Hilde af Klas Östergren

Flot udfoldet skæbnefortælling og meget stærkt kvindeportræt af Ibsens Hilde Wangel skjuler ikke omkostningerne ved Hildes stejle selvstændighed.

Hilde Wangel er biperson i Henrik Ibsens 'Fruen fra havet', hvor hun er en ung pige. I hans 'Bygmester Solness' har hun som ung voksen en hovedrolle. Östergren, der har oversat Ibsen til svensk, har digtet videre på denne usædvanlige Ibsen-rolle. Det er en fordel at have læst de to skuespil inden 'Hilde', og heldigvis er de netop genudgivet i Rosinantes klassikerserie.

Hilde er allerede som barn en meget selvstændig pige – helt forskellig fra storesøsteren, den snusfornuftige Bolette. Deres barndom er præget af moderens tidlige død og senere af den nye stedmoder, Ellidas, problemer med at tilpasse sig sit nye liv. Som 22-årig opsøger Hilde Bygmester Solness, der ti år tidligere gav hende løfte om at komme at gøre hende til prinsesse. Det løfte vil hun have opfyldt, og mødet med bygmesteren får fatale følger for ham. Så langt Ibsen-historierne.

Östergren trækker Hilde længere op i årene, hvor hun stadig er en meget selvstændig kvinde, der arbejder for et skandinavisk rejsebureau i Berlin. En dag rammes hun af et voldsomt angstanfald og flere følger, og hun må behandles af en psykoanalytiker.

Hovedhistorien er Hildes monologer på sygebriksen, hvor hun genfortæller sin barndomshistorie, så lægen kan finde ind til hendes traumer. Bogens sidste del følger Hilde resten af livet, hvor hun nok bliver forlovet, men forkaster den ellers udkårne på grund af hans svage karakter.

'Hilde' er en udfoldet skæbnefortælling, der fortæller om Hilde og hendes omkostninger med stor sympati. Bogen udkommer samtidig med Merete Plys Helles Nora og Vigdis Hjorths Henrik i et fællesskandinavisk Ibsen-projekt.