Kakofonia af Adam O

Ét billede siger mere end tusind ord, lyder det. Den påstand får vi til fulde demonstreret rigtigheden af i Adam O´s super stemningsfulde og ordløse tegneserie om vores indre dæmoner.

Kakofoni er en betegnelse for støj og disharmoni. Ordet bliver brugt til at beskrive den skurrende dissonans, som lyde, billeder og andre elementer kan skabe. Et kaos som kan omgive os og gøre det trættende at lytte og være til stede og i overført betydning kan være beslægtet med dårligdom og ondskab. Vi mærker tydeligt ordets fulde betydning i Adam O´s stemningsmættede tegneserie.

Vi begynder vores vandring mod mørket og det obskurt uskønne på Istedgade i København. Med Hovedbanegården i baggrunden bliver vi på en grå og farveløs regnvejrsaften trukket gennem et menneskemylder af ansigtsløse skikkelser. En enkelt person i masserne har markerede træk, og vi følger denne forhutlede vagabond på vej mod en nærliggende beværtning. Her tænder han for jukeboksen og sætter sig med sin øl. Det hele er holdt i nuancer af gråt og stemningen er tonstung og trist. Lige indtil jukeboksen med titlen ”Deus ex machina” begynder at spille og sender et indbydende orange skær ud i rummet. En farve som nu også gløder i øjnene på vores følgesvend, mens Poul Reichardts ”Den allersidste dans” spiller. Det er velvalgt stemningsmusik til en fortælling, som fra første streg emmer af en verden, der går på hæld. Vinylskiven skifter til Pink Floyds ”Wish you were here”, og en ny fortælling følger.  

Bogens setup er manden i baren og jukeboksen. Herfra får vi fortalt en række forskellige historier, mens musikken fra jukeboksen flyder ud på siderne. Numrene markerer nærmest sindsstemningen hos personerne, vi møder, og titlerne har en klar symbolsk betydning for hver fortælling. Det gælder både når vi til tonerne af Jodle Birges ”Rigtige venner” ser, hvordan en enlig mand brygger kaffe til en forsamling af dæmoner, monstre og groteske djævlefigurer, som har taget bolig i mandens stue. Eller når en sammenbidt mand står i silende regn på ”Drømmenes kirkegård” og smider den ene skovlfuld jord efter den anden i den åbne gravs mørke dyb, mens Iggy and the Stooges klassiker ”Search and Destroy” snurrer i jukeboksen.

Vi er fra første side sporet ind på en grum og dyster stemning, hvor ensomheden er gennemgående og gennemtrængende. For personerne, vi møder i bogen, er alene og på afveje. Og her i ensomheden møder de deres indre dæmoner i forskellige afskygninger. Adam O´s syrede billedunivers er så gennemført genialt, at vi mærker stemningen langt ind i marv og ben. Farveskalaen er holdt i sort, hvid, og utallige gråtoner samt en række dæmpede, støvede nuancer af orange, lilla, grøn og blå. Men bag støvet, mørket og sløret står detaljerne knivskarpe. I en sammenstyrtet og forladt verden står vi på tinderne til verdens ende sammen med både børn, midaldrende og gamle. Begyndelsen og enden og alt det ind imellem hænger sammen i Adam O´s fortælling. Vi slutter, hvor vi startede, på Vesterbro i København, og i en verden som efter endt læsning ser helt anderledes ud.