Kendsgerninger

Med ’Kendsgerninger’ paradoksalpositionerer Nielsen sig, og den blændende firebindsserie 'Pentagon smeltet' er i gang!

Paradokset? Forfatterens mål om at nå sandheden om sig selv gennem kendsgerninger, dog ivrigt udsat for mindernes og følelsernes indgriben.

Har du oplevet, at en forfatter forlader sin bog midt i det hele? Som den evigt eksperimenterende grænsevandrer gør Madame Nielsen netop dét i ’Kendsgerninger’. Frem til bogens bratte afslutning – og forfatterens kontraktbrud med læseren – følges læseren med Nielsen i nedslag fra 1963 til 1991, hvor der pludselig er: ”(…) ingen grund til at fortsætte. Hvad der herefter sker, har ingen interesse, det siger mig, pludselig, intet:”.

Men først, før afslutningen, skal der i sand madame-stil være en tilføjelse, der skal vokse sig så stor, som den har brug for. Frem vokser en voluminøs parentes om det første kys, om optagelsen på adskillige studier, om en voldsom tid som støttepædagog, om arbejdsopgaver som kulturskaber, om vundne priser og legater. Herefter slutter bogen på 72. side næsten 20 sider efter slutvarslet. Et kontraktbrud i et kontraktbrud!

Madame Nielsen bedyrer, at hun med denne lille bog med kendsgerninger om sit liv vil finde ind sin sande historie, for rygter og historier har med tiden fået hende til at tabe sandheden om sig selv af syne! Projektet kunne nemt resultere i et enerverende ego-trip. Det bliver det bare aldrig. Madame Nielsens humor, kløgt, provokation, granskning og sætningsmageri løfter oplevelsen.

Det glødende og sommetider forvrængende minde vokser og surrer sig ommøblerende fast til kendsgerningerne. Hurtigt står det klart, at sandheden om Madame Nielsen ikke er kendsgerningernes alene, og kommer det bag på nogen? Et sted står der: ”Kendsgerninger alene vil uden tvivl være det mest konsekvente, men i længden også for kedeligt. Jeg vil trods alt gerne læses.” Bogen igennem dukker humoren som her op på de helt rigtige tidspunkter.

Konklusionen: Madame Nielsens sande historie er komplet med derouter, forvrængninger og følelser. Nielsens sandhed er en sandhed med mindernes forskydninger/skævvridninger intakt.

’Kendsgerninger’ er pentagonseriens umage etter; sværere at elske, langt mere et genrestudie/-opgør end den litterære magtpræstation, de andre bind er. Ikke desto mindre en vigtig positioneringsbog for ”Pentagon smeltet”. Scenen er indtaget i en drillesyg, genregranskende, konfrontativ form. Nej tak til rubriceringen ”autofiktion”, nej tak til ikke at tage af hovedstolen, nej tak til ikke at nævne fulde navne på mennesker derude …

Min opfordring: Læs med, men stop ikke efter forretten; spis hele pentagonmenuen!