Forfatter
Maria Grønlykke
Maria Grønlykke er i sit forfatterskab helt tæt på de provinsielle eksistenser – dér hvor det virkelige liv for alvor får lov til at udspille sig.
Maria Grønlykkes (f. 1957) nyeste roman ’Godt for sandheden – at ikke alle lever af at sælge flæsk’ (2019) fortæller historien om Ellen Hørup (1871-1953), racercyklist, tandlæge, pacifist og journalist. Som datter af Viggo Hørup, minister og grundlægger af dagbladet Politiken, var Ellen Hørup født ind i den danske intellektuelle elite, og hun fik som én af de første kvinder lov til at praktisere tandlægefaget. Hendes hjerte brændte dog aldrig for at trække tænder ud, og i stedet søgte hun mod journalistikken, hvor hun kunne, så meget en kvinde nu fik lov, arbejde med de store og vigtige ting i livet og i samfundet. Maria Grønlykke fortæller historien om kvinden, der på mange måder var banebrydende indenfor udenrigsjournalistik og for kvinders mulighed for at praktisere faget, fra barn til voksen. Grønlykkes fortælling sætter heri fokus på udviklingen af den moderne kvinde og er samtidig en skildring af en række skelsættende begivenheder i første del af 1900-tallet.
’Godt for sandheden – at ikke alle lever af at sælge flæsk’ læner sig tematisk op ad Grønlykkes forrige bog, ’Hundrede års kvindsomhed’ (2014), i og med at læseren også her får et indblik ind i kvindelivet i første halvdel af det 20. århundrede. ’Hundrede års kvindsomhed’ er en samling miniportrætter af kvindeliv i Danmark, fra de fik stemmeret i 1915. ’Hundrede års kvindsomhed’ udkom i forbindelse med 100-års jubilæet for kvinders stemmeret og tegner et billede af de tidligere generationers kvindeliv i relation til nutiden.
Maria Grønlykkes fokus på livshistorier ses allerede i hendes debut, Fisketyven. Historier hjemmefra (2003), som hun vandt BogForums Debutantpris for. Novellesamlingen finder sted i det fynske landboliv, hvor hun skildrer helt almindelige menneskers liv, der for hver novelle flettes sammen. Det er det hverdagslige, der fylder, men som uundgåeligt også udtrykker de store spørgsmål, der netop rører sig i folket. Novellerne er skrevet på dialekt og i et simpelt sprog, så detaljernes betydning får lov til at fylde, og der er en humor og varme over for karaktererne, selvom disse bestemt ikke fejlfri. Det er en varme, som Grønlykke bærer med sig ind i En lille sang om Stella. Andre historier hjemmefra (2004), hvor karaktererne fra ’Fisketyve. Historier hjemmefra’ optræder igen, samtidig med at nye bliver introduceret. Grønlykke skriver med samme glæde overfor det lokale, og hverdagens store problemer og eksistentielle spørgsmål er også her det centrale.
Maria Grønlykke arbejdede inden sin litterære debut som jurist og periodisk som kogekone, når hun "fik svip af det". Hendes bøger synes, måske af denne årsag, at trække på en nærhed til det hverdagslige. Hun formår nemlig på glimrende vis at skildre det smukke i lokalmiljøet og at give stemmer til skæbner, som ofte er fjernet fra den store fortællehistorie. Hun gør det trivielle til hovedhistorien og giver stemme til det tragiske i helt almindelige menneskers liv. Det ses både i I morgen skinner solen (2006), der er Grønlykkes første roman, og Sølvmanden (2008). Begge skildrer tilværelsen i et lokalmiljø, og hvordan livet for almindelige mennesker udfolder sig på hjerteskærende vis.
I ’I morgen skinner solen’ følger vi Johanne, som gør alt for at være et godt menneske: går i kirke hver søndag og tager sig af sine forældre (selvom de måske ikke helt fortjener hendes omsorg). Da hun finder Finn Ove, er planen, at det kristne gode liv endelig skal give pote, og hendes tilværelse skal lettes, men Finn Ove er steriliseret og vil ikke have flere børn, og snart ryger han også i fængsel for underslæb. Johanne holder dog fast i at se det gode. Det er hendes pligt at tilgive, men det æder hende langsomt op indefra.
Også i ’Sølvmanden’ skildrer Grønlykke en person af lokalmiljøet, der plages af sine forliste drømme. William Nissen Dahl (født i slut 1800-tallet) synger opera og samler på smukke antikviteter og kunstværker. Vi møder ham som ensom og aldrende, og læseren bliver taget med på en rejse til fortiden, hvor William vokser op under farens ønske om at overtage sølvfabrikken, når han bliver voksen. Da William kommer i lære, møder han Tage, som han hurtigt bliver forelsket, men skammer sig gevaldigt over. De tager på rejse sammen, og alt virker fryd og gammen (tiden taget i betragtning), indtil Tage meddeler, at han skal giftes med Asta. William ender trist og alene som sølvvarefabrikant, ligesom sin far, trods andre ønsker. Grønlykke var inspireret af sølvvarefabrikant Frederik Ernsts liv, og hun har skrevet bogen ud fra hans breve og dagbøger. Hun har skabt en fortælling, der skildrer et liv, der bliver levet i skjul pga. skammen over egen seksualitet, og som krakeleres i splittelsen mellem familiens ønsker og egne drømme.
Maria Grønlykke formår at skabe fantastiske historier ud fra det trivielle og at skabe en helt særlig tone, der bevæger sig mellem humor og det hjerteskærende, og med sine nære karakterer skaber hun fortællinger, som kommer helt tæt på og kan mærkes.
