Hvis en vinternat en rejsende af Italo Calvino

Bare titlen. Lyt engang: "Hvis en vinternat en rejsende”. Det lyder som et eventyr, ikke? Eller som poesi i romanform? Det er begge dele. Og så har jeg ikke sagt for meget!

“Hvis en vinternat en rejsende” er en metaroman - altså en roman om romaner. Men den er meget mere end det; den er en roman om en forbrydelse, om et forhold, om seksualitet og krig, om mennesket i mange afskygninger. Den er både glad og varm og fyldt med omtanke.

Det er en bog man læser sig ind i, man bliver en del af den. Grebet er ikke det rette ord, det er mere end det. Du inddrages. Læseren fortælles ind i historien. Her er læseren ved at sætte sig til rette før læsningen kan begynde: “Nå, hvad venter du på? Stræk benene og læg fødderne op på en pude, på to puder, på sofaens armlæn, på lænestolens armlæn, på sofabordet, på skrivebordet, på klaveret, på globussen. Tag skoene af først. Hvis du altså vil have fødderne oppe, ellers tag dem ned igen.” (s.1).

Det at læse, det at være en læser er blot et af bogens temaer. Den er andre steder beskrevet som en postmoderne metaroman - og det er jo lidt af en mundfuld. Men den er bestemt ikke svær at læse, som dette prædikat antyder. Den er fuld af små historier, der væver sig ind i hinanden på snedigste vis, og det bliver aldrig trivielt eller kedeligt.

Calvino har betydet meget for det postmoderne og bliver flittigt læst på landets universiteter og seminarier. Han kan ikke puttes ind i en enkelt genre, men hopper fra den ene til den anden. Man læser en krimi, en upubliceret roman, en lykkelig kærlighedshistorie... Lyder det rodet? Det er det egentlig ikke.

Hvad den handler om? Tja. Det er ikke nemt at sige. Prøv om du kan finde ud af det!

Oversat fra italiensk af Lene Waage Petersen efter 'Se una notte d'inverno un viaggiatore'. Tiderne Skifter, 1997. 238 sider