Fortryllersken fra Firenze af Salman Rushdie

Fortryllersken fra Firenze er fortællingen om, at vi alle bor på den samme jord og er langt mere ens, end vi drømmer om.

Mogor dell’Amore, italiensk magiker og eventyrlysten ungersvend, ankommer til storfyrsten Akbars slot i Indien. Akbar er, ud over at være dygtig til at svinge krumsablen, en nysgerrig mand, der stiller spørgsmålstegn til livet. Foruden et hav af koner har han en selvskabt hustru Johda, usynlig selvfølgelig, men i høj grad synlig for ham selv.

Mogor dell’Amore – kærlighedsmogulen – påstår, at han er søn af Akbars underskønne grandtante Qara Köz, der efter sigende blev kidnappet til Firenze. Jo mere Akbar hører om Qara Köz, des mere betaget og fortryllet bliver han. Og Köz er snart ved at fortrænge Johda…

Men er Mogor dell’Amores historie sand? Er ynglingen fra Firenze i familie med østens sabelsvingende tvivler Akbar? Formår Mogor at holde gang i sin ” 1001 nats historie” og derved redde livet? Og minder Akbars imperium i øst om Mogor dell’Amores i vest?

Kulturmødet og frihedsrettigheder er Rushdies hovedtemaer. Disse temaer finder jeg utrolig spændende og noget af det allervigtigste, man kan skrive om. Og når man, som Rushdie om nogen, har følt, hvad det vil sige, at blive intimideret og forsøgt kuet, så var det med store forventninger, at jeg læste romanen.

Jeg beklager, men jeg stod fuldstændig af. Jeg blev ved med at tro, at der var noget, jeg måtte have overset, ikke forstået. Simpelthen at jeg måtte være for dum til Rushdie. Jeg læste den desværre ikke helt færdig.

Detaljeringsgraden og kompleksiteten er intet mindre end monstrøs. Sætningerne er alenlange, der er hundredvis af navne at holde rede på, som i en russisk babusjka dukke, digression på digression. Jeg havde svært ved at holde overblikket og blev ikke revet med, Jeg forsøgte, men blev hverken bevæget eller betaget. Romanen er een lang pompøs ordflom, hundredvis af adjektiver og superlativer, der gør hele stilen meget opulent og overlæsset.

Jeg yder muligvis ikke romanen retfærdighed. Det føles som en helligbrøde ikke at kunne lide en Rushdie roman. Jeg ved, at Salman Rushdie er en meget sofistikeret og belæst herre. Selvom jeg ved, at han har et enormt begejstret publikum, vil jeg  meget hellere læse politiske essays fra hans hånd.