Et juleeventyr (Ved Erlend Loe)

Dickens klassiske juleeventyr, som du ikke har set det før. Særligt Lisa Aisatos magiske illustrationer gør udgivelsen værd at læse.

Juleklassikeren over dem alle, Charles Dickens 'Et juleeventyr' fra 1843, om den sande juleånd og barmhjertighed for nutidens læsere med Erlend Loes gendigtning. Det er i særdeleshed Lisa Aisatos magiske og smukke illustrationer, som sparker døren ind og gør klassikeren værd at (gen)læse.  

Den gamle gnavne børsmægler Ebenezer Scrooge er en værre pengepuger, som kun tænker på at tjene flere penge. Han hader andre mennesker og julen, og gennem tiden er det lykkes ham at støde alle væk. Julenat får han besøg af sin afdøde kompagnons genfærd, som varskoer Scrooge om, at han vil få besøg den følgende nat af tre juleånder: fortidens, nutidens og fremtidens juleånd.

Juleånden fra fortiden er en lysende, smuk og barnelignende ånd, som lader Scrooge genopleve barndommens lykkestunder, men også viser Scrooge, hvordan hans kærlighed til penge betyder, at hans forlovede bryder med ham. Juleånden fra nutiden, en farverig stor kæmpe, viser Scrooge, hvordan juleglæden trives blandt byens fattige og hos Scrooges fattige assistent Cratchit trods trange kår. I nevøens hus er der ligeledes julestemning, men man taler også om Scrooges uforsonlige væsen og om, hvordan han afviste at komme til julemiddag hos dem. Juleånden fra fremtiden er et mørkt, skræmmende og tavst spøgelse, som viser Scrooge en mand død og alene i en gold seng. Herefter tager ånden ham med til kirkegården, hvor Scrooge ser sit eget navn på en gravsten.

De tre juleånder er en øjenåbner for Scrooge, som indser, at havde han givet mere af sig selv til andre og været mere gavmild med sine penge, så kunne hans liv have formet sig anderledes glædeligt. Spørgsmålet er selvfølgelig, om tiden er rindet ud, eller om Scrooge kan nå at rette op på fortidens synder?

Gennem tiden har Dickens juleklassiker levet videre i alverdens genoptryk, nyfortolkninger og i nye formater som teater og film. Med Erlend Loes gendigtning og Lisa Aisatos illustrationer er endnu en landet i bunken, og jeg synes i den grad, at de to nordmænds projekt lykkes. Jeg tror ikke, at det en fortælling for mindre børn, dertil er historien for langsommelig og sproget for svært, selvom det har fået en mere nutidig tone i hænderne på Erlend Loe. 

Lisa Aisatos dragende, smukke og magiske illustrationer løber med opmærksomheden og hjælper med til at åbne fortællingen for større børn og unge. De er ganske enkelt en visuel fryd at dvæle ved – også for voksne læsere. Erlend Loe deler i forordet sine overvejelser om arbejdet med teksten og om, hvor meget man kan tillade sig at røre ved en elsket klassiker.