Anmeldelse
Enkeland
Der er masser af faglitteratur om Sønderjylland under Første Verdenskrig. Skønlitteraturen skorter det derimod på. Den skævhed er en forfatter fra Broager begyndt at rette op på her 100 år efter, at Første Verdenskrig sluttede.
Efter romandebutten Knacker i 2013 udsender Karsten Skov romanen Enkeland, der udspiller sig i teglværksmiljøet nord for Flensborg Fjord.
Vi kan læse om de sønderjyske soldater ved fronten samt kvinder og børn på hjemmefronten i adskillige og ofte fine skildringer i dagbøger, erindringer og den omfattende korrespondance, der var mellem de sønderjyske soldater ved fronten og deres familier derhjemme.
Efter krigen skrev en lille håndfuld dansksindede soldater romaner baseret på deres egne oplevelser i skyttegravene, blandt andre Morten Kamphøvener, og mange sønderjyske soldater skrev også de såkaldte skyttegravsdigte på vers. De fleste for at få afløb.
Men i den moderne romanform er der ingen ved siden af Karsten Skov.
Han øser af velskreven fiktion, der til dels er baseret på virkelige hændelser. Både i Knacker (der har givet inspiration til filmen I krig og kærlighed, der får premiere i november 2018) og også i den handlingsmættede og vellykkede roman Enkeland. Her er vi godt nok med i skyttegravene i det nordlige Frankrig - igen - men det er det, der foregår på egnen derhjemme på Broagerland, der er det centrale i bogen.
Den fattige dansksindede Sille Laukam er bogens hovedperson. I vinteren 1916 bliver hendes mand, Traugott, indkaldt til tyskkrigstjeneste - og herfra er jeg næsten bange for at røbe for meget for ikke at pille brodden ud af romanen, der er fyldt med overraskende forløb og uventede drejninger. Cirka 6000 sønderjyder, dansksindende som tysksindede og nationalt indifferente deltog i Første Verdenskrig på tysk side, mens Danmark holdt sig neutral i krigen.
Bogen har nogle fine miljøskildringer af teglværksmiljøet mellem ved Flensborg Fjord, som det var tysk tid. Den tegner nogle nuancerede skitser af forholdet mellem dansk og tysk i den egn, som de dansksindede gerne kaldte Sønderjylland, og som de tysksindede stod fast på hed Nordslesvig. Der er temaer som »uægte børn«, som man førhen kaldte børn født uden for ægteskab og om børn, der blev tvangsfjernet fra dansksindede familier for at blive overgivet til »gode tyske familier« - ja det at fattige, dansksindede fik frataget opdrageretten over deres børn bliver i bogen til et sindbillede på Tyskland, der ikke blot røver Danmarks land, men også Danmarks børn.
Vi oplever en tysksindet, der noget overraskende blander sig til fordel for dansksindede - her betyder konkrete menneskelige hensyn og blodsbånd alligevel mere end det abstrakte nationale, og vi følger en krigsinvalid, der vender tilbage til krigsskuepladsen i Nordfrankrig for at hente en dræbt sønderjyde hjem til en sorgramte kvinde.
De to sidstnævnte hændelser har hold i virkeligheden, omend der er tale om tidsforskydning, når det drejer sig om den preussiske stats tvangsfjernelse af danske børn. Det var en praksis, der ophørte i 1901, men Karsten Skov benytter sig af sin kunstneriske frihed til tidsmæssigt at lade denne praksis foregå under Første Verdenskrig - og gør rimeligt nok opmærksom på anakronismen i bogens efterord. Meget er tilladt i skønlitteraturen.
Pludselig skift
Endelig bringer Karsten Skov læseren meget tæt på den nød og mangel, der bredte sig i Nordslesvig, jo længere krigen skred frem. Teglværkernes skorstene holder op med at ryge, da der ikke kan afsættes sten på de internationale markeder, og de lokale arbejdere sendes hjem til arbejdsløshed. I det tyske borgerskab i Sønderborg sidder de dog længe på flæsket.
Vinklen i den historiske roman er dansk, men forfatteren giver dog også plads til tyske synspunkter og ikke blot synspunkter, der er inspireret af datidens konservative hardliner Ernst Matthias von Köller, der mens han var overpræsident i provinsen Slesvig-Holsten førte en repressiv politik mod danskheden i Nordslesvig.
Efter Knacker er Enkeland den svære toer for Karsten Skov. Men forfatteren når fuldt i mål og beviser, at den første ikke blot var en tilfældig fuldtræffer. Enkeland er mindst lige så god som Knacker, hvis ikke bedre. Der er flere facetter i romanen persontegningerne går i dybden (nogle mere end andre), og selv om de skift, der forekommer i romanens nogle steder kan virke noget pludselige, bliver de aldrig postulater.
Enkeland er varmt anbefalelsesværdig - både når man er interesseret i Sønderjyllands historie, og når man blot kan lide en god roman.
