Midnatsbørn af Salman Rushdie

Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen

Midnat den 15. august 1947. På det magiske tidspunkt, hvor Indien får sin selvstændighed, kommer to drenge, en rig og en fattig, til verden på en fødeklinik i Bombay.

Saleem Sinai vokser op som elsket barn, der beundres af sine forældre og barnepigen, der imidlertid bærer på en frygtelig hemmelighed. På fødselsnatten har barnepigen sneget sig til en oprørsk handling: hun bytter den rige dreng ud med den fattige, og Saleem kommer derfor til at vokse op som et privilegeret barn. Barnepigens handling kommer først for dagen mange år senere, men den får vidtrækkende konsekvenser.

Næsen
En af hovedrollerne i Salman Rushdies prisbelønnede roman Midnatsbørn (1981, da. 1982) spilles af Saleem Sinais monumentale næse. Den fungerer som en slags antenne, der gør det muligt for Saleem at kommunikere på telepatisk vis med de andre ”midnatsbørn”, de børn, der ligesom han selv blev født i selvstændighedens time.

Alle midnatsbørnene har særlige evner, hvis kraft afhænger af, hvor tæt på midnat de er født. Men det er Saleem og hans næse, der binder dem sammen, og han betragter sig selv som et naturligt centrum og en slags leder. Det huer ikke altid Shiva, den dreng han uafvidende har byttet plads med, og som naturligvis også er med i de natlige kommunikations-seancer – på trods af en vis modvilje mellem ham og Saleem.
 
Påstanden om midnatsbørnenes særlige evner – særlig Saleems egne – er forvirrende. For de telepatiske evner forsvinder på en ganske prosaisk måde: Hans forældre er trætte af, at deres søn er fyldt med snot, og han bliver sendt på hospitalet. Bagefter er der stille i hans hoved – han kan ikke længere høre midnatsbørnene.

Den konstruktion, de telepatiske evner, der ryger ud sammen med snottet, er typisk for Salman Rushdie, der aldrig er ked af at forene det højttravende med det lavkomiske. Han giver dog sin hovedperson en anden evne, en fænomenal lugtesans, der gør Saleem i stand til at lugte sig frem til sindsstemninger og følelser.

Og her er det, læseren er lidt forvirret: Hvilken midnatsbarn-evne er det egentlig, Saleem blev født med? Der er da ingen af de andre børn, der ”skifter evne”? Forklaringen skal måske findes i Saleems karakter og hans forhold til sandheden, som den fremstår i fortællingen

Myter og historie 
Saleems bedstefar, Adaam, forelsker sig i sin kommende kone i fragmenter. Han er læge og får kun lov til at se den unge kvinde gennem et hul i et lagen. Han må fantasere sig til helheden, og da han endelig får den at se, er han ubehjælpeligt forelsket i sin egen sammenstilling af den fragmenterede pige. Også Saleem må forsøge at samle fragmenter til en helhed.

Da han ser sig selv være ved at gå i opløsning i bogstaveligste forstand, må han fortælle, skabe en struktur i sin kaotiske historie, for at holde sammen på sig selv. Fortællingen, sproget og fantasien har en samlende kraft.

Som i andre romaner, der indskriver sig i den magiske realismes tradition, er også Midnatsbørn fyldt med mytisk stof. Men Rushdie bruger myterne på en usædvanlig måde. Flere gange fortæller Saleem myterne forkert, for at få dem til at passe ind i hans egen fortællings komplicerede struktur.
 
Et andet kendetegn på den magiske realisme er, at dagligdags begivenheder ofte ophæves til hændelser af mytisk og skæbnetung karakter. Rushdie – eller måske snarere hans fortæller, midnatsbarnet Saleem – drejer den fortælleteknik en omgang. Han fortæller om begivenheder, der i forvejen er betydningsfulde, hændelser, der er centrale i Indiens historie, men han fortæller dem på sin egen måde. Han blander flere begivenheder sammen.

Han placerer dem på forkerte datoer. Han beskriver sig selv som den udløsende faktor. Med andre ord: i forvejen legendariske begivenheder gøres ekstra legendariske, fordi de hænger sammen med Saleems liv. Alt sammen for at kunne overbevise sin læser og sig selv om, at han befinder sig i centrum af Indiens historie. Selv siger han: ”Det kan ske. Navnlig i et land, der selv er en slags drøm.” 
 
Den magiske realisme gør fortællingen mulig. Uden den fortællestil ville Saleem fremstå som en patetisk løgner, men i stedet får han lov at fremlægge sin egen version af historien. For forfatteren er der ikke alene tale om, at hans protagonist forsøger at gøre sin egen historie parallel med Indiens. Der er også tale om det, han kalder ”remembered truth”, den version af sandhed, der er i ens erindring, frem for ”literal truth”, den faktuelle sandhed.

Hvem har ikke prøvet at opdage, at ens erindring har spillet en et puds? Saleem undrer sig over sine erindringsforskydninger, men skubber uoverensstemmelserne i baggrunden. Han husker, hvad han husker. Det han husker, er det der skete.