'Fisketyven' præsenterer et broget univers af folk og fæ i en mindre by uden navn på Sydvestfyn - en sjov bog, som det er svært at lægge fra sig, før den sidste morsomhed er beskrevet.
Her er Johs, Palle Sovesofa, Fisketyven, Buko Pikant og nr. 14, der engang hed nr. 13 (det var før, hun lærte Fiole fra Lindegården at kende). Visse af personerne går igen i flere af novellerne, uden at der dog decideret er en gennemløbende handling.
Min favoritnovelle er "Gåsetræk". Her kommer vi med til den årlige jagtfrokost hos Herman og Rigmor, der disker op med alt, hvad der hører med til en bedre frokost af vådt og tørt. Desværre slutter det hele lidt brat, da Orla Knudsen lader vandet i sammenplantningen, der var ment som en passende værtindegave til Rigmor for al besværet med maden.
Men der er også den om den ugifte lærerinde Vera Ebba Klemmensen, kaldet Vebba af hendes ikke særligt velopdragne blokfløjteelever. Lige da det begynder at gå godt med undervisningen, drikker eleverne sig fulde i hjemmebryg, og Vebba begynder for gud ved hvilken gang at vande høns. Men denne (ene) gang overraskes hun positivt over, hvad børn trods alt kan frembringe af toner - altså hvis de vil.
Maria Grønlykke beskriver sine personer med sympati, mens hun udleverer deres svagheder med et glimt i øjet. Og selv om der er grin på siderne, er der også alvor bag beskrivelsen af et lille samfund, hvor det kan være svært at skille sig ud fra mængden, uden at der bliver snakket nede i Brugsen.
Det er længe siden, jeg har grinet så meget af en bog som af 'Fisketyven'. Det irriterede mig dog at skulle læse visse passager langsomt, da de er skrevet på dialekt. Der er mange, som er lidt forbeholdne over at læse noveller. Men det er der absolut ingen grund til at være over for 'Fisketyven'. En herlig samling noveller fra det sydvestfynske, som også vil egne sig glimrende til oplæsning.
Det er Maria Grønlykkes første bog, men forhåbentlig ikke den sidste.
Forfatteren modtog Debutantprisen i 2003 for 'Fisketyven'.
Kommentarer