Anmeldelse
Giv mig solen af Charlotte Strandgaard
- Log ind for at skrive kommentarer
Inger er anderledes, så hun skal mobbes, og det bli’r hun – ondt og ubarmhjertigt. Vi er i 1950’ernes Århus med klasseskel, Katedralskole og UG i gennemsnit!
Hun læser som de voksne, og så går hun i omsyet tøj og er forfærdelig høj og sart og mærkelig – og i hendes familie spiser de hvidløg, faderen er læge og frankofil, kendt af alle, men ikke for det gode – han er sin kone utro, det ved enhver – og der er vist også noget andet, bedrageri måske? I hvert fald er de finere end andre, de læser, diskuterer, falder ikke for statussymboler.
Men lykkelige? Nej, det er de ikke! Og det handler ’Giv mig solen om’.
Vi følger Inger fra hun er 9 til hun er 11, og det er så ondt, hendes liv. Forældrene vil det ellers så godt, eller moderen prøver, men faderen er trods sin omsorg for hende mest optaget af sin karriere og sine kvinder. Og han dominerer totalt. Hans gamle mor overlades til hustruens pleje og pasning, og hans kærlighed til Inger er nok mere stolthed over hendes intellekt end forståelse for hendes særpræg, hendes fysiske og psykiske svagheder. Men Inger, hun forguder ham – han er solen i hendes liv!
Inger går i stykker, går i sygelig ekstase – hun er enebarnet i klemme mellem normerne i hjemmet, og hvad der forventes i skolen. Alle de uudtalte ting derhjemme, hemmelige antydninger mellem forældrene, hun forstår dem ikke, sanser dem som en konstant utryghed og må bruge fantasier for at slippe for skyldfølelsen. Og hun bliver et let offer for mobningen i skolen.
Og hele tiden må hun skjule sig, forældrene må ikke blive kede af det, hun må ikke vise sin svaghed, ikke fortælle, hvordan hun lider. Hun påtager sig rollen som familiens ansvarlige – en rolle så tung, så tung.
Jeg har det indimellem lidt problematisk med Charlotte Strandgaards noget patetiske og religiøst farvede stil og emnevalg. Og hun er da også helt ude i en slags katolsk vækkelse i slutningen af bogen. Men alligevel - ’Giv mig solen’ er stadig en hjertegribende historie og gi’r påmindelse om, hvor ensom og forbitret barndom kan være.
Læs den - for dens knugende barndomsportræt, for faderopgøret og erindringsstoffet og tidsbilledet af 50ernes Århus.
- Log ind for at skrive kommentarer
Inger er anderledes, så hun skal mobbes, og det bli’r hun – ondt og ubarmhjertigt. Vi er i 1950’ernes Århus med klasseskel, Katedralskole og UG i gennemsnit!
Hun læser som de voksne, og så går hun i omsyet tøj og er forfærdelig høj og sart og mærkelig – og i hendes familie spiser de hvidløg, faderen er læge og frankofil, kendt af alle, men ikke for det gode – han er sin kone utro, det ved enhver – og der er vist også noget andet, bedrageri måske? I hvert fald er de finere end andre, de læser, diskuterer, falder ikke for statussymboler.
Men lykkelige? Nej, det er de ikke! Og det handler ’Giv mig solen om’.
Vi følger Inger fra hun er 9 til hun er 11, og det er så ondt, hendes liv. Forældrene vil det ellers så godt, eller moderen prøver, men faderen er trods sin omsorg for hende mest optaget af sin karriere og sine kvinder. Og han dominerer totalt. Hans gamle mor overlades til hustruens pleje og pasning, og hans kærlighed til Inger er nok mere stolthed over hendes intellekt end forståelse for hendes særpræg, hendes fysiske og psykiske svagheder. Men Inger, hun forguder ham – han er solen i hendes liv!
Inger går i stykker, går i sygelig ekstase – hun er enebarnet i klemme mellem normerne i hjemmet, og hvad der forventes i skolen. Alle de uudtalte ting derhjemme, hemmelige antydninger mellem forældrene, hun forstår dem ikke, sanser dem som en konstant utryghed og må bruge fantasier for at slippe for skyldfølelsen. Og hun bliver et let offer for mobningen i skolen.
Og hele tiden må hun skjule sig, forældrene må ikke blive kede af det, hun må ikke vise sin svaghed, ikke fortælle, hvordan hun lider. Hun påtager sig rollen som familiens ansvarlige – en rolle så tung, så tung.
Jeg har det indimellem lidt problematisk med Charlotte Strandgaards noget patetiske og religiøst farvede stil og emnevalg. Og hun er da også helt ude i en slags katolsk vækkelse i slutningen af bogen. Men alligevel - ’Giv mig solen’ er stadig en hjertegribende historie og gi’r påmindelse om, hvor ensom og forbitret barndom kan være.
Læs den - for dens knugende barndomsportræt, for faderopgøret og erindringsstoffet og tidsbilledet af 50ernes Århus.
Kommentarer