Der er masser af faglitteratur om Sønderjylland under Første Verdenskrig. Skønlitteraturen skorter det derimod på. Den skævhed er en forfatter fra Broager begyndt at rette op på her 100 år efter, at Første Verdenskrig sluttede.
Efter romandebutten Knacker i 2013 udsender Karsten Skov romanen Enkeland, der udspiller sig i teglværksmiljøet nord for Flensborg Fjord.
Vi kan læse om de sønderjyske soldater ved fronten samt kvinder og børn på hjemmefronten i adskillige og ofte fine skildringer i dagbøger, erindringer og den omfattende korrespondance, der var mellem de sønderjyske soldater ved fronten og deres familier derhjemme.
Efter krigen skrev en lille håndfuld dansksindede soldater romaner baseret på deres egne oplevelser i skyttegravene, blandt andre Morten Kamphøvener, og mange sønderjyske soldater skrev også de såkaldte skyttegravsdigte på vers. De fleste for at få afløb.
Men i den moderne romanform er der ingen ved siden af Karsten Skov.
Han øser af velskreven fiktion, der til dels er baseret på virkelige hændelser. Både i Knacker (der har givet inspiration til filmen I krig og kærlighed, der får premiere i november 2018) og også i den handlingsmættede og vellykkede roman Enkeland. Her er vi godt nok med i skyttegravene i det nordlige Frankrig - igen - men det er det, der foregår på egnen derhjemme på Broagerland, der er det centrale i bogen.
Den fattige dansksindede Sille Laukam er bogens hovedperson. I vinteren 1916 bliver hendes mand, Traugott, indkaldt til tyskkrigstjeneste - og herfra er jeg næsten bange for at røbe for meget for ikke at pille brodden ud af romanen, der er fyldt med overraskende forløb og uventede drejninger. Cirka 6000 sønderjyder, dansksindende som tysksindede og nationalt indifferente deltog i Første Verdenskrig på tysk side, mens Danmark holdt sig neutral i krigen.
Bogen har nogle fine miljøskildringer af teglværksmiljøet mellem ved Flensborg Fjord, som det var tysk tid. Den tegner nogle nuancerede skitser af forholdet mellem dansk og tysk i den egn, som de dansksindede gerne kaldte Sønderjylland, og som de tysksindede stod fast på hed Nordslesvig. Der er temaer som »uægte børn«, som man førhen kaldte børn født uden for ægteskab og om børn, der blev tvangsfjernet fra dansksindede familier for at blive overgivet til »gode tyske familier« - ja det at fattige, dansksindede fik frataget opdrageretten over deres børn bliver i bogen til et sindbillede på Tyskland, der ikke blot røver Danmarks land, men også Danmarks børn.
Vi oplever en tysksindet, der noget overraskende blander sig til fordel for dansksindede - her betyder konkrete menneskelige hensyn og blodsbånd alligevel mere end det abstrakte nationale, og vi følger en krigsinvalid, der vender tilbage til krigsskuepladsen i Nordfrankrig for at hente en dræbt sønderjyde hjem til en sorgramte kvinde.
De to sidstnævnte hændelser har hold i virkeligheden, omend der er tale om tidsforskydning, når det drejer sig om den preussiske stats tvangsfjernelse af danske børn. Det var en praksis, der ophørte i 1901, men Karsten Skov benytter sig af sin kunstneriske frihed til tidsmæssigt at lade denne praksis foregå under Første Verdenskrig - og gør rimeligt nok opmærksom på anakronismen i bogens efterord. Meget er tilladt i skønlitteraturen.
Pludselig skift
Endelig bringer Karsten Skov læseren meget tæt på den nød og mangel, der bredte sig i Nordslesvig, jo længere krigen skred frem. Teglværkernes skorstene holder op med at ryge, da der ikke kan afsættes sten på de internationale markeder, og de lokale arbejdere sendes hjem til arbejdsløshed. I det tyske borgerskab i Sønderborg sidder de dog længe på flæsket.
Vinklen i den historiske roman er dansk, men forfatteren giver dog også plads til tyske synspunkter og ikke blot synspunkter, der er inspireret af datidens konservative hardliner Ernst Matthias von Köller, der mens han var overpræsident i provinsen Slesvig-Holsten førte en repressiv politik mod danskheden i Nordslesvig.
Efter Knacker er Enkeland den svære toer for Karsten Skov. Men forfatteren når fuldt i mål og beviser, at den første ikke blot var en tilfældig fuldtræffer. Enkeland er mindst lige så god som Knacker, hvis ikke bedre. Der er flere facetter i romanen persontegningerne går i dybden (nogle mere end andre), og selv om de skift, der forekommer i romanens nogle steder kan virke noget pludselige, bliver de aldrig postulater.
Enkeland er varmt anbefalelsesværdig - både når man er interesseret i Sønderjyllands historie, og når man blot kan lide en god roman.
Kommentarer