vis kone i associationsglimt ser tilbage på sit liv især efter besættelsen, folder hun sig ud i fuldt flor. Uroen har nemlig naget læseren konstant: Ville den alt for selvdisciplinerede bondedatter knække i efterkrigstidens rivende udvikling væk fra bondeværdier og -mentalitet?

Hvor befriende at opdage HVOR helhjertet Agate ”integrerer” sig i det moderne forbrugersamfund. Entusiastisk omfavner hun alt nyt, der gør tilværelsen behageligere, og usentimentalt begræder hun langt fra opløsningen af det snærende landsbyfællesskab. Efter 20 års pligtopfyldende illusionsløs pleje af sin syge mand, befrier hun sig efterhånden fra gamle bondedyder for intenst at nyde nuet, og markerer brutalt ærligt sin ret til frirum med bøger og musik og de få mennesker, hun VIRKELIG kan lide uden forhadte værtinde-/husmorpligter.

Desuden klæder det hende at indse det uberettigede i sin tidligere arrogance m.h.t. kunnen og viljestyrke. Demens og sindssyge vækker klangbund og reflekterende forståelse, mens hun med skånselsløs selverkendelse indrømmer, at hun aldrig har elsket andre end barndommens familieforbilleder og sin stumme yndlingsniece.

Denne litteraturmilepæl KAN ikke ydes fuld retfærdighed, men Agate er genial som vidne og talerør for århundredets mentalitetsændring. Trods uvilje mod ”sliddersladder” har observante Agate altid vidst alt om alle – som barn, som maler og i de senere år som medicinhåndkøbsuddeler. Fuldstændig karakteristisk uddeler hun ”kyndigt” lykkepiller/sovepiller ud fra egen hjemmestrikket moralkodeks.

Hvilke livsværdier er tilbage, nu slid og landsbyfællesskab ikke længere er livsnødvendigt? Agates bud er bl.a. : ”I glæde og sorg viser livet sig i sin fulde figur.” – ”At gøre et fint stykke arbejde er det bedste, der er til.” – ”Sige tingene lige ud som man tænker, og være som man er. Større eventyr findes ikke.”

Agate-serien hører til mine rigeste læseoplevelser – lysende symbiose mellem krystalklart lyrisk sprog og sanseindtryk, stemninger og refleksioner. Dette må være værkET om 1900-tallets Danmark.