Det legende og undersøgende går hånd i hånd i Morten Søndergaards forsøg på at aflytte og notere alt det almindelige og trivielle, der som en del af verdens baggrundsstøj forekommer banalt og ligegyldigt, men som nu i pandemiens tid er truet og umisteligt.
Stederne er altid konkrete og genkendelige i Morten Søndergaards poesi. De findes og kan lokaliseres, hvad enten det drejer sig om Københavns Vesterbro, (’Ubestemmelsessteder’, 1996), det forladte psykiatriske hospital i Volterra, (Journal 2019, 2019), eller Place Saint-Sulpice i hans nye prosalyriske bog ’Forsøg på at aflytte et sted i Paris’.
Tekstens koncept er lige så konkret om titlen lægger på til: I februar i år sad forfatteren i tre dage på Place Saint-Sulpice med det formål at aflytte og beskrive pladsens lyde,
På samme sted sad forfatteren Georges Perec i 1974 og skrev et af sine hovedværker ’Forsøg på at udtømme et sted i Paris’. Et radikalt forsøg på med hans egen formulering, som Morten Søndergaard citerer i bogens forord, at beskrive og fastholde ”det , man normalt ikke bemærker, det, som ikke falder i øjnene, det, som ikke har nogen betydning: Det, der sker, når der ingenting sker, bortset fra vejret, folk, biler og skyer.” Opgaven og ’metoden’ låner Morten Søndergaard fra Perec, men med den væsentlige forskel at det udelukkende er pladsens lyde, han stiller skarpt på.
Som i en dagbog er de enkelte afsnit fra dag 1-3 forsynet med en nøjagtig angivelse af dato, klokkeslæt og det sted på pladsen, hvor digteren som et lyttende øre befinder sig.
I brudstykker og "lister" noteres i tilfældig orden pladsens kakofoni af lyde: duerne der letter og flyver, krydsende busser, brudstykker af telefonsamtaler og stemmer fra forbipasserende eller gæster på cafeen, vinden i kastanjetræerne, lyden af kaffekværnen.
Teksten retter blikket – eller rettere sagt øret – mod den samtidighed af stemmer og lyde, der lægger sig ovenpå hinanden, og som tilsammen udgør Place Saint-Sulpice: ”Jeg forsøger at forflytte min lytten til i det uendelige. Jeg optager lydene med min kraniemikrofon.” Forfatteren aflytter og noterer alt dette tilfældige, flygtige og upåfaldende – baggrundsstøjen, som vi normalt overser eller sorterer fra.
Place Saint-Sulpice er endnu et eksempel på en af de mange ”ubestemmelsessteder”, der optræder i Morten Søndergaards forfatterskab. Et sted, der ikke endegyldigt og udtømmende kan sammenfattes og beskrives i et enkelt samlende greb, men netop et ubestemmelsessted, hvor mangfoldigheden og foreløbigheden kan noteres og listes op: ”Fontænen. Døren. Duerne”, som det formuleres et sted med en næsten Inger Christensensk kadence.
Det er en lyttende, fænomenologisk, men også en reflekterende stemme, læseren møder i teksten. Den nøjes ikke med at lytte og liste op, men stiller også spørgsmål til sin egen form og ”metode”. For hvordan huskes lyd?, er sproget overhovedet i stand til at gengive lyd? Er forsøget på kun at være til stede som et lyttende og øre og en sansende krop overhovedet mulig, og gør det forfatteren til en ”auditiv voyeur” eller en ”lyddetektiv, som skygger lyden selv”?
Det litterære koncept har Morten Søndergaard overtaget fra Georges Perec. Hans bog spiller op imod konceptet, undersøger hvad det kan bruges til, uden at det på noget tidspunkt bliver til ren form eller blot et mål i sig selv som en litterær stileøvelse. Derimod endnu et forsøg på at undersøge, hvordan virkeligheden kan beskrives - også når det som her kun gælder et lille hjørne af den.
Lydene på Place Saint-Sulpice er en del af det hverdagslige, det almindelige som gentager sig og som altid vil være der. Ja, måske bemærker forfatteren i slutningen af sit forord, der er skrevet i pandemiens tid, som har gjort hverdagen og dens lyde til noget umisteligt og skrøbeligt: ”Hverdagens vidunderlige baggrundstoner er forstummede, og det, der før kunne forekomme ligegyldigt, er blevet livsvigtigt.”
Kommentarer