Jeg ved ikke om den slags tanker er normale af Lone Hørslev

Modige digte om forbudte tanker, fordomme og følelser i forbindelse med skilsmisse

”Skilsmissedigte, der er noget selvfølgeligt og samtidig skamfuldt
over den undertitel, jeg ved ikke. Om det er normalt at tænke så-
dan; at man skal skamme sig over at blive skilt. Fy fy skamme og
som om jeg med vilje har forsøgt at føre folk bag lyset og nu, først
nu, opdager de omsider bedraget. Helt åndssvagt.”

Næh, helt åndssvagt er det ikke. Faktisk synes jeg Lone Hørslev er virkelig god til at sætte ord på forbudte tanker, fordomme og smertefulde følelser i forbindelse med en skilsmisse.

For det første er der jo børnene. ”Børnenes gråd er det værste” skriver forfatteren i et af de digte der er skrevet som dagbogsoptegnelser. Et andet sted undskylder hun for delejul og bristede drømme. Adskillige gange i digtene kommer hun ind på svigt, egoisme, afsked, savn og lykkelige gensyn.

Men der er også sorgen over at den kærlighed der var ikke er mere. At noget der startede så brusende og heftigt nærmest kan gå i sig selv igen. Som om det aldrig nogen sinde har været der.

”der står
at man ikke kan tvinge sig selv til
at elske, lige
så lidt som man kan tvinge
de her nuttede pandabjørne til at parre sig i fangenskab.
Så vil de hellere uddø.
Forbandede egoistiske møgdyr.”

Og så er der vreden. Der er et, undskyld mig, lidt sjovt digt om at hugge en køkkenkniv igennem en vis mands øje og kind og bryst og hjerte.

Endelig er der friheden, håbet, drømmene til fremtiden. ”Lyst til at LE og leve letsindigt og kysse en ung mands hals”.

Digtene er personlige, men samtidig er følelserne de beskriver alment gældende. Nok er digtene bekendelseslitteratur og bygger på Lone Hørslevs egne erfaringer, men digtene er ikke ”navlekrattende”. Faktisk er de både smertelige og livsbekræftende. På samme tid sørgelige og humoristiske. Trods emnet er det en digtsamling, jeg sagtens kan finde på at vende tilbage til igen og igen.