Frøken Smillas fornemmelse for sne

Peter Høegs absolutte verdensgennembrud og rummer alle ingredienser til en god historie.

Peter Høeg er en af de forfattere, som indvarslede en ny prosa i dansk litteratur, da han debuterede med 'Forestilling om det tyvende århundrede' i 1988. Siden fulgte novellesamlingen 'Fortællinger om natten' (1990), verdensgennembruddet med 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' (1992), den skolekritiske 'De måske egnede' (1993) og den økologiske spændingsroman 'Kvinden og aben' (1996), som ikke helt kunne leve op til niveauet fra første del af forfatterskabet.

Et karakteristisk træk for denne nye 90’er-prosa er dels en genopdagelse af de fortællende former, dels et bevidst arbejde med traditionelle prosagenrer og stilarter. Så Smilla-bogens popularitet og udbredelse kan blandt andet ligge i, at den har alle ingredienser til en god historie og er godt fortalt.

Som mange gode fortællinger starter den med en gåde. Der er sket et dødsfald – var det en ulykke eller et mord? Opklaringen af grønlænderdrengen Esajas’ død bliver drivkraften i fortællingen. Detektivarbejdet udføres af romanens altdominerende hovedperson og fortæller, 37-årige Smilla Qaavigaaq Jaspersen, som er halvt grønlænder, halvt dansk. Mordgåden fører handlingen fra slumbebyggelser i København til den grønlandske indlandsis, hvor det afgørende opgør skal stå mellem den personificerede ondskab, videnskabsmanden Tørk Hvid og Smilla.

Man kan læse romanen for spændingens skyld, for dens åbenlyse thriller-kvalitet. Mange har da også peget på litterære forbilleder som John Le Carré, Alistair MacLean eller Jules Verne. Man kan også læse den som et fascinerende psykologisk portræt af en usædvanlig kvinde med usædvanlige evner.

Dertil kommer et kærlighedsmotiv, både i form af Smillas kærlighed til drengen Esajas, og forholdet til hendes tavse hjælper og medspiller, mekanikeren Peter Føjl, som også var ven med Esajas. Et væsentligt træk i første del af romanen er en bidende skarp civilisationskritik vendt mod det danske samfund og ofte formuleret af den utilpassede Smilla.

Endelig har romanen ”encyklopædiske” træk, dvs. den dyrker fascinationen ved skildringen af realistiske detaljer og excellerer i eksotisk fagterminologi, som giver mindelser om videnskabelig fagjournalistik. 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' er uden tvivl en bog, som ikke skal ses i biografen.