Hjemmehjælperen Ramona og andre englelige væsener og væsentlige engle

Livskloge Hella Joof har skrevet en række dejlige fortællinger, der fortæller om uselviske væsener, der gør verden til et smukkere sted.

Joof husker sine læsere på ikke at dømme, men i  stedet være opmærksomme på godheden, der er til stede både ude i verden og indeni mennesker. Hella Joof skriver ikke med påtaget naivitet, men i det godes tjeneste for at huske os på, hvor vigtigt der er at opsøge den daglige magi. Bogen er fyldt med væsentlige indsigter, og Hella Joofs fine historier har fokus på væsener,  som kaster tryllestøv på hverdagens genvordigheder ved at drage omsorg, vise kærlighed og give deres tid til andre mennesker.

I ’Darwin, en engel med pels’ er Damen i huset blevet meget trist, fordi hunden Darwin har mistet sine hvalpe, og den oplevelse har åbnet dørene til en sorg i kvinden. En dag kravler Darwin op til Damen i sofaen, og igen hver dag de næste uger, indtil de opnår en fælles hjerterytme, og alt forandrer sig.

Historien om ’Bjarne fra IT’ indeholder en reflekterende og virkelig sjov kvindelig hovedperson, der er i stand til at se verden på samme måde, som den lille dreng ser Kejseren i ’Kejserens nye klæder’. Hun føler sig som statist i livet og ved ofte ikke, hvad hun går rundt og laver, eller hvad meningen er. Men Bjarne kan hun altid ringe til, hvis hun har brug for hjælp. Bjarne forklarer hende, at når man hjælper nogen, skal man ikke gøre det for sin egen skyld. Hun skammer sig pludseligt over sin tendens til at tale for længe om sine egne gode gerninger, hun selv gør.

I novellen ’Bente, de små børns beskytter’ mener Putte, der ejer værtshuset, at det er kommunens opgave at tage sig af forsømte børn, hvortil Bente svarer: ”Kommunen, det kan du selv være!”. En fin reaktion på tanken om, at det er samfundets opgave at tage sig af mennesker, der har brug for omsorg. Fortællingen om Parkeringsenglen Vagn fortæller om en kvinde, hvis liv er levet ved "at skære tykke skiver af livet og spist af det i store mundfulde, og hun havde smurt tandsmør på. Hun havde brændt sit lys i begge ender, men sørget for at der aldrig manglede lys!" 

Hella Joof konkluderer, at vi ikke skal holde os tilbage, når det handler om at give af os selv til dem, der har brug for det. Vi skal ikke være bange for at være for meget, vi skal nærmere passe på ikke at være for lidt.