Foto: Jacob Mollerup, 2019
Maria Grønlykke er i sit forfatterskab helt tæt på de provinsielle eksistenser – dér hvor det virkelige liv for alvor får lov til at udspille sig.
Maria Grønlykkes (f. 1957) nyeste roman ’Godt for sandheden – at ikke alle lever af at sælge flæsk’ (2019) fortæller historien om Ellen Hørup (1871-1953), racercyklist, tandlæge, pacifist og journalist. Som datter af Viggo Hørup, minister og grundlægger af dagbladet Politiken, var Ellen Hørup født ind i den danske intellektuelle elite, og hun fik som én af de første kvinder lov til at praktisere tandlægefaget. Hendes hjerte brændte dog aldrig for at trække tænder ud, og i stedet søgte hun mod journalistikken, hvor hun kunne, så meget en kvinde nu fik lov, arbejde med de store og vigtige ting i livet og i samfundet. Maria Grønlykke fortæller historien om kvinden, der på mange måder var banebrydende indenfor udenrigsjournalistik og for kvinders mulighed for at praktisere faget, fra barn til voksen. Grønlykkes fortælling sætter heri fokus på udviklingen af den moderne kvinde og er samtidig en skildring af en række skelsættende begivenheder i første del af 1900-tallet.
’Godt for sandheden – at ikke alle lever af at sælge flæsk’ læner sig tematisk op ad Grønlykkes forrige bog, ’Hundrede års kvindsomhed’ (2014), i og med at læseren også her får et indblik ind i kvindelivet i første halvdel af det 20. århundrede. ’Hundrede års kvindsomhed’ er en samling miniportrætter af kvindeliv i Danmark, fra de fik stemmeret i 1915. ’Hundrede års kvindsomhed’ udkom i forbindelse med 100-års jubilæet for kvinders stemmeret og tegner et billede af de tidligere generationers kvindeliv i relation til nutiden.
Maria Grønlykkes fokus på livshistorier ses allerede i hendes debut, Fisketyven. Historier hjemmefra (2003), som hun vandt BogForums Debutantpris for. Novellesamlingen finder sted i det fynske landboliv, hvor hun skildrer helt almindelige menneskers liv, der for hver novelle flettes sammen. Det er det hverdagslige, der fylder, men som uundgåeligt også udtrykker de store spørgsmål, der netop rører sig i folket. Novellerne er skrevet på dialekt og i et simpelt sprog, så detaljernes betydning får lov til at fylde, og der er en humor og varme over for karaktererne, selvom disse bestemt ikke fejlfri. Det er en varme, som Grønlykke bærer med sig ind i En lille sang om Stella. Andre historier hjemmefra (2004), hvor karaktererne fra ’Fisketyve. Historier hjemmefra’ optræder igen, samtidig med at nye bliver introduceret. Grønlykke skriver med samme glæde overfor det lokale, og hverdagens store problemer og eksistentielle spørgsmål er også her det centrale.
Maria Grønlykke arbejdede inden sin litterære debut som jurist og periodisk som kogekone, når hun "fik svip af det". Hendes bøger synes, måske af denne årsag, at trække på en nærhed til det hverdagslige. Hun formår nemlig på glimrende vis at skildre det smukke i lokalmiljøet og at give stemmer til skæbner, som ofte er fjernet fra den store fortællehistorie. Hun gør det trivielle til hovedhistorien og giver stemme til det tragiske i helt almindelige menneskers liv. Det ses både i I morgen skinner solen (2006), der er Grønlykkes første roman, og Sølvmanden (2008). Begge skildrer tilværelsen i et lokalmiljø, og hvordan livet for almindelige mennesker udfolder sig på hjerteskærende vis.
I ’I morgen skinner solen’ følger vi Johanne, som gør alt for at være et godt menneske: går i kirke hver søndag og tager sig af sine forældre (selvom de måske ikke helt fortjener hendes omsorg). Da hun finder Finn Ove, er planen, at det kristne gode liv endelig skal give pote, og hendes tilværelse skal lettes, men Finn Ove er steriliseret og vil ikke have flere børn, og snart ryger han også i fængsel for underslæb. Johanne holder dog fast i at se det gode. Det er hendes pligt at tilgive, men det æder hende langsomt op indefra.
Også i ’Sølvmanden’ skildrer Grønlykke en person af lokalmiljøet, der plages af sine forliste drømme. William Nissen Dahl (født i slut 1800-tallet) synger opera og samler på smukke antikviteter og kunstværker. Vi møder ham som ensom og aldrende, og læseren bliver taget med på en rejse til fortiden, hvor William vokser op under farens ønske om at overtage sølvfabrikken, når han bliver voksen. Da William kommer i lære, møder han Tage, som han hurtigt bliver forelsket, men skammer sig gevaldigt over. De tager på rejse sammen, og alt virker fryd og gammen (tiden taget i betragtning), indtil Tage meddeler, at han skal giftes med Asta. William ender trist og alene som sølvvarefabrikant, ligesom sin far, trods andre ønsker. Grønlykke var inspireret af sølvvarefabrikant Frederik Ernsts liv, og hun har skrevet bogen ud fra hans breve og dagbøger. Hun har skabt en fortælling, der skildrer et liv, der bliver levet i skjul pga. skammen over egen seksualitet, og som krakeleres i splittelsen mellem familiens ønsker og egne drømme.
Maria Grønlykke formår at skabe fantastiske historier ud fra det trivielle og at skabe en helt særlig tone, der bevæger sig mellem humor og det hjerteskærende, og med sine nære karakterer skaber hun fortællinger, som kommer helt tæt på og kan mærkes.
Foto: Jacob Mollerup, 2019
