Inde fra stormen af Jens Christian Grøndahl

Forfatteren Adam Huus oplever nogle dramatiske døgn, da hans vante tilværelse kæntrer. En bog for det modne publikum med masser af indre drama, som Grøndahl mestrer det.

62-årige Adam har længe haft en skriveblokering, men hans kone Harriet er et fast holdepunkt. Pludselig siger hun sit betroede job i ministeriet op for at passe sin demente far i Nordjylland. De skal sælge kartoffelrækkehuset, hvor de har boet i 28 år, og hun vil indtil videre efterlade ham i København. Samtidig er hans kokainmisbrugende datter af første ægteskab i en alvorlig krise, noget der roder op i Adams latente skyldfølelse over skilsmissen fra hendes mor for mange år siden. Som om dette drama ikke er nok, hvirvles Adam ind i en form for MeToo skandale, da han er for åbenmundet på en forlagsreception, hvor en journalist tager ham til indtægt for nogle potentielt antifeministiske udtalelser til støtte for en gammel ven og forlagsredaktør.

En (yngre) anmelder kedede sig forfærdeligt ved at læse om Adam Huus, det gjorde jeg ikke, idet jeg kunne nikke genkendende til mange problemer i Adams liv. Måske har det noget med alderen at gøre, bogen taler uden tvivl mest til et modent publikum. Jeg hørte Grøndahl fortælle om bogen, dagen før den udkom, og ifølge ham selv er den ikke autobiografisk, men samtidig bruger han dog løs af sit eget liv. Selvom bogen ikke er skrevet som en  biografi, er der nok en hel del, der er hentet i forfatterens eget liv, omskrevet og digtet til, og det er vel i grunden det, de fleste forfattere gør, når de skriver. Grøndahl var ude i en shitstorm for et års tid siden, da han udtalte sig om Kim Wall, og det har helt klart været et vigtigt aspekt at få med, men det bliver måske lige rigeligt. Han har tidligere været beskyldt for altid at skrive om kvinder, her er det en mand, der har den absolutte hovedrolle, dog forekommer det mig mindre vigtigt, om det er mand eller kvinde, det er simpelthen et liv!

'Inde fra stormen' er en god bog med masser af indre drama i en stilfærdig indpakning, som Grøndahl mestrer det. Et par enkelte indvendinger må være, at MeToo skandalen virker en lille smule påklistret. Jeg synes også, at kvinderne i bogen er noget endimensionelle, Harriet fx folder sig aldrig ud, så man kan føle noget for hende. Men Adam Huus skildres fint og meget troværdigt.