Himmeløjne

En forløsende og nødvendig billedroman til større børn om skilsmisse, svigt og alkoholmisbrug.

'Himmeløjne' er en på alle måder smuk og stille roman, der fortæller om svigt og viser, at man kan blive nødt til at passe på sig selv, selvom det betyder, at man skal give slip på nogen.

"Du sagde ikke farvel, da du flyttede, og jeg så ikke flyttebilen eller kasserne, du bar ned ad trappen". Sådan indleder Trine Bundsgaard sin roman, der er bygget på hendes egne oplevelser i barndommen.

Bogens hovedperson er en lille pige, som fæstner sig ved de elementer, der repræsenterer farens fravær, efter han er rejst. Hun er sammen med ham om tirsdagen samt hver anden weekend, men det varer ikke længe, før noget er forandret. Faren taler i telefon med en eller anden, og han begynder at drikke mere og mere. De spiser frysepizza, og pigen tænker: "Der er altid sodavand og øl. Du kan drikke mere end mig. Meget mere".

Faren aflyser ofte deres aftaler, og de fleste andre glemmer han. Den dag, han tager pigen med på værtshus, siger hun farvel til sin far:
"Vi ses, siger du. Nej, siger jeg. Det tror jeg ikke".

'Himmeløjne' er en historie uden den store vrede, som er smertefuld at læse, fordi pigen med stille resignation accepterer, at hendes far ikke kan overskue samværet med hende længere. Fordi han drikker, skammer hun sig over ham, og hun føler sig forkert, særligt fordi de andre i klassen har fædre, så hun ender med at sige til andre, at hun ikke har en far. Hvis hun kan overbevise sig selv om det, eksisterer gener og blodets bånd måske ikke, for hun "hader kromosomer og dna og tanken om, at dit mørke måske alligevel er i mig og sejler rundt i mit eget blod".

Signe Kjærs illustrationer rækker ud over teksten og understreger ensomheden, både med pigens blik, da hun står med telefonrøret, de store usikre øjne, et tværsnit af en pigekrop, hvor gul sodavand hældes indenbords, tomme sider i romanen, fordi skuffelsen er så stor, at der ikke er plads til mere og hendes lille skikkelse i blå nuancer, der står og venter på sin far en sidste gang. Til sidst er der gået så lang tid, at pigen kun kan huske sin far gennem øjnene, der ser tilbage på hende fra spejlet.