Madame Nielsen spinder en ren og kraftfuld kærlighedshistorie om en stormende forelskelse, der var engang.
Romanens ”jeg” – en kvindelig forfatter – møder for cirka 20 år siden en dramatiker-mand efter premieren på en forestilling, som hun har skrevet teksten til. Sammen rammer de en forelskelse uden for tiden, tændt af et flammehav af følelser. Sammen får de en datter, men i dramatikeren bor ”(…) angsten for at give sig fuldkommen hen og risikere at forsvinde”. Han har rørt så godt rundt i ”virkelighed” og ”forestilling”, at han ikke kan adskille de to. Også fortælleren bliver viklet ind i denne sprængfarlige sammenblanding. I det hele taget omgiver de to sig med litteraturen i sådanne mængder, at den står og banker mod hverdagen til enhver tid. Virkelig velfungerende detalje.
Nu, ca. 20 år senere, vil jeg’et fortælle sin datter om forelskelsens tidlige år.
Fortællepositionen er forventningsopbyggende, og det retrospektive blik på en stor forelskelse, der styrtede i jorden ved det gentagende møde med hverdagen, er noget, der vil ramme mange læsere.
”Måske findes der ingen afgørende øjeblikke uden for sproget”, står der et sted.
’Lamento’ kan læses biografisk som Madame Nielsens forsøg på at anskue sit tidligere ”jeg” gennem sin ekskones øjne. At lade forsøget rulle ind på skønlitteraturens arena og at lade romanen blive dets sprog virker som et vildt greb, men hvis Madame Nielsen ikke skulle kunne gennemføre, hvem skulle så?
At datter og ekskone er sprællevende vil for mange forfattere være en ultimativ bremseklods, men ikke for eksperimenterende, grænsesøgende Madame Nielsen!
Hvad sker der imidlertid, hvis man ikke kender til Madame Nielsens fortid, eller måske vælger at se bort fra den i læsende stund? Hvis man tager de nykritiske læsebriller på og læser romanen som sit eget hele? Ja, så vil man få en anderledes stor læseoplevelse. En rankt følelsesladet fortælling om forelskelse, kærlighed, dens forfald og forfatteres vidtforgrenede forestilling(sevne). Om at elske hverdagen – at skrive livsnært frem for at lade forestillingen eksperimentere sig langt væk fra samme.
Beskrivelserne af kærlighedens prøve er utrolige: ”Han tager mig, som man river en side ud af et pornoblad og krøller det sammen i hånden og kaster det fra sig, vi fortærer hinanden, i nogle få nætter drejer vi om os selv og hinanden som to batterier i mørket, og går gennem dagene imellem hver for sig let dirrende elektriske og tror, vi har kaldt livet tilbage”.
Lad det bare være kort bemærket, at Madame Nielsen er en eminent sætningsyngler. Lange, poetiske passager glimrer romanen igennem, ligesom de også gør i f.eks. ’Den endeløse sommer’: første bog i Nielsens kærlighedstrilogi.
Det giver al mulig mening, at ’Lamento’ er trilogiens afsluttende roman, for man må formode, at denne fortælling (selv-oplevet eller ej) er det mest ufortyndede og intense kærlighedsmøde, Nielsen har oplevet/nedfældet i sit liv.
Kommentarer