I morgen skinner solen

De stille eksistenser får stemme hos Maria Grønlykke. Gennem det umage ægtepar, den jordbundne Johanne og fantasten Finn Ove, følges udviklingen i Danmark fra 60’erne til 90’erne.

"I morgen skinner solen", "fra nu af bliver alting anderledes", tænker Johanne gang på gang, mens hendes fantast af en mand, Finn Ove, åbner og lukker det ene firma efter det andet.

De er ved Gud forskellige de to. Johanne er jordbunden, tror på Gud og på tilgivelsen. Finn Ove derimod tror på fremskridtet og har en rastløshed, der gør, at han hele tiden har et nyt projekt i støbeskeen. Det med momsregnskaber og skat har han bare ikke så realistisk et forhold til, så derfor "bliver han sat på vand og brød" engang imellem.

Hun tilgiver ham - igen og igen - for sådan er hun! Og så håber hun. Hun håber på, at de kan få et barn - "bare et lillebitte et", som hun siger. Denne bøn bliver ikke hørt, istedet har hun en "helvedes masse katte".

Gennem Finn Oves "finansprojekter" følger vi også udviklingen i Danmark. I starten af 60’erne er han kirkesanger, maler og sælger, for så at slå sig på campingvogne og udestuer, da dét bliver moderne. I 80’erne ender han så med at tjene de helt store penge på selskabstømning (på et hul i lovgivningen, som den daværende skatteminister, Anders Fogh Rasmussen, ikke fik lukket!).

Det er en varm og humoristisk fortalt historie om en kvindetype, som næsten er gået af mode. En kvinde, som elsker sin mand og tilgiver ham no matter what. Som moderne kvinde sidder man og tænker: "Så fyr ham da!", "fritstil ham!", "gør noget!", men det gør Johanne ikke, og det er egentlig ganske befriende, når jeg tænker nærmere efter.

Heri ligger der også en pointe fra Grønlykkes side. En opfordring til ikke at svigte nogle grundlæggende værdier i jagten på materielle goder. Johanne forærer på et tidspunkt en minkpels til sine katte - hende siger den ikke noget, men kattene kan godt lide at ligge på den! (hvem ville ikke kunne det?)

Maria Grønlykke blev kendt for sine humoristiske noveller i samlingerne Fisketyven og En lille sang om Stella skrevet med fynsk dialekt, men springet ud i romangenren forløb strålende, synes jeg.